Et forsøg i tre besætninger lavet i et samarbejde mellem Seges og Vestjysk Landboforening viser, at 10 liter mælk om dagen giver højere kraftfoderoptagelse, højere daglig tilvækst og bedre sundhed hos kalvene end ved tildeling af seks liter. Det skriver Landbrugsinfo.

Undersøgelsen viste, at det havde en væsentlig effekt på tilvæksten at tildele 10 liter mælk. I den ene besætning voksede kalvene ca. 100 g mere om dagen end kalvene på moderat mælkemængde, mens denne forskel var på ca. 200 g pr. dag i den anden besætning. I den tredje var der ingen forskel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

680 kalve fra tre besætninger deltog i undersøgelsen.

Mindre diarré og lungebetændelse

Kliniske registreringer blev brugt til at beskrive kalvenes sundhed. Gødningsscoren blev brugt til at registrere, om kalvene havde diarré, mens scoren for næse, øjne, øre og hoste blev brugt samlet som udtryk for lungebetændelse. Resultatet viste, at kun halvt så mange kalve fik diarré, når de fik 10 liter mælk sammenlignet med kalvene, der fik 6 liter.

I to af besætningerne var der signifikant færre kalve, der fik lungebetændelse blandt dem, der fik 10 liter. I den tredje besætning var der ingen forskel.

Med en høj mælkemængde kan man være bekymret for, om kalvene optager lige så store kraftfodermængder, som hvis de tildeles mindre mælkemængde. Undersøgelsen viste dog, at høj mælkemængde faktisk sikrede højere kraftfoderoptagelse end hos moderat mælkefodrede kalve. Allerede i perioden i enkeltbokse (0 til 2-3 uger) optog kalvene i gennemsnit ca. 150 g kraftfoder pr. dag, og ved fravænning ca. 1 kg kraftfoder.