Den nye Tucano-serie fra Claas minder mere om en lille Lexion, end om den tidligere Tucano-serie.

PowerGear giver i denne udgave et preview af den nye Claas Tucano-serie, som var på et kort visit i Danmark i høsten 2014.

Mejetærskeren blev præsenteret sidste år, og gjorde også sit indtog på Agromek 2014. Den nye Tucano-serie minder på mange måder mere om en lille Lexion-mejetærsker, end den minder om den tidligere Tucano-serie.

Det ses blandt andet på udseendet af maskinen, hvor aflæssesneglen nu er placeret på toppen af maskinen, og giver mulighed for at åbne sidepladerne i ét helt stykke.

Desuden er der kommet en del mere elektronik i maskinen, og alle afgrødeindstillinger foretages nu fra terminalen i kabinen, og indstilling af eksempelvis soldene sker nu også elektronisk.

Den nye Tucano-serie strækker sig over syv modeller: Tre modeller med fem rystere, tre modeller med seks rystere og en enkelt model med hybrid tærskesystemet, med én enkelt rotor i stedet for to, som på de største Lexion-maskiner.

I PowerGear var vi af sted med Tucano 450, som er den største model med seks rystere.

Let med elektronik

At aflæssesneglen er placeret på toppen af maskinen, gør det ikke kun lettere at servicere maskinen, når sidepladerne lukkes op, det gør det også muligt at læsse af i høje vogne og lignende.

Selve aflæsningen foregår også hurtigere end tidligere, da hastigheden er forøget med 30 procent, og aflæsningen sker med 105 liter i sekundet. Det betyder, at den 9.000 liters korntank tømmes på lidt under to minutter.

Selve korntanken lukkes op elektrisk fra førerkabinen. Generelt er maskinen blevet mere elektronisk styret, og fra Claas er der programmeret mere end 35 afgrødeindstillinger ind i computeren, og der kan gemmes yderligere individuelle værdier, som brugeren selv indtaster.

Fra Cebis-terminalen indstilles samtlige indstillinger, og når kørehåndtaget sættes i bak, laves terminalen om til et bakkamera.

Cmotion-håndtaget er kendt fra Claas-traktorer, men også Lexion-mejetærskerne, og håndtaget var monteret i den afprøvede maskine. Modsat traktorerne så er håndtaget ikke fjedrepåvirket og flyttes med i længderetningen frem og tilbage - ligesom de øvrige mejetærskere og finsnittere fra Claas.

Kendt tærskesystem

APS-tærskesystemet er standard på Tucano-maskiner med seks rystere. Det betyder, at maskinerne er udstyret med en accelerator foran tærskecylinderen. Acceleratoren og cylinderen kører synkront, og hastigheden indstilles elektronisk fra kabinen. Cylinderen har en diameter på 450 millimeter, mens tærskeværkets samlede bredde er 1.580 millimeter.

Afstanden mellem tærskebroen og cylinderen indstilles også fra Cebis-terminalen i kabinen, og den har fået en hydraulisk overbelastningssikring, hvor broen giver efter, hvis det hydrauliske fortryk bliver for højt, ved eksempelvis en klump eller andre fremmedlegemer. Broen går automatisk tilbage til udgangspositionen efterfølgende.

Blæseren er identisk med Lexion 600-serien. Det samme gælder til- og frakobling af snitteren, som er blevet meget mere enkelt i forhold til tidligere.

Skærebord til raps

Den afprøvede Claas Tucano var udstyret med den nye skærebordsgeneration fra Claas, hvor der til sæson 2014 blev præsenterede to modeller: 770 og 930 på henholdsvis 25 og 30 fod.

Primært er nyheden på de nye skæreborde, at det ikke længere er nødvendigt at indlægge ekstra plader til kørsel i raps, hvor den høstes direkte.

Tidligere skulle rapspladerne monteres manuelt, men på de nye skæreborde er de integrerede i knivgangen. Knivgangen er 70 centimeter, hvor kniven kan gå ti centimeter tilbage fra udgangspunktet og 60 centimeter frem.

Stråskillere og rapssideknive på- og afmonteres med clipslåse uden værktøj, så skiftet mellem korn og raps på de nye skæreborde sker let.

Rapsknivene aktiverer automatisk hydraulikpumpen, der trækker sideknivene. Forbindelsen sker med to fladkoblinger.

Indføringssneglen er desuden øget med 14 procent til 66 centimeter i diameter.

Ny motorteknologi

I motorrummet på Claas Tucano ligger der en sekscylindret Mercedes-Benz-motor på samtlige syv modeller. På Tucano 450 yder den 7,7 liters motor 313 hestekræfter, og overholder de nyeste emissionskrav med den nyeste motorteknologi.

Det betyder, at der skal påfyldes AdBlue, som reagerer med udstødningsgassen i en SCR-katalysator, som er vedligeholdesfri.

Samtidigt med SCR-teknologien, så benytter motoren sig også af EGR-teknologi, som betyder, at udstødningsgassen genbruges i motoren forbrænding. Det betyder også, at motoren er udstyret med et partikelfilter, hvor sod-partikler brændes op ved indsprøjtning af dieselolie.

Motoren kører på et 24 volts anlæg, og derfor er mejetærskeren udstyret med hele tre batterier, hvoraf to af dem er serieforbundet.