Formand for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen kalder reguleringen af landbrugspakken dybt problematisk.

- Jeg er dybt, dybt skuffet over den nye fosforregulering, som netop er blevet offentliggjort. I en pressemeddelelse kalder fødevareministeren EU's godkendelse af landbrugspakkens seneste udseende for en af verdens mest målrettede miljøreguleringer. Men det er en landbrugspakke, hvor der er justeret i fosforreguleringen siden det udkast, jeg så. Derfor forstår jeg ganske enkelt ikke den udtalelse, siger formand for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Nu var der ellers lige en bred enighed om, at slagtesvineproduktionen skal styrkes, og så er det alligevel den, der skal holde for,

Henrik Mortensen, Formand for Danske Svineproducenter

- Nu var der ellers lige en bred enighed om, at slagtesvineproduktionen skal styrkes, og så er det alligevel den, der skal holde for. Dermed gør man det igen til en endnu sværere kunst at være slagtesvineproducent i Danmark. Det er der ganske enkelt ikke noget som helst fornuft i, siger formanden.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside må gødning fra slagtesvin pr. 1. august indeholde 39 kg fosfor pr. hektar, mens gødning fra mink og fjerkræ må indeholde 43 kg fosfor pr. hektar.

Ud fra disse tal påpeger Henrik Mortensen, at der ikke er noget fagligt belæg for, at det er slagtesvinene, der skal holde for i forhold til det, der oprindeligt var lagt op til, mens fjerkræ og mink slipper langt billigere. Han undrer sig over, hvorfor der er sket en yderligere stramning for slagtesvin samtidig med, at mink og fjerkræ er sluppet billigere i forhold til det oprindelige høringsudspil.

- I den oprindelige høring var der lagt op til 40 kg fosfor pr. hektar for slagtesvin. Et tal, der svarer til 1,7 dyreenheder. Ved at stramme kravet til 39 kg fosfor, bliver det dyrere og sværere for slagtesvineproducenterne at nå de 1,7 dyreenheder, beklager han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I svineproduktionen har vi i forvejen været dygtige til at reducere udledningen af fosfor, og det skal vi så åbenbart straffes for, mens dem, der intet har gjort, skal slippe billigere. Det hører ingen steder hjemme, erklærer Henrik Mortensen, som vil have undersøgt nærmere, hvordan de tal er landet, hvor de er.

Henrik Mortensen beklager desuden, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke allerede nu har nævnt konkret, hvordan fosfornormerne for svin, mink og fjerkræ vil blive strammet yderligere trinvis frem mod 2025.

- Jeg er meget spændt på, om vi havner på samme niveauer, eller om der er dyregrene, der igen kommer til at slippe billigere end andre, siger han.