Automatisk oplæsning:

GPS-tyveri på Bounum Maskinstation, igen

00:00
Hastighed: ???x
00:00

Natten til torsdag er det endnu engang lykkedes en tyvebande at stjæle GPS udstyr hos Bounum Maskinstation. DM&E opfordrer til at være ekstra varsom med at holde øje med GPS udstyr.

Meget tyder på at en tyvebande huserer i dette forår igen, ligesom sidste år. Og det lader også til at de besøger de samme steder som sidste gang.

Cirka 20 New Holland displays samt cirka 10 GPS antenner er fjernet fra traktorer på Bounum Maskinstation. Bevægelsessensorer har givet alarm kl 02.22, men ingen af maskinstationens kameraer har filmet noget bevægelse. Så enten har tyvebanden vidst hvor kameraerne sidder, så de ved hvor de ikke skulle færdes. Eller også er kameraerne blevet jammet.

Der er også noget der tyder på at tyvebanden har kendt til flugtveje, og hvor de skulle færdes for ikke at blive opdaget. For i et læhegn cirka 250 meter fra maskinstationen har man fundet en knibtang efterladt, sammen med diverse stik og beslag de ikke ville have med videre.

Udover tyveriet fra traktorerne, er samtlige ledningsnet til display og GPS-antenner også klippet over. Så det var ikke bare lige at montere nyt udstyr så maskinstationens folk kunne komme i marken igen, ledningsnettene skulle også fikses.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- En ihærdig indsats fra Skjern Maskinforretning gjorde at langt de fleste af vores traktorer er kommet afsted igen i løbet af dagen, mens andre må vente lidt med at genoptage forårsarbejdet, fortæller Kenneth Christiansen der er medindehaver af Bounum Maskinstation.

En enkelt Samson display er også blevet fjernet fra en traktor, men den fandt hundene senere smidt et stykke fra maskinstationen. Den har åbenbart ikke været interessant for tyvebanden alligevel.

Tyverisagen er selvfølgelig meldt til politiet, der også opfordrer man er ekstra varsom med sit udstyr, og anmelder alt usædvanligt.

Ingen indbygget sikkerhed

Kenneth Christiansen syntes det er for dårligt, at New Holland ikke kommer med et løsningsforslag så udstyret kan spores, eller er ubrugeligt for tyvene.

- Det er som om de er ligeglade med os, når vi råber op om at de må hjælpe til med at stoppe disse tyverier. Hvis ikke de snart gør noget, er jeg bange for at traktorterne skifte farve her på maskinstationen, udtrykker en frustreret Kenneth Christiansen.

Brancheforening råber vagt i gevær

Chefkonsulent Kasper Kjær Jensen hos DM&E opfordrer til at man gør hvad der er muligt for at beskytte sit udstyr.

- Det er frustrerende at se hvordan tyvebanden raserer det ene maskinhus efter det andet, og lige nu er det som om de går efter de steder der fik nyt udstyr sidste forår, siger Kasper Kjær Jensen.

- Lige nu kan vi ikke gøre andet end at opfordre til at være ekstra varsom med sit udstyr, gøre hvad der er muligt for at holde ekstra øje med det, og så anmelde alt hvad der kan have med tyveri at gøre til politiet. Også hvis det er forsøg på tyveri, så er det bedre at lave anmeldelse en gang for meget, end en for lidt, fortsætter Kasper.

DM&E vil udsende en række forslag til overvågning af udstyr ud til sine medlemmer, ud fra de erfaringer andre medlemmer har gjort sig den seneste tid.

Og så vil man arbejde på at få producenter og importører til at tage affære og hjælpe deres kunder med en løsning. Lige nu er det op til kunden hvor meget han vil spendere i overvågning, eller andet udstyr der kan sikre værdierne.