JCB er blevet trinløs, og med 310 hestekræfter er der overskud til selv større markopgaver. PowerGear har været i marken og så korn med den engelske traktor.

JCB Fastrac er vel nok mest kendt for at lave traktorer til decideret transportopgaver, og specielt på entreprenør-siden er den engelske traktor populær. Men denne gang i PowerGear bevæger jeg mig i marken med en fire meter Pöttinger Terrasem såmaskine, for at finde ud af, om den gule englænder kan begå sig uden for vejen.

Det er klart, at de typiske Fastrac-træk også er at finde på den nye 8000-serie, som faktisk er den tredje generation "farmer-model" fra producenten. Dette betyder eksempelvis, at kabinen er flyttet længere tilbage end på de øvrige Fastrac. Kabinen er dog ikke så langt tilbage, at jeg kan se trækbommen fra førersædet. Alle fire hjul er heller ikke lige store, og firehjulsstyringen er heller ikke en mulighed på 8000-serien, som de øvrige Fastrac ellers er kendt for. Men bortset fra det, så er de øvrige Fastrac-kendetegn til stede. Det betyder blandt andet, at traktoren er udstyret med skive-bremser, mekanisk styretøj samt JCB's unikke vægtoverføringssystem - mere om det senere.

Trinløs transmission

Den nye JCB 8000-serien leveres i to modeller, og jeg er af sted i topmodellen med 310 hestekræfter og som noget nyt, så er der kommet en trinløs transmission i traktoren. Den trinløse transmission leveres fra AGCO, ligesom motoren er en AGCO-motor i from af en SISU 8,4 liters motor, som overholder Tier4i-kravene med SCR-katalystor, hvor der skal tilsættes AdBlue.

Den trinløse transmission er bygget op i to grupper, hvor der manuelt skal foretages et gruppeskift med et klik på én knap. Sammenlignet med øvrige trinløse traktorer med samme transmission med gruppeskiftet, så kører JCB traktoren fra 0 til 40 kilometer i timen i den lave gruppe, og 0 til 70 kilometer i timen i den høje gruppe, hvor øvrig traktor kører op til 30 kilometer i timen i den lave, og topfart i den høje. JCB Fastrac er dog begrænset til 40 kilometer i timen i Danmark. Hvis jeg vælger at blive i den lave gruppe på vejen, så støjer traktoren med topfart på 40 kilometer i timen kun tre dB mere, end hvis jeg kører samme hastighed i den høje gruppe, med et par hundred omdrejninger mindre på motoren ved samme hastighed. Der er dermed ikke den store forskel for chaufføren på de to grupper, og da traktoren har størst moment overførsel i den lave gruppe, så kan man med fordel blive i den lave gruppe dagen lang. Da JCB selv har lavet styringen til transmissionen, kan jeg fra kabinen køre transmissionen som en 19 trins powershift-transmission. Det skal forstås på den måde, at transmissionscomputeren "deler" transmissionen op i 19 dele, og jeg skifter mellem hver del med joysticket i kabinen. Jeg kan dog ikke forstille mig, at man vil benytte sig af denne mulighed, hvis man én gang har prøvet den trinløse transmission. Transmissionen kan styres hundred procent fra fodpedalen eller joysticket.

Fastrac i marken

Med den fire meter såmaskine har Fastrac venderadiussen mod sig i marken. JCB-traktoren kan mildt sagt ikke vende rundt på et godt forager med den fire meter maskine. Det skyldes primært, at traktoren er bygget til transportopgaver, og selv i "farmer-modellen" er totalbredden inden for 2,55 meter.

Man kan måske justere sporvidden en anelse, og derved få en bedre venderadius. Dog tror jeg ikke problemet ville være så stort med et seks meter såsæt, som det er med det fire meter såsæt. Traktoren jeg afprøvede var udstyret med Trimble autostyring på RTK-niveau, og det er første gang, at jeg har set et autostyringsanlæg monteret på en maskine med mekanisk forbindelse til styretøjet. Det fungere rigtigt godt, og jeg kunne derfor uden problemer springe flere træk over, og derved undgå at bakke såsættet på forageret ved vending. Autostyringen er desuden flot integreret i kabinen, hvilket betyder, at jeg kan aktiverer autostyringen fra det integrerede joystick i kabinen. I marken klarer JCB'en såarbejdet godt, og der er rigeligt med trækkraft til den fire meter Pöttinger såmaskine. Man sidder rigtig godt i den meget brede kabine, og støjniveauet er på et absolut minimum, og med såmaskinen i jorden og 1.500 omdrejninger på motoren, så ruller jeg af sted med 76 dB, hvilket må siges at være lavt. Den store og rummelig kabine gemmer på mange gode detaljer, og der er virkelig god plads alle steder. Blandt andet ved foruden er der plads til en køletaske, og passagersædet er næsten på højde med førersædet hvad angår bredden. Der er gode aflægningsmuligheder og terminalen, som er standard i traktoren er let at navigere rundt i. Fra terminalen stiller og justerer jeg samtlige funktioner på traktoren, og foragerautomatikken er jeg meget imponeret over. Faktisk kan jeg stille hver enkelt funktion i maskinhuset inden afgang til marken, og jeg kan selv vælge, hvordan jeg kommer til den næste funktion, hvilket mange andre traktorproducenter, som producere væsentligt flere traktorer om året, stadig ikke har lært.

