Helms TMT-Centret lader sig ikke styre af budgetterne. Det er et af privilegierne ved at være selvfinansieret.

- Vi er ikke målstyret, men målsøgende. Det gør os mere fleksible, at vi ikke lader os styre, men hele tiden kan reagere. Det giver os mere tid til det vigtigste, som er kunderne. Vi er heller ikke budgetstyret, for hvad gør man så, hvis har opfyldt budgettet allerede i august, spørger Kristian Helms, direktør hos Helms TMT-Centret i Lind ved Herning.

Han lægger ikke skjul på, at forretningen har en sund økonomi, og han ved godt, at det er et privilegium, at han ikke behøver at bekymre sig alt for meget om bundlinjen i en tid, hvor den blinker faretruende hos mange af kollegerne i maskinbranchen. Og han er også meget bevidst om, at den slags privilegier aldrig må blive en sovepude.

Det er baggrunden for, at Helms TMT-Centret helt tilbage i 1979 selv begyndte at tilbyde finansiering af maskinerne, der blev solgt fra butikken. Det er et forretningsområde, som er væsentlig udbygget i dag, hvor gerne hjælper kunderne med finansieringen. Det er ifølge Kristian Helms penge fra de gode tider, som nu bruges til at understøtte forretningen.

Understøtter forretningen

- Det er en af de ting, man får ud af at have gemt lidt. Bankerne er meget fokuseret på deres udlån lige nu, og de siger nogle gange nej til at finansiere en maskine, selv om der ikke er nogen risiko. Vi gør det ikke for alle, men hvis det er en kunde, vi har arbejdet med i mange år og tror på, så står vi gerne for finansieringen, siger Kristian Helms.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det er sket et par gange, at afdragene ikke er faldet som aftalt med kunden, men problemet har ikke været større, end at man i de tilfælde har kunnet afsætte maskinen til anden side i stedet. Den aktuelle krise i dansk landbrug skræmmer ham heller ikke, selv om han føler med de hårdt ramte landmænd.

- I min optik løber man jo ikke bare fra en gård. Der er nok ingen, der kæmper for deres forretning, som landmænd gør, så i min optik er det en god kundegruppe at lave finansiering for. Ting, der går ned, går også op igen. Selv i dårlige tider er det ikke noget, vi har haft store tab på. Finansieringen er et værktøj til at underbygge vores primære forretning, som er maskinsalg. Det er ikke noget, vi skal leve af, siger Kristian Helms.

Bygget på traktorer

Det var hans far, Knud Helms, der sammen med en partner etablerede virksomheden på en nedlagt benzinstation i Brande i 1951 under navnet Helms & Oehlenschläger. Først reparerede de biler, men snart kom maskinsalget til, og i 1962 flyttede man på grund af pladsmangel til den nuværende lokation i Lind. I 1971 havde Knud Helms overtaget hele virksomheden og navnet blev ændret til Helms TMT-Centret for at signalere, at man solgte traktorer, mejetærskere og trucks.

Traktorerne var helt fra starten en af grundpillerne i forretningen. Først med Allgaier - som senere blev til Porsche - og siden med tjekkiske Zetor-traktorer, som firmaet stadig fører sammen med de senere ankomne Deutz-Fahr og Valtra.

Kristian Helms overtog virksomheden fra sin far i 1995, hvilket var et par år efter, man begyndte at forhandlere teleskop- og minilæssere fra tyske Schäffer, og han lægger ikke skjul på, at de røde læssere i dag er hovedproduktet og har overtaget en stor del af markedet for trucks. Læsserne optager en stor del af forretningens salgsarealer og tegner i høj grad også virksomheden udadtil. Herudover fører forretningen også Bigab-skifteladsystem, små Tym-traktorer fra Sydkorea, Cams-minigravere og skovmaskiner fra Komatsu.

Generationsskifte i gang

Kristian Helms er 57 år gammel, og han har igangsat et rullende generationsskifte, så han i de sidste fem år har ejet 55 procent af virksomheden, mens sønnerne Allan og Jakob har henholdsvis 30 og 15 procent. Fra starten af januar i år ejer de nu hver en tredjedel af firmaet, og så er det tanken, at generationsskiftet skal færdiggøres, inden Kristian Helms fylder 65 år. Det er på ingen måde en tilfældighed, at det er en proces, som løber over mange år.

- Det handler om at skabe så sikker en overgang som muligt med så langt et udsyn som muligt. Det giver størst mulig chance for at få en levedygtig virksomhed ud i den anden ende. Den største fare er, at man kommer for sent i gang og ikke kan få finansieringen på plads i tide. Selv om vi selv kan finansiere skiftet, så er det stadig nogle store beløb, der skal rokeres om på, og det kræver meget forberedelse, ligesom vi drøfter det grundigt med vort bagland. Det giver bare flere muligheder at gøre det tidligt, siger Kristian Helms, som fortæller, at det forløb nemmere, da han overtog virksomheden fra sin far, fordi virksomheden - og dermed beløbsstørrelserne - var noget mindre end i dag.

Vigtigt at gøde jorden

Alle ved at landbruget er hårdt ramt for tiden, og Kristian Helms føler dybt med de hårdt ramte landmænd, men han er også sikker på, at situationen nok skal vende.

- Jeg tror, der er mange, der føler sig meget i klemme lige nu i forbindelse med krisen. Vi er meget privilegeret ved, at vi finansierer os selv. Det giver uanede muligheder for hele tiden at gå efter sit mål i stedet for at stille tal op i et regneark. Hvis ikke man gøder jorden, så er der heller ikke noget, der kan vokse, og på langt sigt skal der nok komme gang i erhvervet igen, siger Kristian Helms, som modtog et købstilbud på virksomheden tilbage i 2007, da økonomien buldrede derudad.

- Det havde ikke interesse. Vi er ligesom en landmand, der altid har været landmand. Vi er maskinhandlere, og det er ikke noget, vi kan blive kureret for, slutter Kristian Helms.