?Det var en åben invitation til ægteskab? lød kommentaren, da First Farm A/S's formand, Henrik Hougaard, for nylig åbent fortalte om First Farms problemer og fremlagde nogle idéer til videreudvikling af selskabet. Det skete på et møde i Danish Farmers Abroad, der er en forening for landmænd og selskaber, der driver landbrug i udlandet.

Dels inviterede First Farms andre danske landbrugsselskaber i udlandet til fusion, dels foreslog Henrik Hougaard etablering af en jordfond, der skal opkøbe selskabernes jord i specielt Rumænien og videreudvikle jordejet, mens selskaberne kan leje jorden tilbage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En sådan jordfond vil frigive kapital, som selskaberne så kan investere i deres animalske produktion. Samtidig kan selskaberne via aktier i jordfonden være sikret en fornuftig forrentning, og de vil bevare muligheden for at få del i stigende jordpriser og stigende værdier, ved at jordfonden kan opkøbe flere småarealer og på den måde opnå større samlede arealer, der vil være attraktive at drive.

Satser på animalsk produktion

Idéen med en jordfond har sit udspring i, at First Farms ikke er etableret med henblik på jordspekulation.

- Vi vil helst satse på den animalske produktion med en tilhørende planteproduktion til at levere råvarerne. Sådan har vi gennemført det i Slovakiet, mens vi i Rumænien ønsker det samme på længere sigt.

First Farms blev etableret i 2006 af otte investorer. Fire af dem købte hurtigt de andre fire ud, fordi man var uenige om selskabets strategi.

- Vi fik i 2006 idéen til at gå på børsen. Der var mange, der gerne ville være med i investeringerne i Østeuropa, men som kun havde mindre beløb. Vi var heldige med timingen, så i december 2006 fik vi tilført 433 millioner kroner fra knap 4.000 aktionærer. Dengang lå aktien i kurs 105. Nu er den nede på godt 40, så vi har endnu ikke gjort det supergodt, sagde Henrik Hougaard

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde i 2009 et dårligt år som mange andre, men har siden været i plus. Sidste år tjente vi ni millioner kroner på baggrund af de mange penge, aktionærerne har betroet os. Det er vi ikke stolte af. Men vi er optimistiske med hensyn til fremtiden for driften af vore selskaber i både Slovakiet og Rumænien, sagde Henrik Hougaard.

Investorer får ikke markedsprisen

En af grundidéerne i First Farms er også, at aktien skulle være omsættelig via børsen, og det er netop det forhold, der skal gøre en fusion attraktiv for de andre landbrugsselskaber.

- Hvis én investor i et selskab med få aktionærer vil ud af engagementet, får vedkommende ikke markedsprisen, fordi de andre i selskabet enten ikke er i stand til at købe ham ud eller egentlig ikke ønsker at øge sit engagement på det tidspunkt, hvor en anden vil sælge. Det giver fastlåste ejerskaber. Men på et tidspunkt skal de gennem et generationsskifte, og det kan lettere ske, hvis selskabet var børsnoteret, og det kan selskabet blive via en fusion med First Farms, sagde Henrik Hougaard.

For lille for pensionskasserne

First Farms-formanden vedgik, at aktiekursen på 42 i First Farms ikke lød særligt attraktiv, men netop en fusion med et eller flere selskaber vil give et helt andet potentiale, som vil gøre selskabet interessant for investorer og dermed give baggrund for en bedre værdiansættelse.

- Egentlig er vores selskabs omsætning på 130 millioner alt for lidt for en børsnoteret virksomhed, som har udgifter, som andre selskaber ikke har. Vi har en professionel bestyrelse, der kræves mere af vores revision, som nok koster en halv til en million kroner mere end andre selskabers revision, og vi bruger mere tid på vores aktionærer og gæster, som måske kunne ønske at investere i selskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men vi skal også være større for at tiltrække investorer som pensionsselskaberne - tre til fire gange så stor. Pensionsselskaberne har indikeret, at de er interesseret i at investere i jord. Det er ikke foreneligt med privatejet, men det kan ske via vores selskabskonstruktion, hvis vi når op på 30.000 til 40.000 hektar.

- En sådan størrelse vil også give andre stordriftsfordele. Vi vil få større forhandlingskraft, og vi vil internt i selskabet kunne råde over kompetencer, som vi som mindre selskaber ikke har råd til.

First Farms skal tjene flere penge

Henrik Hougaard erkendte, at First Farms driftsmæssigt endnu ikke har præsteret tilfredsstillende, men økonomisk er selskabet solidt.

- First Farms har haft svært ved at låne penge til investeringer, så vi skylder kun 80 millioner kroner, hvilket svarer til 14 til 16 procent af værdien, så vi er ikke særlig gældssatte, og efter en fusion vil vi fortsat have en fornuftig gældsprocent, mente formanden.

First Farm har netop ansat ny ledelse både i selskabet og på driften i Slovakiet, og Henrik Hougaard imødeså denne oprustning med optimisme, og han forventede endnu større effektivitet gennem en fusion med et eller flere selskaber, der driftsmæssigt har gjort det bedre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og en forbedret drift er nødvendig i First Farms, slog formanden fast:

- Vi skal tjene flere penge, ellers skal vi fusionere, og så må vi lægge os lidt mere ned og bede andre overtage ledelsen, sagde Henrik Hougaard.