Dalum Landbrugsskole har netop underskrevet en 3-årig forlængelse af samarbejdsaftalen med Shanghai Vocational College of Agriculture and Forestry og sender i den forbindelse to planteundervisere til Shanghai for at fortælle om produktion af frugt og grønt i Danmark, skriver den fynske landbrugsskole i en pressemeddelelse.

- Der er rigtig stor interesse for den måde, vi producerer fødevarer på i Danmark. Særligt bæredygtighed og miljø fylder i disse år meget i kinesernes bevidsthed, og her har vi masser af viden og erfaring, som vi kan bidrage med, siger Niels Erik Jespersen, som i mange år har koordineret det internationale arbejde på Dalum Landbrugsskole.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 13 år har Dalum Landbrugsskole samarbejdet med det kinesiske landbrugsuniversitet, som hvert år sender studerende til Danmark for at høste ny viden og inspiration. Men for planteunderviser Henrik Jensen er det første gang, han skal til Kina og undervise. Han glæder sig til at udveksle viden og erfaring med de kinesiske undervisere og studerende.

- Danmark er jo ikke noget kæmpestort land, men ved at dele vores viden og gøre den tilgængelig for producenterne i verdens folkerigeste land, kan vi jo være med til at gøre en stor forskel for den måde, vi udnytter jordens ressourcer, siger Henrik Jensen.

Dalum Landbrugsskole har en lang tradition for internationalt samarbejde. Kina var en af de første samarbejdslande uden for Europa, og i slutningen af 90'erne indgik skolen en aftale med Shanghai Agricultural Commission, i Shanghai-provinsen i Kina.

Aftalen skulle hjælpe kineserne med at blive mere selvforsynende, og understøtte Shanghais ambition om at være et førende eksempel for de øvrige provinser i Kina, også på landbrugsområdet.

- Vi vægter det internationale samarbejde højt, og ser det som en gevinst for både de danske og udenlandske elever. Et samarbejde går jo altid to veje, og vi kan lære en masse ved at dele viden og lade os inspirere af hinandens måder at gøre tingene på, siger Niels Erik Jespersen i pressemeddelelsen og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et globalt netværk af skoler, virksomheder og organisationer er værdifuldt for os, og vi bruger mange ressourcer på at vedligeholde og udvikle disse relationer til gavn for vore danske studerende.

Dalum Landbrugsskole sender hvert år en del danske studerende på studieture og virksomheds-forlagt undervisning i blandt andet USA, Asien og forskellige lande i Europa. Skolen modtager også hvert år internationale studerende og får eksempelvis besøg af en gruppe kinesiske studerende i juni måned.