Nu på fredag den 28. oktober finder 2. udgave af Fabriks DM i pløjning sted på Fyn.

Kverneland er med som én ud af i alt seks deltagere, og koncernen deltager med en fem-furet Kverneland EG100, der har trinløs variabel indstilling af furebredden fra 12 til 20 tommer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ploven er en hel regulær plov med mekanisk justerbart dybdehjul. Eneste finesse er, at traktoren, som skal køre med ploven vil blive udstyret med en hydraulisk topstang.

Kverneland blev nummer to tilbage i 2009, hvor det sidste mesterskab blev holdt – kun slået med et mulehår af Agrolux, der trak førstepladsen hjem med 0,2 point foran Kverneland.

- Har I nogen forventninger eller mål til dette års mesterskab, når det gælder placering?

- Vi har da en forventning om at ligge i den rigtige ende. Det er bevist i mange år, at Kverneland har en rigtig god plov, så den fortjener at blive placeret mellem de tre bedste, fortæller Jørgen Sørensen, produktchef hos Kverneland Group Danmark.

Han har fået fat i en særdeles habil pløjer til at køre med Kverneland-ploven til fredagens konkurrence. Det bliver Knud Rabølle Knudsen, der skal være chauffør, og han har tidligere deltaget i pløjekonkurrencer og ved, hvad det handler om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Monterer i ekstraudstyr på ploven?

- Vi sætter halmforplove og rulleskær på. Det er sådan set det, fortæller Jørgen Sørensen.

- Hvad synes i om arrangementet?

- Jammen vi synes bestemt, det er et fint arrangement. Det er godt at vi kan tilføje noget, der kan være med til at gøre DM i konkurrencepløjning endnu bedre. Jeg synes, det er flot af Landboungdom, at man på én gang kan arrangere både et DM i veteranpløjning, et DM i pløjning for landbrugsskoler og et Fabriks DM i pløjning, som vi deltager i, ved siden af det egentlige Danmarksmesterskab i konkurrencepløjning. Det bakker vi op om, fastslår Jørgen Sørensen og fortsætter:

Der er forholdsvis få demonstrationer herhjemme. Og dem, som forhandlerne holder, inkluderer ofte såsæt og stubharver, men ikke så meget plove. Det er rart her til DM, at vi kan få lov til at vise ploven frem, siger Jørgen Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kverneland EG100

Antal furer:                               5

Fureafstand, cm:                     100

Rammehøjde, cm:                    70

Variabel furebredde, tommer:     12-20