50/50

Med såsættet klare traktoren sig ganske fornuftigt, og selvom den mekaniske forbindelse til forhjulene, gør styretøjet en anelse tungt, så føler jeg mig godt tilpas i førersædet, med god kontrol over traktor og såmaskine. Med autostyring bliver arbejdet gjort endnu lettere.

Jeg kunne godt tænke mig, at have haft et tungt liftredskab på traktoren, da JCB har et helt specielt affjedringssystem fra liften. Foruden de fire affjedringsstempler til hvert hjul, så er bag- og foraksel forbundet til rammen med stempler i langsgående retning. Hvis der hænges et tungt lift redskab på traktoren, så vil Fastrac'en selv sørge for at skyde vægt frem på traktoren, så vægtfordelingen vil nærme sig 50/50 mellem for- og bagaksel. Affjedringen kan i den grad mærkes på landevejen. Jeg har aldrig nogensinde prøvet en traktor, som læigger så godt på vejen. Sving og ujævnheder kan ikke mærkes, og man føler man har ekstrem god kontrol over traktoren både lige ud, men også i sving og lignende. Jeg er helt sikker på, at traktoren med en kornvogn eller frakørselsvogn vil være enhver maskinførers drøm.

Serviceadgange

På højre side af traktoren sidder traktorens "teknik-skab", og herfra fortages næsten alt daglige service. Her er batterierne placeret, hovedafbryder, sprinklervæske, bremseolie, transmissionsolie, hydraulikfilter samt en række teststudser til servicemontøren i tilfælde af fejlsøgning.

Dog er påfyldning af hydraulikolie ikke at finde i skabet, men i stedet bag på traktoren ved bagruden. Her sidder påfyldningsstudsen helt oppe ved kabinen, og er nærmest umuligt at nå fra jorden. Det er ærgerligt, at den er placeret her, da alle andre service-punkter er så gennemført. Traktoren er udstyret med udvendige skivebremser i både for- og bag, og som standard med ABS-bremser på traktor samt udtag til ABS-, luft- samt hydrauliskbremser til redskaber. Liften løfter 10 ton, og der er op til fire hydraulikudtag på traktoren med en hydraulikpumpe kapacitet på hele 210 l/min.

Plusser

Rummelig kabine

Ekstrem god til transport

Lavt lydniveau

Forager automatik

Minusser

Venderadius

Mekanisk styretøj

Påfyldning af transmissionsolie

Tilgang til højre sidespejl

Tekniske specifikationer

Motortype: SISU Power

Slagvolumen, liter 8,4

Nominel effekt kw/hk 209/280

Maksimal effekt kw/hk 227/ 310

Maksimal moment, Nm 1310

Transmission Trinløs, CVT

Brændstoftank 600

AdBluetank 70

Min. egenvægt i alt, kg 10.431

Totallængde, meter 5,650

Højde, meter 3,380

Brede, meter 2,550

Akselafstand, meter 3,1

Venderadius, meter 8,55

Hydraulikydelse, liter/min 148 eller 210

Maksimal løftekap. i bag, kg 10.000

Maksimal løftekap. i front, kg 3.500

Fordæk 710/75 R42

Bagdæk 710/75 R42

Støjniveau

Ved tomgang i stilstand: 75 dBA

(800 omdr/min)

Ved maksimal gas i stilstand: 82,2 dBA

(2280 omdr/min)

Ved 40 km/t på vejen: 84 dBA

(1700 omdr/min)

Ved 11 km/t i marken med

såmaskine: 76 dBA (1500 omdr/min)

Importørens kommentarer

Af Claus Astrup, JCB Landpower.

Vi er glade for, at PowerGear har fundet glæde i nogle af de mange finesser, som JCB Fastrac kan byde på. Hvis vi kigger på de få minusser, vil jeg prøve at forklare dem.

Drejeradiussen er klart ikke så stor på den afprøvede Fastrac, da den ikke var justeret til fuld udslag.

Men da det er en højhastigheds traktor som kun måler 2,55 meter vil den ikke få samme drejeradius som andre mærker. Det vil kræve fælge med løse fælgplader, så vi kan justere sporvidden ud og dermed formindske venderadiussen.

Med hensyn til påfyldning af transmissionsolien er det helt rigtigt at man kunne ønske den sad bedre placeret, dog har man lavet den med et stort rør så man aldrig har problemer med at olien ikke kan komme hurtig væk fra hullet, og det skulle også gerne være meget sjældent, at man skal påfylde transmissionsolie.

Sidespejlene er elektriske justerbare, så det er ikke ofte man skal justere manuel på dette.

I nævner at det kunne være fint at have prøvet den med en stor liftplov, og til det kan jeg kun sige vil være rigtig spændende. Jeg er overbevist om, at PowerGear vil blive meget overrasket og imponeret over den gode vægtfordeling og affjedring på Fastrac.

I øvrigt er alle funktionerne i monitorerne er på dansk.

Listepriser

Basispris på JCB Fastrac 1.429.000

Pris på afprøvet traktor

inkl. udstyr 1.573.800

Udstyr på testet traktor:

Trimble autostyring 95.000

Tvillinghjul, 650/65xR42 49.800

Uddrag af udstyr på test-traktor

Front PTO 40.700