Minkavler Niels Chr. Poulsen, Ringkøbing, har mistet tålmodigheden med Fødevarestyrelsen. Avleren har sendt to rykkere til styrelsen for at få sine penge to måneder efter de sidste aflivninger.

Siden 16. november har minkavler Niels Chr. Poulsen ventet på at få sine penge fra Fødevarestyrelsen. Han venter ligesom landets 1133 andre tidligere minkavlere på at få penge for aflivningsarbejdet, den lovede tempo-bonus, erstatning for dyrene og ekspropriering af både produktion og anlæg.

- Det er nu to måneder siden, de sidste mink blev aflivet. Vi har overholdt vores del af aftalen med myndighederne og aflivede alle vores mink. Nu forventer vi, at myndighederne også overholder deres del af aftalen og betaler os den lovede erstatning. Det er frustrerende, at der ikke sker noget, siger Niels Chr. Poulsen, der sammen med sin søn Henrik Poulsen indtil 16. november drev otte minkfarme ved Ringkøbing og Ulfborg.

Niels Chr. Poulsen stod sammen med 20 ansatte for aflivningen af sine 200.000 mink inden fristen 16. november. Han sluttede aflivningen på den første farm i slutningen af oktober. Nu har minkavleren sendt en regning til Fødevarestyrelsen for lønninger til 20 mand, der blev lovet 300 kroner i timen.

Minkavleren minder om, at erhvervsminister Simon Kollerup stod i fjernsynet den 5. november og sagde, at minkavlerne vil se penge i løbet af 14 dage. Også fødevareminister Rasmus Prehn har på samråd givet udtryk for, at det ville være rimeligt, hvis avlerne fik udbetalt deres bonus inden jul.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Niles Chr. Poulsen har sendt den første rykker til Fødevarestyrelsen den 30. december med et krav 879.831 kroner for lønninger og omkostninger i forbindelse med aflivningerne. Næste rykker er sendt den 5. januar og lyder på 897.427 kroner, hvor renter på to procent svarende til 17.596 kroner er lagt oveni. Niels Chr. Poulsen bruger de samme betalingsbetingelser, som Fødevarestyrelsen selv bruger, nemlig 30 dages forfald.

Minkavleren har svært ved at forstå, hvorfor Fødevarestyrelsen ikke kan udbetale pengene.

- Der er ikke så meget at være i tvivl om. Repræsentanter fra Fødevarestyrelsen var tilstede på farmene i alle dagene og var med til at tælle op og tjekke aflivningerne, så der kan ikke være tvivl om antal. Jeg føler mig ærlig talt frustreret, når jeg kan se at både statsministeren og sundhedsministeren står på pressemøder og siger, at de nok skal finde de økonomiske ressourcer, der skal til, for at redde andre erhverv gennem krisen. Faktisk føles det som bevidst chikane fra politikernes side, siger han.

Lang ventetid

Landets minkavlere er løbende i kontakt med Kopenhagen Fur, der sender orientering ud til sine medlemmer. Men heller ikke brancheforeningen har godt nyt til avlerne. I et brev fra den 6. januar skriver Kopenhagen Fur:

"Der kommer efter alt at dømme til at gå mere end fire måneder, fra de første aflivninger i begyndelsen af oktober og til de første avlere ser så meget som en krone. Og for de sidste udbetalinger vil der højst sandsynligt blive tale om langt over et halvt år".

Maskinbladet har henvendt sig til Fødevarestyrelsen for at høre om tidsplanen for udbetaling af de lovede tempo-bonus, men svaret fra den 7. januar er ikke opløftende.

"Fødevarestyrelsen arbejder på højtryk for at få etableret et system, der kan håndtere de mange udbetalinger og få sagsbehandlet de indkomne sager hurtigst muligt. Men der en række forhold af både juridisk og økonomisk karakter, der skal afklares, før de forskellige udbetalinger kan sættes i gang. Dette har vist sig at være mere komplekst end ventet. Fødevarestyrelsen arbejder på, at de første af udbetalingerne kan sættes i gang hurtigst muligt".

I brevet til minkavlerne skriver Kopenhagen Fur, at de har fået oplyst, at Fødevarestyrelsen opretter en særskilt sektion med ny leder og et antal medarbejdere, der skal fokusere 100 procent på opgaven med at gennemføre udbetalingerne til minkavlere.

Sektionen støttes også med ressourcer fra Kammeradvokaturen, mens selve udbetalingstransaktionerne kommer til at blive håndteret af Landbrugsstyrelsen, skriver Kopenhagen Fur til minkavlerne.

Niels Chr. Poulsen må tilsyneladende se langt efter sine penge.

- Der er heller ikke meget, der tyder på, at udbetalingerne af tempo-bonus er lige på trapperne, det er helt urimeligt. I øjeblikket må vi trække på kassekreditten for at komme igennem, og det er jo ikke helt gratis, siger minkavleren.

Minkavlerne venter også stadig på nyt omkring ekspropriering. Ud over tab af selv dyrene og produktionen vil det alene koste 10 millioner kroner at nedrive og bortskaffe produktionsanlæggene på Niels Chr. Poulsens ni farme.