Danske svineproducenter ligger helt i front, når det drejer sig om at producere smågrise, mens det kniber mere med slagtesvinene. Produktionen af slagtesvin er blandt andet udfordret af, at tyske landmænd også har indtægter for biogas samt den generelle kreditklemme.

Det er nogle af hovedkonklusionerne i den analyse af den massive eksport af smågrise til Tyskland, fødevareminister Mette Gjerskov satte i gang i slutningen af 2012. Ministeren inviterer nu branchen til at komme med forslag til løsninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapporten peger på en vifte af forhold, som gør det mere attraktivt for landmændene at producere smågrise i stedet for slagtesvin. Der er således ikke tale om en enkelt dominerende faktor, der gør udslaget.

- Jeg hæfter mig særligt ved to forhold. For det første at smågriseproduktionen i Danmark er særdeles konkurrencedygtig sammenlignet med udlandet. Vi er simpelthen rigtig gode til at producere smågrise i Danmark. For det andet pointeres det, at kreditklemmen rammer slagtesvineproducenter meget hårdt, siger Mette Gjerskov.

Vigtig miljøteknologi

På længere sigt peger rapporten på, at ny teknologi er afgørende for, om slagtesvineproducenter kan løse de miljøudfordringer, erhvervet har. 

- Det er netop en af de ting, vi er meget opmærksomme på. Og derfor lancerede jeg før jul partnerskabet Månegrisen som en del af Regeringens Innovationsstrategi. Månegrisen handler kort sagt om at skabe en hypermoderne stald, der ikke belaster miljøet. Det, tror jeg på, vil blive et kæmpe skridt i den rigtige retning på den lidt længere bane, siger Mette Gjerskov.

Ifølge rapporten er produktionen af svin i Danmark samlet set steget hvert år, og det forventes, at tallet for 2012 bliver 29,7 millioner svin i alt. Produktionen af danske smågrise er steget fra cirka tre millioner i 2005 til 9,3 i 2012.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danske landmænd får nu stort set lige så meget for deres svin, som kollegaerne i Tyskland og Holland. Her er den såkaldte afregningspris fra slagteriet i Danmark til den enkelte landmand steget til 12,01 kroner pr. kg. Det er en stigning på tre kroner på fem år.