Tommelskruerne er blevet strammet, når det gælder efterafgrødekrav og næringsstofvirkninger heraf. Det har resulteret i hovedbrud for bedrifter såvel som rådgivningsvirksomhederne. Implementeringen af efterafgrødekrav, data fra forskellige systemer, der ikke taler sammen og afledte effekter heraf, udfordrer en del landmænd, som Landbrugsrådgivning Syd laver mark- og gødningsplaner for. Her er det rådgiver Lene Jakobsens erfaring, at en del kunder endda bliver meget overraskede, når det går op for dem, hvordan nye regler har ændret den måde, de kan dyrker markerne på.
- Nogle, jeg har rådgivet, har fået en a-ha-oplevelse, da de kan se, at deres markplaner er blevet smadret. Det er slet ikke blevet, som de havde drømt om, fordi der er nye krav, der skal overholdes og fordi, der skal indgå meget mere vårsæd end før, siger hun.