På Birkegård har man fuldstændig styr på reproduktionen, og det er blevet belønnet med den fine titel som repromester

I løbet af efteråret har Viking Danmark i forbindelse med de landsdækkende områdemøder sat fokus på god reproduktion. På møderne er områdernes repromestre blevet kåret. Områdemestrene er valgt på baggrund af besætningernes reproduktionseffektivitet for køer, skriver Claus Petersen, rådgiver hos Viking Danmark, i den nye udgave af Bovilogisk, der udkommer den 17. december.

Reproduktionseffektiviteten er produktet af insemineringsprocent (antal insemineringer i forhold til antal brunster) og drægtighedsprocent (antal drægtige af inseminerede).

En af de kårede mestre er Birkegård i Lintrup lige syd for Kongeåen. Birkegård er ejet af Gunnar Schrøder og huser 450 køer samt opdræt.

Reproduktionsresultaterne på Birkegård er faktisk ikke kun for køerne helt i top, men også for kvierne, oplyser Claus Petersen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Imponerende reproduktion – også hos kvierne

Mandskabet på Birkegård opnår ifølge Claus Petersen en reproduktionseffektivitet på 40 procent ved køerne, hvor landsgennemsnittet for jerseybesætninger ligger på 20 procent. Det betyder ikke kun, at rigtig mange køer i brunst på Birkegård bliver insemineret, men også at de bliver drægtige ved inseminering.

Reproduktionen ved kvierne er lige så imponerende. Her opnår Birkegård en reproduktionseffektivitet på 0,47.

De flotte resultater i begge staldafsnit betyder, at der hele tiden er mange dyr til kælvning på Birkegård. Besætningen er det seneste kontrolår blevet forøget med 15 årskøer, og der er alligevel solgt cirka 40 kælvekvier ud af besætningen.

- Et meget imponerende resultat, når der også tages højde for en udskiftningsprocent på 40 procent, understreger Claus Petersen.

Alle holder et vågent øje

Det daglige opsyn med køerne i kostalden varetages af fodermester Allan Mortensen. Han bruger meget tid på at se på dyrene, men alle hjælper til.

- Alle får at vide, at hvis de ser det mindste, som de tror, er en ko i brunst, så skal nummeret skrives ned og hænges op ved insemineringsbogen. Så kontrollerer jeg efterfølgende. Men alle ved, at det er tilladt også at finde køer, der ikke er i brunst. Man skal jo lære at finde køer i brunst - det er ikke noget, man bare lige kan, siger Allan Mortensen.

Hver morgen arbejder to mand sammen om at drive køer til malkning. Allan er altid den ene af de to. Når arbejdet er færdigt, mødes de to og deler de informationer, der nu er relevante. Herunder selvfølgelig om der er set køer i brunst.

Læs mere i næste nummer af Bovilogisk, der udkommer den 17. december. Abonnement kan bestilles på 7620 7900 eller på www.bovilogisk.dk.