Med et fleksibelt sorteringsanlæg, kan læggekartoflerne hurtigt blive sorteret hos midtjysk kartoffelavler.

- Sorteringen giver også en god sikkerhed i kartofler, som læggeren kan lægge præcist.

- Anders Dyrberg, Gadegaard, Sunds.

Når læggekartoflerne skal sorteres hos Anders Dyrberg, Gadegaard nær Sunds, så foregår det på et mobilt sorteringsanlæg, som blot kræver tilslutning af 380 volt igennem et kraftstik og ikke er sværere at håndtere, end en mindre truck kan køre med anlægget.

- Vi bruger anlægget til sortering af læggekartofler i efteråret, og vi kan let sortere 100 tønder i timen, fortæller Anders Dyrberg om Grimme RH 12-40 Combi-anlægget, som nu har haft tre sorterings-sæsoner på anlægget på Gadegaard i det midtjyske.

- Når kartoflerne fra optageren er tørret i vognen, bakker vi til anlægget og tipper kartoflerne skånsomt i, og kartoflerne passerer derefter først et gummibånd, hvor jord og skidt sorteres fra, derefter kan vi manuelt sortere diverse fremmedlegemer fra, inden kartoflerne sorteres efter størrelse, og de største kartofler, som er for store til lægning i vores kop-lægger, kommer bagud af maskinen.

15 procent til fabrikken

Hos Anders Dyrberg dyrker man 220 hektar kartofler til melproduktion, hvoraf de 20 hektar består af læggekartofler til egen opformering, og ud af de 20 hektar læggekartofler, bliver cirka 15 procent sorteret fra på grund af størrelsen.

- Det kan meget vel tænkes, at vi i fremtiden skal til at sortere kartoflerne om foråret frem for efteråret, for at få nogle kartofler, hvor kartoflerne er mere robuste, da skinnet er tykkere end om efteråret. Desuden kan det være vi undgår sygdomme, om kan forekomme ved efterårssorteringen og indlagring, hvis man ikke passer godt på.

Han nævner dog, at fordelen ved sortering om efteråret er, at man har mulighed for at levere de frasorterede kartofler til mel-fabrikken.

- Hvis sorteringen foregår om foråret, er fabrikken lukket, og de 15 procent frasorterede kartofler, svarende til cirka 1.200 tønder, kan vi derfor ikke komme af med.

At springe sorteringen helt over er Anders Dyrberg ikke helt overbevist om:

- Sorteringen giver også en god sikkerhed i kartofler, som læggeren kan lægge præcist.

Skånsom sortering

Sorteringen på Grimme Combi-anlægget foregår først over PU-ruller, som er fremstillet af gummi, hvor afstanden kan justeres, da de seks ruller er ophængt i et sakse-ophæng, hvor afstanden mellem rullerne kan indstilles. De seks ruller drives af seks oliemotorer, hvor hver anden rulle kører sammen, og motorerne er serieforbundet tre og tre.

- Det betyder, at hvis man har problemer med jord, som pakker sammen på rullerne, kan man lukke af for olien til tre af rullerne, og dermed give en dobbelt så stor oliemængde til de resterende tre motorer, som vil løbe dobbelt så stærk, og dermed er rullerne selvrensende, fortæller Per Rasmussen, salgschef hos Grimme Skandinavien.

Efter de seks PU-ruller, har man mulighed for manuel sortering af fremmedlegemer, inden kartoflerne kommer ned på endnu seks PU-ruller, hvor afstanden mellem rullerne her bestemmer, hvor store kartofler, som sorteres fra.

- Vi har sat afstanden til et interval op til 57 millimeter, hvor de kartofler som er større fortsætter på rullerne og ryger bagud, hvor vi så kan leverer dem direkte til melfabrikken, fortæller Anders Dyrberg.

Per Rasmussen fremhæver, at hvis man ønsker det, kan man sætte endnu et sorteringsmodul ind efterfølgende og på den måde lave endnu en sortering af kartoflerne, hvor man opnår flere intervalstørrelser under samme sortering.