Danske Svineproducenter har sendt et advarselsbrev om ulovlig indtrængning ud til sine medlemmer. Seges Svineproduktion er bekymret for stigende aktivisme mod svinebedrifter og sendte fredag aften brev til lokale formænd og konsulenter.

- I ugefaxen i torsdag advarede vi om stigende aktivisme, og at du bør tage dine forholdsregler og holde dine stalddøre låst, skriver Danske Svineproducenter ud til sine medlemmer og opfordre til at de låser dørene og holder ekstra øje i disse dage.

- I denne meget vigtige fælles sag har vi valgt at videresende et brev til dig, som Seges Svineproduktion fredag aften har sendt til lokale formænd og svinekonsulenter. Brevet understreger vigtigheden af, at den stigende aktivisme tages seriøst, og hvordan du tager dine forholdsregler.

Husk - Det sker ikke kun for naboen! Det kan lige så godt ske for dig!, står der i brevet til medlemmerne.

De seneste par dage har flere svineproducenter på tværs af Danmark haft ubudne gæster på deres ejendomme.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der er, igen, tale om repræsentanter fra det såkaldte "Veganerparti", som fortsat kæmper for at finde eller skabe historier, som de mener vil sætte dansk husdyrproduktion i et dårligt lys, skriver L&F, Seges Svineproduktione ud til rådgiverne.

- I skal ikke være det mindste i tvivl om, at det er noget, vi i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion ser på med den største alvor. Vi er mildest talt forargede over, at ekstremister som disse føler sig hævet over loven i en desperat kamp om opmærksomhed. I vores erhverv hylder vi demokrati og dialog. Disse mennesker repræsenterer det modsatte, skriver L&F.

Filmer på bedriften

I de aktuelle sager filmer aktivisterne især opbevaring af døde dyr på opsamlingspladser. Tidligere har der også været indbrud i staldene, og det kan heller ikke udelukkes, at det sker igen. Videoerne bliver herefter brugt på deres kommunikationsplatforme til at kritisere vores erhverv og til at indsamle vælgererklæringer, så Veganerpartiet kan blive opstillingsberettigede til Folketinget.

- Vi står uden retssikkerhed og aner ikke, hvordan de vil bruge eller manipulere med det indsamlede materiale. Flere af vores kollegaer har også været vidne til en adfærd, hvor aktivisterne nægter at gå og ligefrem kommer med tilråb for at fremprovokere en reaktion hos besætningsejeren for rullende kameraer.

- Det er vigtigt at understrege, at disse mennesker helt uden hensyn til retssikkerhed bruger enhver anledning til at sprede myter og falske historier om svineproduktion, skriver L&F.

Hvad kan du gøre?

Det er altid vigtigt at låse døren til sin stald. Derudover skal der selvfølgelig se ordentligt ud i stalden og på afhentningspladserne. Blandt andet i forhold til, at dyr under kadaverkappe max må ligge der i 24 timer, før de skal afhentes. Regler og vejledninger kan du finde på Svineproduktion.

Seges Svineproduktion giver her en række gode råd, hvis man oplever ulovlig indtrængen.

Hvad skal jeg gøre, hvis de står hos mig i morgen?

Der er tale om uberettiget adgang, når personer skaffer sig adgang til privat ejendom og undlader at forlade stedet, selvom de er blevet opfordret dertil.

Hvis der sker uberettiget adgang på din ejendom, er det vigtigt, at du forholder dig roligt, selvom det er en voldsomt grænseoverskridende oplevelse. Spørg pænt, om de vil forlade din grund. Antag at alt bliver filmet. Også din reaktion. Hvis de nægter at gå, skal du ringe til politiet. Det gælder selvfølgelig også, hvis du føler dig truet, oplever hærværk eller direkte indbrud.

Dernæst opfordrer vi dig til at ringe til os, så vi kan guide dig igennem de næste skridt. Du kan læse mere herom nedenfor, hvor du også finder en kort Q&A med information og opmærksomhedspunkter.

Politisag mod stifter

Det er efterhånden velkendt, at vi er involveret i en politisag anlagt mod Veganerpartiets medstifter, Henrik Vindfeldt, og vi overvåger løbende organisationens adfærd og misbrug af ulovligt indsamlet materiale på sociale medier. Derfor vi vil gerne høre fra dig, hvis du har mistanke om, at der har været ulovlig indtrængen på din bedrift, skriver L&F.

- Vi kan også guide dig i forhold til den videre proces med blandt andet politi, forsikring, og hvad du skal være opmærksom på ved gennemgang af stalden/grunden med mere.

- Det er ærgerligt, at vi er dér, hvor vi er nødt til at skrive et sådant brev, men vi takker for din tid og håber, at du vil dele informationerne i dit netværk blandt svineproducenter.

Ulovlig indtrængen

Q&A om jura i forbindelse med ulovlig indtrængen:

Hvordan og hvornår skal jeg anmelde ulovlig indtrængen?

Du kan overveje, om vil anmelde overtrædelsen til politiet. Det er en konkret vurdering i den enkelte sag i forhold til alvoren af en indtrængen, herunder om der måtte have været trusler, hærværk og indbrud eller hvis aktivister nægter at forlade din ejendom. Der er ingen klar frist, men politianmeldelse skal som udgangspunkt foretages hurtigst muligt af hensyn til bevisførelsen, herunder vidner, spor på gerningsstedet mv. Det vil i øvrigt fremme sagens opklaring, såfremt du kan udpege en gerningsmand (for eksempel fra et overvågningsbillede).

Videoovervågning

Hvad kan jeg gøre for at forebygge ulovlig indtrængen?

For at mindske risikoen for ulovlig indtrængen kan du overveje at opsætte videoovervågning på gårdspladsen eller i stalden. Du kan også opsætte øvrig skiltning, herunder "privat ejendom", således der ikke skulle opstå tvivl.

Hvad skal jeg være opmærksom på ved opsætning af videoovervågning?

Videoovervågning skal tydeligt skiltes og fremgå af ansættelseskontrakten, da medarbejdere skal orienteres herom. Der må aldrig være lyd på videooptagelserne, da det vil være hemmelig aflytning. Du må ikke filme offentlige områder, som benyttes til almindelig færdsel, herunder offentlig

vej, plads eller lignende. Du må dog gerne foretage overvågning af egne indkørsler, indgange, pladser eller lignende. Efter persondatareglerne skal du som hovedregel slette billedoptagelser 30 dage efter, at de er blevet optaget. Du må kun videregive videooptagelserne til politiet.

Kontakt Landbrug & Fødevarers pressetelefon, hvis du har brug for råd: Tlf.: 3339 4520.