Socialdemokratiet vil tredoble kvælstofreduktionen i forhold til den forrige regerings landbrugspakke, men ønsker samtidig at indgå en bred politisk aftale.

Der skal være sikkerhed for, at indsatsen for at begrænse landbrugets udledning af kvælstof bliver gennemført. En række forudsætninger bag den tidligere regerings landbrugspakke ser ud til ikke at holde. Derfor er det regeringens ambition at tredoble indsatsen for den målrettede kvælstofregulering fra 2019 til 2020.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet efter at det allerede er kommet frem, at regeringen har afsat 190 millioner tilskudskroner til etablering af ekstra efterafgrøder allerede i 2020. Dette indgår som en del af finanslovsudspillet.

Ministeriet meddeler, at landbrugets kvælstofudledning ikke er faldet som forventet i den tidligere regerings landbrugspakke. Derfor ønsker den socialdemokratiske regering at opjustere kvælstofindsatsen, så den målrettede kvælstofregulering af landbruget styrkes markant allerede næste år, hvilket vil reducere kvælstofudledningen til kystvandene.

Utrygge ved aftale

- Da den forrige regering præsenterede landbrugspakken, var Socialdemokratiet ikke en del af aftalen, da vi ikke var trygge ved, at den forventede kvælstofreduktion kom. Det kan vi nu så se, at den heller ikke gør, siger fødevareminister Mogens Jensen. og fortsætter:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Derfor er det vores ambition at hæve niveauet i den målrettede kvælstofregulering mærkbart. Konkret betyder det, at vi med den målrettede regulering i 2020 vil opnå en kvælstofreduktion, der er det tredobbelte af, hvad den målrettede regulering bidrog med i 2019. Det vil blandt andet kunne lukke det hul i kvælstofindsatsen for 2020, som skyldes manglende fremdrift i de frivillige kollektive virkemidler under den tidligere regering, siger ministeren.

Han forklarer videre, at regeringen nu sonderer mulighederne for at indgå en bred politisk aftale med Folketingets partier. Helt konkret ønsker regeringen at supplere usikre, frivillige virkemidler, hvor der ikke er sikkerhed for, at kvælstofreduktionen kommer som ønsket, med konkrete krav.

- De landmænd, der stilles overfor øgede krav kan kompenseres økonomisk. Der er afsat midler til omfordeling mellem de landmænd, som ikke skal bidrage ekstra i den målrettede regulering, og de der skal levere en ekstra indsats, lyder det fra ministeren.

Historisk grønt mandat

I 2019 skulle den målrettede regulering levere en kvælstofreduktion på ca. 1.150 tons. I runde tal ønsker regeringen at skrue op for indsatsen i den målrettede regulering i 2020 fra ca. 2.350 tons, som var forudsætningen i landbrugspakken, til 3.500 tons kvælstofreduktion.

Det ventes at medføre, at kvælstofudledningen til kystvandene reduceres med yderligere ca. 1.150 tons allerede i 2020, ligesom det forventes at mindske udledningen af drivhusgasser og alt andet lige bidrage positivt ift. naturbeskyttelsen.

- Vores regering er valgt på et historisk grønt mandat, og vi ønsker at passe bedre på vandmiljøet. Ifølge vandrammedirektivet skal både overfladevand og grundvand være i god tilstand senest med udgangen af 2027, siger miljøminister Lea Wermelin og tilføjer:

- Derfor tager vi nu fat på den kvælstofregning, som den tidligere regering har efterladt med landbrugspakken, så vi giver vandmiljøet en hjælpende hånd allerede næste år. Vi er også i gang med at forberede arbejdet og grundlaget for de næste indsatser, der fra 2021 og i de kommende vandområdeplaner skal til for at nå målet om god tilstand i overfladevand og grundvand, siger ministeren.

Ansøgningsrunde

For at løfte indsatsen med den målrettede kvælstofregulering gennemføres indledningsvist en ansøgningsrunde, hvor landmændene får økonomisk kompensation for at påtage sig en forpligtelse til at udlægge efterafgrøder eller en række alternativer.

Såfremt der ikke udlægges tilstrækkeligt med blandt andet efterafgrøder i den frivillige tilskudsordning, vil landmændene modtage et ikke-kompenseret krav om at udlægge yderligere efterafgrøder eller alternativer.

- Regeringen ønsker, at dansk landbrug skal have en balanceret og fornuftig tilgang til gødskning af afgrøderne. Men landmændene skal også levere varen i form af indsatser, der reducerer kvælstofudledningen.

- En styrkelse af den målrettede regulering i 2020 er første skridt til at sikre dette. Vi kommer til at kigge bredt på kvælstofindsatserne efter, at et planlagt udvalgsarbejde er gennemført, siger Mogens Jensen.