Der var kun enkelte udfald ved Tast Selv-service op til fristen for ansøgning om arealstøtte den 16. april. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen.
- Jeg er meget glad for den store indsats, som vores kunder har gjort. Landbrugskonsulenterne har været gode til at sende ansøgningerne løbende, og undervejs har vores Tast selv-service kørt stabilt, siger NaturErhvervstyrelsens EU-direktør, Sarah Børner.
Der er blevet indsendt 42.500 ansøgninger og i alt bliver der søgt om ca. 6,6 milliarder kroner i støtte.
I dagene op til fristens udløb var der ifølge teamleder Louise Arnawa tryk på i NaturErhvervstyrelsens kundevejledning.
- Her har vi typisk fået spørgsmål om indtegning af marker i markkortet fra landmænd, siger Louise Arnawa.
Det er primært mindre landbrug, som vælger selv at sende ansøgningen tæt på fristen.
Landmænd, som sender deres ansøgning for sent, bliver trukket 1 procent i støtten for hver arbejdsdag, de søger for sent.
Det forventes, at mere end 95 procent af ansøgningerne er færdigbehandlet inden 1. december i år.