Indehaver Hans Erik Brink, Nordic Stald Kemi, har et godt råd, til alle de svineproducenter, som i øjeblikket har travlt med at blive klar til 2013-reglernes skærpede krav til spaltebredder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han anbefaler, at man glemmer alt om 2013-reglerne og går direkte i gang med at opfylde 2015-kravene, hvor fuldspaltegulve ikke længere er lovlige.

Ifølge Hans Erik Brink er det betydeligt mere enkelt at opfylde kravene om, at 33,3 procent af det til enhver tid gældende mindste arealkrav i en sti skal være fast eller drænet gulv i forhold til 2013-reglernes krav om specifikek spalteåbninger.

- Det er derfor vigtigt, at man sørger for at blive 2015-klar med det samme, for det er tåbeligt, hvis man kun satser på at opfylde 2013-kravene, siger han.

Hans Erik Brink forklarer, at man for eksempel kan lukke spalteåbningerne med epoxymørtel 20 eller 30 centimeter ud fra krybben.

- Det betyder, at man kan spare en kvadratmeter eller mere, siger Hans Erik Brink og tilføjer, at den løsning også er god, fordi det er ved krybben, at spalterne typisk er mest i stykker, og hvor man også har foderspild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forklarer, at man med denne operation kan reducere antallet af spalteåbninger, der skal lukkes, og han fremhæver også, at epoxy er meget stærkt.

- Der fås ikke noget, der er stærkere end epoxy, og andre løsninger, hvor man anvender plastskinner kan efter vores erfaring ikke holde til svin, siger han.

Ifølge Hans Erik Brink har han talt med mange, som ikke var opmærksomme på de muligheder, der er for at gøre stierne klar til 2013 reglerne ved at gå direkte til opfyldelsen af 2015-reglerne.

- Og der er mange, som er blevet rigtig glade, fordi de samtidig sparer mange penge, siger han.

Han anbefaler, at man går ind på Nordic Stald Kemis hjemmeside og ser en video, der viser, hvordan man selv kan gøre arbejdet, hvis man ikke vil have håndværkere til at stå for arbejdet.