I PowerGear er vi vandt til at teste nye traktormodeller, men det hører til sjældenheder, at vi skal i marken med en traktor hvor alt er nyt og ukendt. Det er derfor med spænding, at jeg modtager og gør klar til at teste den orange Kubota M7170, der med en effekt på 170 hestekræfter er topmodellen i den nye Kubota M7-serie. De tre modeller leveres i varianterne Standard, Premium og Premium KVT. Vi tester Premium udgaven, som er med en 24 trins semi powershift transmission.
Detaljer om testen følger, men efter et par dages test af Kubota M7171 kan det konkluderes, at traktoren på de fleste parametre matcher de bedste traktorer i segmentet. Kubota M7171 skiller sig positivt ud med en støjsvag kabine, og en meget fin betjening som er centreret omkring højre armlæn og den store K-monitor. Liften bag på traktoren løfter ni ton, og traktorens relativt lange akselafstand gør den er stabil at køre med.