Mens mange maskinstationer og bedrifter har kørt i døgndrift for at nå at få alt gyllen kørt ud til den 1. oktober, som reglerne fortæller, så har Miljø- og Fødevareministeriet i dag besluttet at forlænge udbringningsperioden for flydende husdyrgødning i Midt- og Vestjylland.

Afhængig af nedbørsmængderne i uge 21-38 kan udbringningsperioden for flydende husdyrgødning på visse arealer forlænges til den 15. oktober, fortæller Miljø- og Fødevareministeriet i dag, den 1. oktober 2018.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Betingelserne er, at nedbøren i uge 21-38 er over normen samtidigt med, at nedbøren i uge 30-38 er 30 procent over normen, jf. husdyrgødningsbekendtgørelsens §31 stk. 9.

Dette er tilfældet i region Midt- og Vestjylland i 2018, hvorfor udbringningsperioden forlænges i år.

Det drejer sig om følgende kommuner: Thisted, Morsø, Skive, Lemvig, Struer, Holstebro, Viborg, Herning, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande.