Med sin fine affjedring og kraftige bremser er JCB Fastrac 3220 en fremragende traktor til transport og markbrug, og med sin specielle opbygning giver traktoren mulighed for montage af specialudstyr

Efterhånden kan de fleste traktorproducenter levere traktorer med affjedret foraksel, og flere af de store producenter har også præsenteret prototyper på traktorer med affjedret bagaksel.

Grunden til at der overhovedet forskes i affjedring af traktorer, er ikke kun de stigende krav til førerkomfort. Men i lige så høj grad forventninger til, at traktorerne får lov til at køre hurtigere, efterhånden som trafiksikkerheden øges.

Hvor de fleste andre fabrikater udvikler sig hen imod øget trafiksikkerhed, startede JCB omvendt og udviklede fra starten Fastrac efter lovgivningen for hurtiggående traktorer.

Derfor er traktoren udstyret med affjedring af samtlige hjul og et bremsesystem med en effektivitet svarende til det, som findes på lastvogne

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

At de danske færdsels- og afgiftslove ikke er i overensstemmelse med det, som findes i vores nabolande, og indtil nu har gjort det vanskeligt at indregistrere Fastrac her i landet, er kun beklageligt.

Plads til mere

Fastrac 3220 Plus er opbygget på en chassisramme. Førerkabinen er monteret forholdsvist langt fremme på chassiset og levner plads til en lille platform bag kabinen. Her er der plads til at montere forskelligt udstyr lige fra lad, tanke og beholdere til sprøjter og kraner. Udstyret med en 2.000 liter chassismonteret sprøjte med 28 meter bom satte den mindre Fastrac-model 2140 for nylig ny verdensrekord ved at sprøjte 104 hektar på kun én time.

Netop traktorens affjedring og dermed sprøjtens affjedring var ved den lejlighed medvirkende til, at arbejdet kunne udføres med hastigheder på op til 37 kilometer i timen.

Fantastisk stabilitet

Mens Fastrac i andre lande stort set følger lastbilerne i trafikken, er de fleste Fastrac her i ladet plomberet til 40 kilometer i timen. Og den tilladte hastighed på offentlig vej er som for alle andre traktorer 30 kilometer i timen.

Uanset om det er en tung entreprenørvogn på trækbommen eller med en tung vendeplov i liften, har Fastrac 3220 en fantastisk stabilitet på landevejen. Ujævnheder i vejbanen og stød fra vogn eller redskab absorberes effektivt i affjedringen og giver førerkomfort som i en lastvogn.

Ikke kun komforten, men også indretningen af kabinen minder om en lastvogn. Modsat de fleste andre traktorer er dørene på Fastrac hængslet foran.

Sammen med de forholdsvis stejle trin op i kabinen betyder konstruktionen en lidt dårligere adgang til kabinen end på andre moderne traktorer.

Inde i kabinen er der rigtig god plads, og til venstre for føreren er der blevet plads til et passagersæde. Ikke et smalt og hårdt sæde, som der sædvanligvis ses som passagersæde i traktorer, men et rigtigt sæde med polstring og affjedring.

Førersædet er endnu bedre, og fra sædet har føreren et fornuftigt udsyn rundt om traktoren. Men da kabinen er forholdsvis bredt og er monteret langt fremme på traktoren, har føreren ingen mulighed for at se nederste del af forhjulene.

Når der pløjes og sprøjtes, skal føreren derfor fornemme, hvordan hjulene kører i plejespor og fure.

I modsætning til andre traktorer har Fastrac kun en enkelt bremsepedal og den har åbne skivebremser ved samtlige hjul. Bremsekraften forstærkes med trykluft, og det er tydeligt at mærke, at traktorens bremser er udviklet til hastigheder, som ligger langt over det, der er tilladt her i landet.

Håndbremsen er en lille snild vippekontakt, og lige som i person- og lastvogne har Fastrac to bremsekredse og er udstyret med ABS.

I forskellige lande arbejdes der med enten hydrauliske- eller trykluftbremser på vogne og redskaber. Og for at gøre Fastrac universel er der bag på traktoren udtag til begge typer bremser og stik til eventuel ABS på det efterspændte redskab.

Åbne skivebremser har selvfølgelig den ulempe, at de udsættes for forurening af både vand og snavs. Til gengæld er det let både at inspicere bremserne og udskifte bremsebelægninger.

I modsætning til våde skivebremser, som sidder monteret i bagtøjshuset og køles af transmissionsolien, sker der ved åbne skivebremser ingen forurening af hydraulikolien efterhånden, som bremsebelægningen slides.

