Entlebucher Käserei i det centrale Schweiz er et af mange helt små mejerier, som udgør rygraden i fortællingen om landets mejeribrug.Med en indvejning på 3 mio. kg. mælk årligt fra 25 bjerglandbrug i området kan mejerichef Ivo Führer producere omkring 300 ton bjergost årligt. Det holder mejeriet med fem fuldtidsansatte og i alt 15 ansatte i gang som en god forretning, der kan udbetale 5,25 kr. pr. kg i mælkepenge til producenterne.

To slags oste, Emmentaler og Sbrinz, bliver solgt i Schweiz, og Ivo Führer er stolt af ostene:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er de eneste natur-oste i hele Europa. Mælk og salt tilsat løbe. Vi tilsætter ikke andet, som det ellers sker på stort set alle andre mejerier, og det er et stort plus for schweizisk mejeribrug, at vi laver disse enkle, men gode oste, siger han begejstret.

Nej tak til eksport

Til gengæld indgår resten af Europa ikke i hans planer for afsætning af osten:

- Hvis I vil købe 200.000 kg ost af mig her og nu skal i være hjertelig velkommen. Men eksport er faktisk alt for besværligt her i Schweiz. Det kræver alt for meget papirarbejde til at vi kan håndtere det her på mejeriet, siger Ivo Führer.

Han gør dog en indsats for at øge salget, idet en helt ny butik er blevet indrettet på mejeriet. Og han håber, at der bliver mulighed for at øge kapaciteten og afsætningen i fremtiden.