Tiden, hvor aviser og tv er sprængfyldt med billeder af glade køer, der bliver lukket på græs for første gang i år, nærmer sig med hastige skridt. De idylliske billeder kan dog hurtigt krakelere, hvis der ikke går forberedelse forud for udbindingen. Det skriver Peter Leth Henriksen, kvægbrugskonsulent, Syddansk Kvæg, i den nyeste udgave af Bovilogisk, der udkommer den 15. april.

Først og fremmest skal hegnene efterses, men der skal også gøres en forebyggende indsats for at undgå problemer med græsforgiftning, også kaldet græstetani.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Græstetani skyldes magnesiummangel. Køernes magnesiumpuljer i kroppen består af en stor mængde utilgængeligt magnesium i knoglerne samt en lille mængde i blodet. Normalt optræder magnesiummangel stort set aldrig hos køer, der står på stald. Det friske græs indeholder meget kalium, og netop kalium halverer optagelsen af magnesium i fordøjelseskanalen, og da de tilgængelige lagre i kroppen ikke er ret store, vil det være problematisk, hvis koen ikke tildeles ekstra magnesium. Magnesiummangel rammer oftest de ældre køer, da køerne med alderen får sværere ved at mobilisere magnesium fra knoglerne, men græstetani kan ramme alle køer.

Ekstra magnesium er nødvendigt

For at sikre at køerne undgår græstetani, er det derfor vigtigt at tildele ekstra magnesium. Det anbefales at øge tildelingen af magnesium med 25-50 procent i forhold til normerne i afgræsningsperioden. Det anbefales samtidigt, at køerne tilvænnes den øgede magnesiummængde med en endnu større mængde i perioden fra en uge før til fire uger efter udbinding, svarende til dobbelt mængde i forhold til normen. Det ekstra magnesium kan enten tildeles ved at supplere de i forvejen benyttede mineraler med rent magnesium, eller ved at skifte til et udbindingsmineral, som indeholder ekstra magnesium.

En anden mulighed kan være at påvirke græssets indhold af magnesium gennem gødskning med en gødning, der indeholder magnesium. Dette skal dog ikke ses som en løsning af problemet, og man undgår ikke at tilføre dyrene ekstra magnesium gennem mineralerne, men gødskningen skal blot ses som et ekstra supplement. På nuværende tidspunkt er gødskning med magnesiumholdig gødning formentlig heller ikke længere en mulighed, men det kan tages med i overvejelserne til de kommende års strategi for afgræsningsmarken.

Læs mere om hvordan du forbereder dig på afgræsningssæsonen i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkommer fredag den 15. april. Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.