Den første ejendom vi besøgte var Bluebell Farms hos Stephen Briggs i nærheden af Cambridge med 250 hektar økologisk planteavl på både eget og lejet jord. Både Stephen og hans kone er akademisk uddannet indenfor jordbrugsvidenskab og førstegenerationslandmænd, og måske netop derfor gør de en række ting lidt anderledes end så mange andre.
Udover arbejdet i marken med traditionelle afgrøder som byg, hvede og vinterhavre - hvoraf sidstnævnte er yderst populær i England grundet de milde vintre - består driften også af en velbesøgt gårdbutik med café, som parret for nyligt har søsat.