Den nye Ares 600-serie fra Claas er ikke kun en grøn Renault med røde hjul, men en ny traktormodel, hvor specielt transmissionen har fået et gevaldigt løft og placerer modellen blandt klassens bedste

Siden Claas for godt tre år siden overtog Renault Agriculture er der sket ting og sager på den franske fabrik. Alene i 2005 steg eksporten med 22 procent, og 300 nye medarbejdere har fået job på fabrikken i Le Mans.

Ud over at videreføre det eksisterende program af traktorer er Claas gået i gang med en omfattende produktudvikling, og første resultat er den nye Ares 600-serie.

Serien omfatter modellerne 617 og 657 på henholdsvis 112 og 128 hk samt den testede model 697 på 143 hk.

Samtlige modeller drives af motorer på 6,8 liter, som har elektronisk motorregulering og leveres af John Deere. Ud over nyt design omkring taget er kabinen overtaget direkte fra Renault, og det indebærer blandt andet fuld affjedring, der sikrer føreren en fantastisk komfort såvel i marken som under transport.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Transmissionen er fuldstændig ny, og sammen med den elektroniske motorregulering giver det helt nye muligheder for at automatisere kørslen, og uanset om der arbejdes i marken, eller køres transport med en tung trailer, er det stort set unødvendig at anvende koblingspedalen.

Under testen blev der arbejdet med en femfuret liftophængt Kuhn vendeplov med jordpakker. Claas opgiver løftekapaciteten til knapt 8,5 ton brutto og godt fire ton 61 centimeter bag koblingspunkterne. Under testen håndterede traktoren den lange plov uden problemer.

Næsten automatgear

Hexashift kalder Claas den nye transmission, som har 24 gear i hver retning. Gearene er fordelt i fire hovedgear, der alle har seks powershift trin. Traktoren har ikke nogen traditionel gearstang, og ønsker føreren at køre traktoren ”mekanisk”, skiftes såvel gruppegear som de koblingsfrie trin med trykknapper, som er anbragt på toppen af håndtaget til indstilling af motoromdrejninger.

Men med Hexactiv, som er et program til automatisk gearskifte, er det nok de færreste, som vil vælge at køre traktoren ”manuelt”. Dertil er programmeringen og funktionaliteten af Hexactive ganske enkelt for let og for komfortabel.

Med kontakter på stolpen til højre for føreren indstiller føreren, om han ønsker at køre i økonomi eller power. Ved økonomikørsel skifter automatikken til et højere gear, når motoromdrejningerne overstiger 1.800 o/min., og først, når motoren falder til under 1.400 o/min., skiftes der til et lavere gear. I power skiftes der først til et højere gear, når motoromdrejningerne passerer 2.150 o/min., og motoren skal kun presses ned til 1.680 o/min., før der igen skiftes til et lavere gear.

Valg af kørselstype beror derfor helt på hvilke opgaver, der skal løses, og om der arbejdes med et redskab, som kræver et forholdsvis konstant omdrejningstal på kraftudtaget.

Føreren har mulighed for at skifte imellem de to kørselstyper under arbejdet, og eksempelvis under transport kan der godt køres i økonomi på landevejen og skiftes til power, når der svinges ind på marken, og kravet til trækkraft øges.

Transport eller markarbejde

Ud over at skifte imellem økonomi og power har føreren også mulighed for at skifte mellem transport og markarbejde.

I transport skifter transmissionen automatisk såvel gruppegear som powershiftgear, og transmissionen føles derfor nærmest som automatgearet i en bil. Det automatiske skifte mellem to gruppegear sker ved, at trækkraften kortvarigt afbrydes, og derfor skal føreren selvfølgelig være bevidst om ikke at fremprovokere et skifte i en situation, hvor der er behov for trækkraft.

I transport har transmissionen automatisk geartilpasning, og derfor skiftes der ikke slavisk igennem samtlige gear, men systemet vælger altid det gear, som ud fra hastighed og belastning giver den korrekte hastighed og effekt.

Fra forhandleren er gearet C1 programmeret som startgear, men ønsker føreren at starte i et andet gear, kan det meget let ændres både midlertidigt og permanent.

I indstillingen ”markarbejde” begrænses automatikkens mulighed for at skifte gear til de seks powershift gear inden for et gruppegear. Ønsker føreren at begrænse det antal gear, som systemet kan vælge imellem, til eksempelvis tre eller fire gear, gøres det let ved blot at trykke på minustasten på gearvælgeren.

Såvel i transport som i arbejdsområdet fungerer det automatiske gearskifte fremragende, og imellem såvel powershiftgearene som gruppegearene foregår skiftet meget blødt. Systemet er let at betjene, og der kan skiftes imellem de forskellige funktioner uden, at arbejdet behøver at blive afbrudt. Brug af koblingspedalen er begrænset til første igangsætning efter, at transmissionen har været sat i neutral (sikkerhed), eller når der skal manøvreres meget præcist.

Vendegearet betjenes med et håndtag til venstre for rattet, og lige som gearskiftet sker det blødt og behageligt.

Forberedt til frontlæsser

Den testede Ares var udstyret med fire dobbeltvirkende olieudtag. To af ventilerne blev betjent af et krydshåndtag, som var integreret i sædets højre armlæn. Specielt til kørsel med frontlæsser er det en fin placering, men til traditionelle funktioner er placeringen ingen fordel.

De to ventiler har elektronisk mængderegulering, men ingen timer, som giver mulighed for eksempelvis at vende ploven uden at være nødsaget til at holde ved håndtaget under hele vendingen.

Traktoren mangler ligeledes en foragerautomatik, som kan aflaste føreren for de mange rutiner, som skal gentages hver gang, der vendes på forageren.

