Venstre og Dansk Folkeparti kritiserer regeringens strammede krav til efterafgrøder, og konsulent melder pas på den praktiske gennemførelse.

Regeringen har i sit finanslovsudspil afsat 190 millioner kroner i tilskud til cirka 380.000 hektar med efterafgrøder i 2020. Det vil sige, at Socialdemokratiet nu lægger op til at stramme de oprindelige mål for reduktion af kvælstofudledning fra landbruget.

De oprindelige mål var aftalt med et snævert flertal af den foregående regering. Disse mål siger, at der skal tilsås 250.000 hektar med efterafgrøder i 2020.

Nu lægger regeringen altså op til at gennemføre en stramning på 130.000 hektar. Selv om der gives tilskud, er der der hård kritik fra såvel oppositionen som branchen.

Umuligt at nå

Formanden for erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer - Martin Merrild - siger til mediet Effektivt Landbrug, at udspillet kommer som en tyv om natten. Samme hårde kritik lyder der fra Jørgen Evald, der er faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Til samme medie siger chefrådgiver i Landbosyd - Helge Lorenzen - at han umuligt kan se, hvordan markplanerne allerede for 2020 kan ændres til at rumme så mange flere hektar.

Fra politisk side møder udspillet kritik fra såvel Venstre som Dansk Folkeparti.

DF tolker udspillet som et forsøg på at snige en markant stramning for landbruget igennem. Venstres landbrugsordfører kalder udspillet for mærkeligt og underligt.

Minister Mogens Jensen er i Landbrugsavisen citeret for at sige, at udspillet er begrundet i, at der skal indhentes et efterslæb for at nå de mål for opsamling af kvælstof, som blev fastsat i Landbrugspakken.