Med ny transmissionsstyring sikres der bløde gearskift og transport-arbejdet gøres til en leg i ny 6-serie fra Deutz-Fahr, som har fået nyt efternavn: C-shift.

I efterhånden mange år, har tyske ZF leveret en seks trins gearkasse med fire powershiftgear i hver gruppe til Deutz-Fahr. Gruppegearene blev skiftet med en gearstang, mens powershiftgearene blev skiftede med trykknapper. Nu er der kommet en ny elektro-hydraulisk styring til håndtering af de fire powershift-gear, så skiftene sker ganske automatisk ud fra en række indstillinger man foretager sig som chauffør. Desuden er gearstangen også væk fra kabinen - gruppegearene skiftes med joystick.

PowerGear kigger nærmere på den nye transmission i 6-serien fra Deutz-Fahr, som strækker sig fra 120 hestekræfter på fire cylindre til 210 hestekræfter på seks cylindre.

Stærk motor

Vi er af sted i den sekscylindret 6160 Cshift, som også kan leveres i en firecylindret version. Den sekscylindret version har 20 centimeter længere akselafstand, men vejer det samme. Prisforskellen er knap 30.000 kroner.

Effekten ligger på 160 hestekræfter, og det er uden boost. Det vil sige, at jeg har den maksimale effekt til rådighed uanset arbejdsopgaven og hastigheden.

Ved Traktorkontrollens effektprøvning blev der målt 154 hestekræfter på PTO-udtaget samt et maksimalt drejningsmoment på 1.356 Nm ved 1.400 motoromdrejninger - det giver en momentstigning på 46 procent, hvilket er rigtig godt. Under testen afprøvede vi traktoren med en ældre stubharve, som traktoren ingen problemer havde med at rykke af sted i nogle majsstubbe. Men effekt-afprøvningen viser, at der er et solidt bundtræk i den grønne traktor.

Motoren er på 6,1 liter og leveres fra Deutz AG. Den lever op til Tier 4 Interim, ved at bruge ren SCR-teknologi med tilsætning af AdBlue. Det betyder, at der hverken er ekstra katalysatorer monteret, og udstødningsgassen bliver heller ikke genbrugt i motorrummet. Når motoren skal lave op til Tier 4 Final-kravene fra 2016 bliver det højst sandsynligt med to turboer, dieselpartikelfilter samt EGR-teknologi, hvor udstødningsgassen genbruges.

Optankning af AdBlue sker på højre side af traktoren, mens diesel kan tankes både på højre og venstre side af traktoren. Det er ganske smart, at man har denne mulighed, hvis både AdBlue og dieseltanken, står ved siden af hinanden - eller i hver side af maskinhuset.

Foruden tankning af diesel i hver side af traktoren, så er der også placerede to værktøjskasser af en god størrelse, i hver side af traktoren. Det er en rigtig god detalje. Man skal blot huske hvilket værktøj, man har smidt i hvilken kasse.

Det under mig en anelse, at nogle komponenter omkring motoren sidder en smule udsatte, uden at være særlig godt afskærmet - det gælder eksempelvis brændstoffilter, samt ventilblok til styring af forakselaffjedringen, som er boltet på venstre side af motoren.

Bløde gearskift

På tidligere Agrotron-modeller blev gearskiftet fortaget af en on-off kontakt, når chaufføren trykkede sig igennem gearene. På C-shift bliver der derimod opbygget et moduleret tryk til de enkelte gear, og det giver et blødt gearskift, som virkelig er en god køreroplevelse.

Gruppegearene foretager jeg manuelt, men det er dog uden at rykke i en gearstang, men blot ved at skubbe joysticket på højre armlæn frem eller tilbage. Både ved op- og nedgearing giver traktoren selv de omdrejninger som passer til belastningen, så der er en god kommunikation mellem motorstyringen og transmissionsstyringen.

To skifte-automatikker, som jeg selv indstiller, giver mig mulighed for at køre med eksempelvis én automatik på vejen og en anden i marken.

Hvornår skiftene skal foretages sker ved at dreje en knap i højre armlæn, hvor aggressiviteten stilles i procent fra 0 til 100.