Tung at manøvrere

De færreste landmænd har behov for en traktor udelukkende til transport. Derfor er det vigtigt, at Fastrac også kan anvendes i marken.

Affjedringen og den fine vægtfordeling kompenserer i høj grad for traktorens forholdsvis små hjul og giver traktoren et godt fodfæste i marken.

Efter traktoren var der spændt en fem-furet liftophængt Kuhm Vari-Master vendeplov. Som ballast var traktoren monteret med 1.000 kg i frontliften. Liften klarede fint den lange plov, og med hensyn til trækkraft havde traktoren absolut ingen problemer.

Under snævre manøvrer i marken virker styretøjet på traktoren noget sejt, og der skal virkelig lægges kræfter i for at manøvrere traktoren.

Det lidt træge styretøj og traktorens forholdsvis store venderadius betyder, at man skal afsætte en noget bredere forager til Fastrac end til en traditionel traktor.

Velfungerende lift og hydraulik

I Plus-versionen er JCB Fastrac udstyret med elektronisk betjening af såvel frontliften som de hydrauliske udtag. Dermed betjenes frontliften med samme komfort som liften bag på traktoren.

Det betyder blandt andet, at maksimal løftehøjde, sænkehastighed samt arbejdsdybden på det frontmonterede redskab justeres elektronisk.

Fjernudtagene har elektronisk indstilling af såvel oliemængde som funktionstid på de enkelte ventiler.

Traktoren har ikke automatik til vending i forageren, som kan kodes til at udføre flere funktioner. Men da betjeningen af såvel de hydrauliske udtag som de to lifte er både logiske og fingerlette, er det alligevel en overkommelig opgave for føreren.

Tre gearprogrammer

JCB Fastrac 3220 er udstyret med tre gruppegear og en seks-trins transmission, som alle har tre koblingsfrie undergear.

I det højeste gruppegear har traktoren en topfart på godt 70 kilometer i timen, og derfor er gruppen blokeret i de traktorer, som leveres her i landet.

JCB Selectronic er et automatiksystem med tre programmer. Det ene er tilpasset transportkørsel, det andet er velegnet til markarbejde og i det tredje har føreren mulighed for selv at kode traktoren.

Vælger føreren transportprogrammet, vil systemet forsøge at gennemfører transporten med forholdsvis få omdrejninger på motoren. Det foregår ved, at Selectronic ved forholdsvis hurtigt skifter til et højere gear inden for de tre koblingsfrie gear. Først når motoren presses ned i omdrejninger, vælger systemet et lavere gear.

I programmet til markarbejde fokuserer systemet mere på power og skifter hurtigere til et lavere gear, når omdrejningerne begynder at falde. I det tredje program kan føreren selv indkode ved hvilke omdrejningstal transmissionen skal geare op og ned. På den måde kan systemet tilpasses arbejdet med forskellige redskabstyper.

Tænkt på detaljerne

Fastrac 3220 er en traktor med mange gode finesser. Eksempelvis kan motorhjelmen åbnes til næsten lodret og arrangementet af kølere kan med få greb skubbes fra hinanden, så de enkelte elementer let kan rengøres.

Lige som skueglasset til hydraulikolie er også værktøjskassen placeret på venstre side af traktoren, hvor føreren alligevel kommer forbi, når han forlader kabinen. Ved indgangen til kabinen er deslige et lille skab, som kan rumme handsker og lignende.

Udtag fra de hydrauliske ventiler og udtag til vognbremser er monteret i en smuk række bag kabinen. Desværre har ingeniørerne hos JCB ikke tænkt på, at kabinen på Fastrac er placeret cirka 40 centimeter længere fremme end kabiner på andre traktorer.

Det medfører, at hydraulikslanger på redskaber, som er tilpasset andre traktorer, er for korte til en JCB. Specielt hvis den gule englænder skal arbejde sammen med andre traktorer, er det et irriterende problem, som burde løses.

Til andet end markarbejde

JCB Fastrac 3220 Plus har mange kvaliteter, og kan absolut anvendes som en allround traktor.

Men man kommer ikke uden om, at dens absolutte styrke er transport- og specielopgaver, hvor traktorens specielle opbygning kan udnyttes.

Førerhuset med god plads til to personer gør traktoren velegnet til opgaver inden for den grønne sektor, hvor der skal to mand af sted for at løse opgaven.

I Plus-versionen har Fastrac elektronisk betjening af såvel frontliften som de hydrauliske udtag.