Udstillerne er tilfredse med Nutrifair, som er en målrettet messe med tid til at tale med de relevante kunder.

Besøgstallet faldt ved årets Nutrifair, men tilfredsheden hos udstillerne levede op til det, de havde regnet med. Udstillere roser NutriFair-konceptet for at tiltrække fagfolk, beslutningstagere og nøglepersoner i branchen.

- Vi har til fulde fået indfriet vores forventninger. Jeg er positivt overrasket over, hvor målrettede de besøgende er, siger salgsdirektør Henrik Bendtsen fra korn- og foderstoffirmaet Hedegaard Agro, som var med på Nutrifair for første gang.

- Der er en fantastisk, faglig atmosfære, hvor vi i ro og mag kan møde vores kunder og kundeemner i øjenhøjde. Der er ikke nogen forstyrrende vrimmel af folk, der spørger efter kuglepenne eller bare vil snakke uden at have tilknytning til vores produkter. Det er en dejlig målrettet messe, og det er sådan noget, vi vil satse på fremover, fastslog Henrik Bendtsen.

Køb - ikke kun kig

Samme toner lyder fra Charlotte Manning, salgs- og marketingkoordinator hos staldinventarvirksomheden ACO Funki A/S.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- På NutriFair er alt det overflødige skrællet væk. De besøgende véd, hvad de vil, og de kommer med henblik på at købe, ikke bare kigge. På de store messer er det meget hektisk – folk har travlt, fordi de vil nå hele vejen rundt, og der kommer mange forbi, som ikke er relevante for os. Her kan vi gå i dybden i vores snak, og vi er yderst tilfredse med udbyttet af vores deltagelse, fastslår Charlotte Manning.

Hun mangler endnu 12 messer inden sommer.

Tætte mødeterminer

De mange messer rundt omkring får også en del af skylden for, at besøgstallet faldt.

- Vi ville naturligvis gerne have matchet fremmødet fra sidste gang, men messeterminerne har ligget relativt tæt de seneste par måneder, og det kan have spillet ind, siger Nutrifairs projektleder Peter Sunesen.