Ved at dreje knappen til 0 procent, så kører motoren med færrest mulige motoromdrejninger. Nedgearingen sker ikke før 1.000 motoromdrejninger, mens opgearing sker fra 1.600 omdrejninger. Drejer jeg knappen til 100 procent, så vil traktoren kører med flest mulige motoromdrejninger. Nedgearingen sker ikke før 1.600 omdrejninger, mens opgearingen sker fra 2.000 omdrejninger.

Det hele kontrolleres fra en lille skærm på højre A-stolpe forrest i kabinen. Måske en anelse for lille. Der er sådan set fint plads til at lave skærmen større, uden at det vil tage udsyn for chaufføren.

Skifteautomatikken fungerer ganske godt, både på marken og på vejen, og jeg savner på intet tidspunkt muligheden for at lave automatikken specifikt til op- og nedgearing.

Under transport foregår skiftene meget blødt, men jeg kunne godt ønske mig, at grubbegearskiftet mellem de to højeste grupper også skete automatisk.

Ved start fra eksempelvis et vejkryds, skal jeg ned i gruppe 5, for at kan starte op. Omveendt kunne det være der skulle være seks powershift i hver gruppe, og så kun fire grupper - det kunne også hjælpe på transporten.

Kabinen er set før

I efterhånden mange år har Deutz-Fahr benyttet S-class-kabinen med seks stolper. Jeg fornemmer dog ikke, at kabinen har seks stolper, da B-stolperne er flyttet forholdsvis langt tilbage i kabinen. Udsynet hele vejen rundt er godt, dog har trekanten på bagtøjet en uheldig placering i højre side, hvor jeg sidder og kigger direkte ned på den fra kørersædet. Enten skal den flyttes til venstre side af bagtøjet, eller placeres på bagskærmene.

En rigtig god detalje ved bagruden er tre gummipropper, som giver mulighed for ledninger til redskabscomputer i kabinen. Det er lavet flot og gennemført. Generelt er kabinen rummelig og med aflægningspladser flere steder. Der er eksempelvis et integrerede køleskab som standard. Førerkomforten er god med både kabineaffjedring samt foraksel affjedring. Dog er lydniveauet ikke er det laveste vi har målt i PowerGear - men heller ikke det højeste.

Ind- og udstigningsforholdene bliver en smule hæmmet af rat-indstillingen. Efter min mening, kan rattet ikke slås langt nok op, og det giver en lidt kantet ind- og udstigning fra førersædet. Men trinene har en god hældning til kabinen, og værktøjskassen er placeret lige ved højre hånd, når man når ned på jorden.

Højre-amlæn er blevet opdaterede med et helt nyt joystick, som ligger rigtig godt i højre hånd. Det tidligere joystick fra Deutz-Fahr var efter min mening, alt for stort, og man fik ikke rigtigt "joystick-følelsen" - men det gør jeg i den grad med det nye joystick, som foruden skift af powershift- og gruppegear også indeholder to hydraulikventiler, kørselsretningen, liften samt knap til de to skifte-automatikker.

Ellers sidder knapperne på højrearmlæn lige efter mit hoved med differentialespærre og firehjulstræk, samt yderligere to hydraulikventiler, gashåndtag, og knap til gemte motoromdrejninger. Under en låge i armlænet stilles hydraulikventilerne yderligere, hvis der ikke er iMonitor på traktoren. Det var der ikke på testtraktoren, men jeg vil dog bruge de ekstra knap 30.000 kroner på en iMonitor til traktoren, hvis traktoren skal arbejde bare lidt i marken. iMonitor er meget vanedannende og giver en række muligheder med opsætning af hydraulikventiler og foragerautomatik samt ASM.

ASM er en automatisk funktion til indkobling af spærring og firehjulstræk. Ved eksempelvis pløjearbejdet kolbes knappen til, og traktoren slipper selv spærring, når traktoren drejer over et bestemt antal grader, og det samme med firehjulstrækket, som slippes ved en bestemt hastighed.