Liftbetjening med trykknapper

Den testede Claas Ares 697 var udstyret med TCE 15 elektronisk liftkontrol, hvor liftens opsætning indstilles med trykknapper, og hvor indstillingen kan aflæses i et display.

Ikke kun grundindstillingen af liften, men også redskabets arbejdsdybde, indstilles med trykknapper. I starten føles det lidt underligt at skulle anvende en piletast for at få ploven til at gå dybere. Men efter tilvænning, og med god hjælp fra displayet, som viser liftarmenes nøjagtige position, kørte det ganske fint, og er en overskuelig måde at indstille arbejdsdybden på.

Selve liftkontakten hører ikke til den mest sofistikerede af slagsen og sidder temmelig langt fra føreren.

Plads og affjedring

Som den eneste fabrikant i segmentet 100–150 hk tilbyder Claas en kabine, som er affjedret hele vejen rundt. Kabinen står simpelthen på fjeder-/dæmperelementer ved alle fire hjørner, og såvel på tværs som på langs kontrolleres kabinen af stabilisatorer.

Sammen med den affjedrede foraksel og lift giver den affjedrede kabine en meget fin førerkomfort, hvor selv store ujævnheder absorberes, inden de forplanter sig til førersædet.

Indstigningen til kabinen fra specielt venstre side er fin, og de tre trin beskyttes godt mod tilsvining af en plade ind mod baghjulet.

Kabinen er rummelig, og på nær nogle få undtagelser, med omskifterhåndtaget til kraftudtaget som det grelleste, sidder håndtag og betjeningsgreb, hvor de bør sidde.

Suveræn foraksel

Den testede traktor var udstyret med en affjedret foraksel fra producenten Carraro. Akslen har individuel affjedring af de to forhjul, og specielt under hurtig transport giver det en fantastisk komfort. Bagsiden ved den fine affjedring er en del led og bøsninger, som skal smøres for hver 50 timer.

Alt i alt fremtræder Claas Ares 697 som en kompakt og moderne traktor, hvor specielt den fine betjening af transmissionen er med til at bringe den op på et niveau, hvor den både matcher høstmaskinerne fra den tyske producent og er klar til at gå i clinch med de store udbydere. Foto Claas 002

Motor

Type: DPS

Antal cylindre: 6

Slagvolumen: 6788 cm³

ISO effekt kW/HK: 105/143

Moment: 591 Nm ved 1500 motoromdr.

Hydraulik

Løftekapacitet ved trækstangsender: 8.470 kg

Antal E/P udtag: 4

Hydraulikydelse l/min: 110

Transmission

Antal gear frem/bak: 24/24

Antal koblingsfrie gear: 6

Koblingsfrit vendegear: ja

Kabine

Lydniveau: dB(A)73

Aircondition: ja

Dimensioner

Maks. højde m: 3,01

Maks. længde m: 5,16

Akselafstand m: 2,82

Venderadius m: 8,80

Dækmontering for: 540/65 R28 Michelin

Dækmontering bag: 650/65 R38 Michelin

Brændstofkapacitet liter: 240

Vægt med affjedret foraksel kg: 6.945

Pris

Basistraktor: kr. 567.730

Udstyr på testtraktor

Proactiv affjedret foraksel: kr. 30.900

Generelt udstyr

Automatisk klimaanlæg: kr. 3.890

Frontlift: kr. 27.810

Forhandlernet

Importør: LMB Danmark A/S, Midtager 2, 2605 Brøndby, Tlf. 43430100, www.lmb.dk

Antal forhandlere: 25

Motor:

Sejtrækningsevne 3

Transmission:

Funktion af kobling 3

Gearskifte 4

Lyngear uden brug af kobling 4

Gearfordeling 3

Hydraulik:

Betjening 3

Funktion 3

Liften:

Tilkobling af redskab 3

Betjeningshåndtag/kontakternes placering 3

Udvendig betjening af lift 4

Funktion af lift/vægtoverføring 4

Løfteevne 3

PTO:

Tilkobling 3

Omskift mellem kraftudtagsomdrejninger 3

Forhjulstræk:

Tilkobling 3

Venderadius 3

Bremser:

Bremseevne 4

Pedaltryk 3

Differentialespærre:

Til- og frakobling af diff.spærre

For 4

Bag 4

Kabine:

Støjniveau 4

Indstigningsforhold:

Højre side 3

Venstre side 4

Udsyn 4

Varme/ventilation 3

Regulering af luftstrøm mellem gulv og loft 3

Håndtag og pedalplacering 4

Overskuelighed af håndtag og instrumenter 4

Instrumenttilstrækkelighed 3

Sædet: Justering af kørestilling 4

Rat og styrefunktioner 3

Finish i kabinen 4

Udstyrsomfang 3

Brændstoftanken:

Indholdstilstrækkelighed 4

Placering 4

Andet:

Adgang til daglige kontrolsteder 4

Helhedsindtryk af traktoren 4

 

Importørkommentar
Af Michael Husfeldt
Claas Ares 697 er på bare syv måneder blevet en af de mest solgte traktormodeller i Danmark. Mange Claas Ares-traktorer har allerede været i gang med forårsarbejdet i år, og vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, især omkring førerkomfort og transmission.
Der er fuld fart på Claas i Danmark. Siden introduktionen i oktober 2005 har Claas-traktorerne opnået en fantastisk position i toppen af traktorsalgsstatistikken.
Claas er Europas førende producent af landbrugsmaskiner, hvor Claas-traktorerne i fremtiden vil være en vigtig brik i kerneforretningen.
Velkommen hos din Claas-forhandler - den nye Ares 600-serie kan ses og prøves hos alle Claas-forretninger i Danmark.
Vi ser allerede nu frem til at præsentere hele Claas-traktorprogrammet på LIB 2006.