De danske landmænd skal hele tiden overveje, om nye afgrøder kan give et bedre og højere afkast end de traditionelle.

Et godt eksempel på dette er dyrkningen af hestebønner, som i de seneste dyrkningssæsoner er vundet frem. Og i beretningen på årets plantekongres, fremhævede sektordirektør for planteavl, Troels Toft, netop hestebønnerne, som en afgrøde, der også er at finde på markerne fremover.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror på, at hestebønnerne - denne gang - er kommet for at blive. Selv i den vanskelige 2017 høst er det lykkedes at bjerge hestebønnerne. Vi eksporterer i dag cirka en million ton hvede. Meget ofte til en lav pris. Det kunne være en god historie at veksle en del af dette til mere dansk produceret protein. Men regnestykket vil selvfølgelig afhænge af verdensmarkedspriserne på såvel soja som korn, sagde Troels Toft under sin beretning.

I kvægbruget er der efterspørgsel på hestebønnerne. De kvægbrugere, som producerer mælk til Arlas GMO-fri mælk, må nemlig slet ikke fodre med soja.

-Så her er der brug for det dansk producerede foder i form af hestebønner og raps - og planteavlerne er klar til at levere, sagde Troels Toft.

Hveden ikke overflødig endnu.

Hestebønner har dog ikke gjort hveden overflødig endnu. Med nye måder at behandle hveden på med svampemidler, er udbyttet øget ganske betragteligt.

- Årets forsøg viser, at der er mange penge at tjene ved at behandle afgrøderne rigtigt. Hvert år beregner Seges bruttomerudbyttet for svampebekæmpelse i de mest dyrkede sorter af hvede, og ikke siden 1998 har vi fået så meget for at bekæmpe svampe i hvede, som i 2017. Merudbytterne er udtryk for en kombination af de dyrkede sorters modtagelighed for sygdomme, årets smittetryk, midlernes effektivitet og de anvendte strategier, forklarede Troels Toft på årets årsmøde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Merudbyttet er med til at skabe et tiltrængt overskud hos landmændene.

-Et nettomerudbytte på 9,2 hkg pr. hektar på 572.000 hektar hvede i 2017 bliver altså til 526 millioner kroner på landsplan, så der er stadig rigtig mange penge at hente, ved at bekæmpe skadegørere i vore afgrøder, sagde Troels Toft.