Scan-Agro, som står bag Scan-Sprayer marksprøjterne, udvider nu programmet af selvkørende sprøjter med en ny og større model.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Scan-Agro oplyser, at den nye serie SP40-50-60 består af tre modeller med henholdsvis 4.000, 5.000 og 6.000 liters tankkapacitet med tanke i rustfrit stål.

Den nye serie af selvkørende sprøjter er udstyret med Knight bomme, som leveres som dobbelt fold fra 15 til 30 meter og Trifold fra 28 til 40 meter.

- Knight er kendt for sine stabile bomme - specielt har Knight været foregangsmand for at optimere den horisontale bomstabilitet, altså bevægelserne frem og tilbage, fortæller salgs- og marketingchef Finn Søndergaard, Scan-Agro.

Sprøjten har et luftaffjedret chassis med krængningsstabilisator, hvilket absorberer ujævnheder og giver mulighed for sprøjtehastigheder på op til 15 til 20 kilometer i timen, hvis sprøjteopgaven tillader det.

Reduceret brændstofforbrug

Maskinen er som standard med en 200 hk Perkins motor, som kan opgraderes til 230 hk. Den hydrostatiske transmission er med Poclain hjulmotorer med dynamiske bremser og Poclain Smart Drive. Smart Drive er en avanceret transmission- og motorstyring som blandt andet indeholder FartPilot til at fasthold hastigheden i marken og en funktion i stil med en vario-transmission, som giver lavere motoromdrejning ved vejtransport, hvilket giver reduceret brændstofforbrug. Desuden kan der leveres automatisk hjulslipskontrol til systemet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Scan-Sprayer SP 40-50 er som standard med hydraulisk sporviddejustering, så sporvidden enkelt kan optimeres til opgaven.

Sprøjten er med firehjulsstyring og har en maksimal hastighed på over 40 kilometer i timen.