Vredestein lancerer på Agritechnica et nyt radial flotation dæk, der er 900 millimeter bredt og har en diameter på 2,15 meter.

Verdens største flotation-dæk. Det kalder Vredestein det nye Flotation Trac, der ud over størrelsen 900/65R38, som har en diameter på 2,15 meter, også leveres i dimensionen 900/65R32, der er to meter højt.

De nye dæk er specielt udviklet til selvkørende gyllemaskiner og til gyllevogne. Ifølge Vredestein er det nye dæk et moderne alternativ til det velkendte 1050/50R32-dæk, og fabrikanten fremhæver flere fordele ved det nye dæk. Blandt andet betyder dækkets reducerede bredde, at vognene bliver mødt af færre restriktioner, når der køres på offentlig vej. I marken kompenserer dækkets enorme højde for den reducerede bredde, og sammen med et betydeligt lavere dæktryk giver det dækket et stort fodaftryk, som reducerer den skadelige pakning af jorden.

Selv under vanskelige forhold giver den store diameter dækket en god evne til at fortsætte med at rulle, og derfor bliver gyllevogne ifølge Vredestein lettere at trække, når de er monteret med det nye dæk.

Afrundede skuldre

Vredestein Flotation Trac er opbygget med en lukket blokprofil på midten af dækket og med ribbe ud mod skuldrene. Ifølge producenten giver den lukkede profil stor stabilitet og lav rullemodstand på landevejen, mens de tværgående ribber giver stabilitet og trækkraft i marken. Endelig er dækket med afrundede skuldre, som giver et minimum af skader på græsset, når der nedfældes gylle i græsmarker.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Reduceret støj

Støj fra traktordæk kan være et irritationsmoment for beboerne i lokalsamfundet, og støjen kan også forplante sig til førerkabinen, hvor det giver et dårligt arbejdsmiljø for føreren.

Under navnet, Traxion 65, lancerer Vredestein på Agritechnica en serie af traktordæk, hvor der i designet af dækket er optimeret på et lavt støjniveau. Traxion 65 er et traditionelt radialdæk, men i udviklingen af dækket er der anvendt teknologi fra virksomhedens VF-traktordæk.

Det betyder blandt andet, at gummiklodserne på Traxion 65 har et mønster, som giver dækket en meget stor og kontinuerlig kontaktflade. Det reducerer støjniveauet på landevejen, og ifølge Vredestein har et uvildigt testcenter målt et støjniveau i førerkabinen, der er op til 29 procent lavere end med et konkurrerende produkt på markedet. Instituttet målte samtidigt, at støjen ved forbikørsel var reduceret med op til 22 procent.