Når Case IH til kommende sæson lancerer den nye Magnum i Danmark, kan man se frem til større medbestemmelse i traktoren.

Selvom effekten indtil videre fortsætter uændret i den trinløse Magnum-serie fra Case IH, så er køreroplevelsen en helt anden i den nyeste Magnum-generation, som officielt præsenteres i Europa på Agritechnica 2019, og som kommer til Danmark i løbet af 2020. I forbindelse med Farm Progress Show 2019 i USA, blev Maskinbladet tilbudt at lave en PowerGear Preview på den nye generation Magnum, og nyhederne på traktoren er i den grad koncentreret i kabinen. Der er tale om en 98 procent ny kabine, men blot de fire hjørnestolper, som det eneste bevaret fra den tidligere generation. Der er både et nyt højre armlæn, nyt kørehåndtag, en ny terminal samt nyt interiør og små detaljer, som alle gerne skulle være med til at højne komforten på den nye traktor-serie.

rich-media-1
Det er primært i kabinen, at der er nyheder at finde i den nye Magnum-generation. Faktisk skulle 98 procent af kabinen været ændret.

Chaufføren har selv mulighed for at hvilke, fra hvilken vinkel han gerne vil se traktoren og redskabet.

- Morten Damsgaard, PowerGear-testpilot.

Stor medbestemmelse

Den nye terminal i Magnum-traktoren viser virkelig, at der er tale om en ny generation AFS-terminal. Mens de tidligere terminaler har heddet AFS 300, 600 og 700, så hedder den nye AFS 1200.

Det skyldes primært, at terminalen nu er vokset til 12 tommer. Som altid er terminalen touch følsom, men navigationen kan også ske med et drejehjul på højre armlæn, samt med genvejsknapper. Og netop genvejsknapper er der mange af på det nye højre armlæn.

Helt præcist otte programmerbare knapper, som chaufføren helt selv har mulighed for at bestemme, hvilke funktioner der skal gemmes her. Det kan være alt lige fra styring af arbejdslys, radio, klimaanlæg, lift, hydraulikudtag og meget mere.

Og nu når vi lige er ved hydraulikudtagene. De kontrolleres dels fra det nye kørehåndtag, og fra et klaviatur forrest på armlænet - ligesom vi kender det fra tidligere.

Det nye er dog, at alle knapper nu lyser den farve, som passer til det udtag de betjener. Hvis eksempelvis knap nummer 1 betjener fjernudtag nummer 1, som er rød bag på traktoren, så lyser knappen rød i kabinen. Det betyder, at hvis chaufføren eksempelvis sætter udtag nummer 2 ind på knap nummer 1, så vil farven skifte til den farve, som fjernudtag nummer 2 har, som i dette tilfælde er blå. På den måde er man aldrig i tvivl om, hvilke knap, som betjener hvilket fjernudtag.

rich-media-2
Det nye kørehåndtag i Magnum-serien har fået flere funktioner end i den tidligere udgave.

Redskaber og traktor som én enhed

Opbygningen af selve AFS 1200 terminalen er også helt op til den enkelte chauffør. Der er nu blevet mulighed for at have to kamera lagt ind i kørebillederne, og ét af kameraerne sidder monteret i traktorens forende.

Køres der autostyring på traktoren, så byder denne del på en helt ny måde at anskue traktor og redskab på. Chaufføren har nemlig selv mulighed for at hvilke, fra hvilken vinkel han gerne vil se traktoren og redskabet. Traktoren vises som en 3D-model på terminalen, og det samme gør redskabet.

rich-media-3
Den nye AFS-terminal har fået navnet AFS 1200, da den nu er 12 tommer stor.

Indtil vider er det blot CNH-koncernens egne redskaber, som er langt ind i terminalen, og det betyder, at hvis man eksempelvis kører med en New Holland bigballepresser, eller en Case IH-rundballepresser, så vil de også blive vist som 3D-modeller efter traktoren i terminalen. På sigt fortæller Case IH i USA, at når et redskab fra en hvilken som helst producent kobles til traktoren, så vil den automatisk komme frem i terminal-billedet. Det er ikke kun for at det skal se smart ud, men tanken er, at afstanden på såmaskiner, skårlægger og lignende på den måde allerede er gemt sammen med redskabet, og når redskabet kobles på med Isobus-kablet - så ved traktoren med det samme hvilken arbejdsbredde, GPS-indstilling og lignende der skal køres med.

Høj kommunikationsdel

Den nye Magnum har foruden en ny kabine også fået ændret designet på motorhjelmen. Nu minder traktoren om Optum-serien samt om den førerløse Magnum som Case IH viste for et par år siden. Og det er der faktisk en hel særlig grund til. For den nye Magnum-generation har fået tilnavnet AFS Connect, og det betyder blandt andet, at traktoren i følge Case IH hele tiden er opkoblet. Det betyder, at den data, som traktoren samler i marken ikke først skal lageres på et USB-stik og derefter bringes til kontoret. Data'en sendes direkte til computeren på kontoret.

Omvendt så er det også muligt at tilgå traktoren i marken fra kontoret, og det kan være en fordel ved fjernsupport fra mekanikeren eller lignende, som kan opkoble sig trådløst, og på den måde hjælpe chaufføren i marken, som måske har udfordringer med et Isobus-redskab eller lignende. I 2020 skal PowerGear af sted på en rigtig test med den nye Magnum-serie, og det bliver et spændende bekendtskab. Indtil da må vi spændt vente på at se nærmere på den nye traktor på Agritechnica 2019 til november i Hannover.

rich-media-4
På højre A-stolpe er der også kommet en ny terminal.

Op til 435 hestekræfter

Magnum-serien strækker sig over fem modeller fra Magnum 280, Magnum 310, Magnum 340, Magnum 380 og Magnum 400. Alle traktorer kan leveres med trinløs transmission eller powershift, på nær de to topmodeller.

Magnum 380 leveres kun med trinløs transmission, mens Magnum 400-serien kun leveres med powershift-transmission. Magnum 380 yder 435 hestekræfter maksimalt når boost'en slår ind. Magnum 400 yder også 435 hestekræfter, men det sker uden boost-funktionen, da den har alle hestekræfter til rådighed hele tiden.