Plusser

God skifteautomatik

2 værktøjskasser

Ledningsudgange ved bagrude

Mange opbevaringsrum

Lille venderadius

Minusser

Rat indstilling

Placering af trekant

Lydniveau i kabinen

Lille skærm på højre A-stolpe

Komponenter ved motor sidder udsat

Tekniske specifikationer

Motortype:Deutz

Slagvolumen, l:    6,1

Nominel effekt kW/hk:    122/166

Maksimal effekt, kW/hk:    122/166

Moment, nm:    672

Egenvægt i alt, kg:    5.870

Transmission:    Powershift

Brændstoftank, l:    300

AdBlue tank, l:    35

Hydraulikydelse, l/min:    120

Maksimal løftekap. i bag, kg:    9.240

Maksimal løftekap. i front, kg:    3.800

Totallængde, m:    4,6

Højde, m:    3,8

Akselafstand, m:    2,6

Venderadius, m:    4,9

Fordæk:    540/65R28

Bagdæk:    650/65R38

Listepriser

Pris på afprøvet traktor inkl udstyr:    833.000 kroner

Eksempler på tilvalg af ekstra udstyr:

iMonitor med bakkamera:    28.000 kroner

ISO-BUS stik:    12.400 kroner

Importørkommentar

Af Kristian Dalum, HCP Danmark.



Vi er glade for testen af 6160 CSHIFT, hvor Morten Damsgård har rigtig mange gode konklusioner om traktoren og minus-kommentarerne er meget begrænsede. Dog er de ”udsatte” komponenter, stort set altid beskyttet af enten frontlæsserbeslag eller frontliftens vanger, da denne traktorstørrelse sjældent sælges uden én eller begge dele. Med hensyn til Maskinbladets støjmåling, er vi lidt uforstående over for niveauet, al den stund, at en fuldstændig tilsvarende 6160 P i den tyske Profi-test måles til maksimalt 76,6 dB(A)! Var alle døre, vinduer, glastaglem lukkede?

Der vigtigt at nævne, at selv om der nu er full powershift, så er gearkassen ikke fyldt op med oliekoblinger, som gør den træg og giver den lav nyttevirkning. Tværtimod, der er ikke lavet ændringer inde i gearkassen. Her er alt som før, heldigvis. Gearskiftet gennemføres via et kulisse-styr, som er placeret mellem gearkasse og kabinegulv. Her opbygges de bevægelser, som føreren tidligere udførte med gearstangen ved hjælp af en el-hydraulisk ventilblok. Derved undgås forøget brændstofforbrug og tab af nyttevirkning i transmissionen. Bemærk også, at vendegearet nu kan indstilles i 5 trin, så vendeforløbet kan tilpasses optimalt til arbejdssituationen.

Der er også registreret rigtig godt ”bundtræk”, og hele momentforløbet er rigtig stærkt og arbejdsvenligt. Vigtigt er det også, at de 166 hk ikke kun kan opnås ved PTO- og transport-arbejde, men også er der foran ploven og harven, da traktoren er fri for boost funktioner. Også Agrotron C-SHIFT har en høj gearing, så 30 km/h kan opnås med lidt over 1100 r/min! Tør man køre 40 km/h, sker dette ved ca. 1480 r/min. Også meget brændstofbesparende.

Derudover er der 4-PTO hastigheder, affjedret foraksel og kabine, foragerautomatik og 4 el-ventiler. Til sidst skal nævnes, at der er 12 mdr. fuld garanti, plus ekstra 12 mdr. på hele drivlinjen, motor, gearkasse og bagtøj.

Vi fører 6160 CSHIFT i 2 udgaver. Den testede er Profiline udgaven, men den findes også i en version Super, hvor affjedringerne og et par andre detaljer er taget ud af standardudstyret. Hertil kommer, at vi kan skræddersy traktoren til ethvert behov, eksempelvis op til 7 el-ventiler, monitor med bakkamera, alternative dækmonteringer etc.

Hos HCP kan vi mærke stor interesse for CSHIFT-serien, så vi igen kommer godt med i det købersegment, som ikke absolut vil have en trinløs transmission.