I midten af september kom der nye prisprognoser for mælk fra Seges for 2017 og 2018, og i sommeren 2016 udgav Seges et notat omkring den langsigtede pris frem til 2025 på baggrund af OECD-FAO og EU. I 2017 forudsiger prognosen en pris på cirka 2,51 kroner pr. kg standardmælk (4,20 procent pr. 3,40 procent) inklusive efterbetaling, mens prisen i 2018 er budgetteret til 2,65 kroner/kg for konventionel mælk. OECD-FAO forudsiger en stigende mælkepris frem til 2025 til et niveau på 2,75 kroner pr. kg. Seges fastlægger en mælkepris i et "normalår" i perioden 2017-2025 på 2,55 kroner pr. kg. Gennemsnitsprisen har i perioden 2005-2015 været 2,56 kroner pr. kg standardmælk. Prisen skal også ses i lyset af, at fremstillingsprisen i 2015 i gennemsnit var 2,49 kroner pr. kg (kilde: Produktionsøkonomi kvæg 2016).
En anden faktor, som også spiller ind i vurdering af lønsomheden, er hvilken rentesats, der skal anvendes. Svaret er meget bedriftsspecifikt, hvorfor der ikke er et entydigt svar som eksempelvis fire procent.