Automatisk oplæsning:

Minkavler dropper drøm om at genstarte i 2022: Usikkerheden er for stor

00:00
Hastighed: ???x
00:00

Niels Christian Poulsen håbede, at han kunne genstarte sin minkavl i 2022. Men usikkerheden er for stor. Nu håber han bare, at kompensationen kan dække hans investeringer.

Niels Christian Poulsen, der har en minkfarm ved Ringkøbing, drømte om at starte op igen, når det midlertidige forbud mod minkavl udløber.

Men selv om der i den nye aftale om kompensation til minkavlere indgår en dvale-ordning, hvor han kan få dækket sine udgifter, indtil det igen bliver lovligt at holde mink, har han så godt som opgivet håbet.

Usikkerheden er for stor, fortæller han.

- Der er jo ingen sikkerhed for, at vi må komme i gang fra 1. januar 2022. Det kan være, forbuddet bliver forlænget. Med de kort på hånden er det ufatteligt svært at gå ud i Europa og lave aftaler med avlere, siger han.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Derfor vælger han, som det ser ud nu, at tage i mod erstatningen, hvilket indebærer, at han ikke må starte op igen "med de samme aktiver", som der står i aftaleteksten.

- Det er helt fair, at vi ikke må starte op igen, men derfor er det da stadig ærgerligt, at jeg ikke kan det. Jeg føler jo stadig, jeg har meget at bidrage med til samfundet. Jeg havde regnet med, at jeg skulle betale nogle millioner i skat og dermed bidrage til det danske samfund, men det kommer jeg nok ikke til nu, siger han.

- Men jeg har været minkavler i 35 år, og derfor er det da lidt vemodigt at slutte, siger han.

Glad for aftale

Selv om han er færdig som minkavler, glæder han sig over, at aftalen er landet.

- Jeg har gået i tre måneder uden at få noget at vide og følt mig usikker. Derfor er jeg utroligt glad for, at der er en aftale. Jeg tror, den er rimelig, men vi ved ikke, hvordan det ser ud endnu, siger han

- Som udgangspunkt ser det fornuftigt ud. Men det er ikke noget, vi minkavlere spinder guld på. Vi får betalt vores investeringer. Vi får selvfølgelig et stort beløb, men vi har jo også investeret mange millioner kroner, siger han.

Selv havde han 200.000 mink, og godt nok er han derfor berettiget til en stor kompensation, men han har også investeret mange millioner kroner i sin minkfarm.

- Bare driften har kostet 40-50 millioner kroner. Derudover har vi anlægsinvesteringer. Det er over mange år, men jeg vil tro, det er omkring 150 millioner kroner. Vi håber, vi får de fleste af pengene fra investeringerne hjem i kompensation, siger han.