På Lemken Juwel indstilles plovens hældning samt pløjedybden fra førerkabinen, og skal der ændres arbejdsdybde på forplovene, sker det uden brug af værktøj.

Takket være det hydrauliske indsving, som centrerer ploven, før den vendes, foregår vendingen af den lange femfurede Lemken Juwel, uden at hverken plov, traktor eller fører udsættes for stød og rystelser. Centreringen giver samtidig en god frihøjde under ploven, når den vendes.

Lemken Juwel er en forholdsvis ny plov fra den tyske producent, som supplerer de velkendte Vari- og EuroOpal modeller. Juwel er en fuldstændig nykonstrueret plov, hvor Lemken anvender hydraulik til stensikring af ploven, og hvor plovens hældning indstilles fra førerkabinen.

Foreløbig bygger Lemken ploven i to serier. Juwel 7 er bygget over en hovedramme, som er 120 gange 120 millimeter og med en godstykkelse på 10 millimeter. Ploven leveres fra tre til fem furer og har en hovedaksel på 100 millimeter.

Den større Juwel 8 har en hovedramme på 140 gange 140 millimeter og med en godstykkelse på 10 millimeter. Juwel 8 leveres fra tre til syv furer, og vendehovedet har en aksel på 120 millimeter. Begge modeller leveres med en gennemgang på enten 90 eller 100 centimeter og med en frihøjde på enten 80 eller 85 centimeter.

Ploven, som vi tester, er en Lemken Juwel VT 8. De to bogstaver indikerer, at ploven er med hydraulisk variabel furebredde og hydraulisk stensikring, men central indstilling af udløsertrykket. Juwel leveres også med mekanisk indstilling af furebredde og stensikring med springbolt.

Let at indstille

Vi anvender en John Deere R7.270 som trækkraft, og på trods af at både traktor og plov er ny, volder det ikke de store problemer at få ploven til at gå lige efter traktoren. Forreste furebredde og plovens træklinie indstilles med hver sin spindel. Det gør det både logisk og let at indstille ploven. Når ploven først er indstillet, sørger plovens geometri for automatisk at tilpasse træklinien, når der ændres på furebredden.

Indstillingssystemet med de to spindler betyder, at ploven ikke er afhængig af, at traktoren har en bestemt sporvidde. Min fornemmelse er, at traktoren skal have en meget uortodoks sporvidde, før systemet må give fortabt.

Indstilles el-hydraulisk

På de fleste vendeplove indstilles plovens hældning med to kraftige bolte, som vendecylinderen slår imod, når ploven vendes. På Lemken Juwel er bolten erstattet af en el-hydraulisk indstilling, og indstillingen foretages med en kontakt i førerkabinen.

Det gør det let og hurtigt at indstille hældningen på ploven. Da systemet let kan overstyres uden at gemme indstillingen, er der mulighed for at bruge systemet, når der startes op på en mark, eller når det sidste ræk i forageren skal pløjes, uden at slutfuren bliver for dyb.

Hældningen indstilles individuelt til højre og venstre, og da man ikke kan måle sig frem til den korrekte indstilling, er det noget med at se på, hvornår furelægningen er i orden og derpå gemme indstillingen.

Ud over at være let at anvende har systemet også den fordel, at vendehovedet ikke udsættes for de sædvanlige stød, når ploven vendes og slår imod stopboltene. På Juwel stoppes vendingen stille og roligt.

Hjulet langt fremme

I sædvanlig Lemken-stil er landhjulet på Juwel placeret langt fremme på ploven. Det giver mulighed for at pløje tæt til skel, og samtidig kræver placeringen, at topstangen er spændt op, og at ploven delvist bæres af traktorens vægtoverføring. Det giver god trækkraft, men det giver også en lidt stiv konstruktion, hvor ploven ikke har samme bevægelsesfrihed, som når landhjulet er placeret bag på ploven, og topstangen er løs. Specielt i bakket terræn vil det være vanskeligt at holde bagerste fure i jorden, når der pløjes over en bakketop.

Landhjulet på den testede model var med hydraulisk indstilling. Det er behageligt - men det har absolut også sine ulemper. Indstillingen går hurtigt, og fra traktoren er det vanskeligt at se, hvor på skalaen hjulet står. Derfor bliver det en meget grov indstilling, hvor pløjedybden sagtens kan variere med flere centimeter.

Som en smart detalje anvender Lemken olien i hydraulikcylinderen til at dæmpe hjulet, når ploven vendes, og det fungerer faktisk rigtig godt.

Sliddele uden bolte

Den testede plov var monteret med CS 50 risteunderplove. Jorden, vi pløjede, var en blanding af lettere sandjord og tung mosejord. På begge jordtyper udførte underploven en fin pløjning og efterlod jorden løs og med en jævn overflade. Alternativt kan ploven monteres med den nye W 52 underplov, som er med en lang og traditionel muldplade. Begge underplove er af DuraMaxx typen, hvor muldpladen klikkes på plovfoden og låses af en enkelt split under brystpladen.

Det gør det hurtigt at skifte sliddele, og da der ikke er boltehuller i sliddelene, forlænges levetiden med mere end 50 procent. Ulempen er, at man er tvunget til at købe originale sliddele, da det kun er Lemken som fremstiller DuraMaxx.

Juwel er monteret med en ny type forplov, der har et stort skær, og som arbejdede rigtig godt. Arbejdsdybden indstilles med splitter og uden brug af værktøj. Som en fin detalje kan kastevinklen på forploven indstilles ved at flytte en kile. Det kan være aktuelt, når der pløjes i grønjord, og der er risiko for, at forplovene kaster materialet over i det pløjede.

Plusser

Let at indstille hældningen på ploven.

Mulighed for midlertidigt at ændre på plovens hældning.

Forplove indstilles uden værktøj.

Kastevinklen på forplovene kan indstilles.

Mulighed for at pløje til skel.

DuraMaxx med lang levetid.

Minusser

Landhjulet på midten giver en "stiv" plov.

Tårnet skjuler skalaen til arbejdsbredden, når der pløjes til venstre.

Vanskelig at se skalaen på landhjulet.

Lidt kompliceret at omstille landhjulet til transport.

DuraMaxx - kun originale sliddele.

Tekniske specifikationer

Antal furer 5

Gennemgang cm 100

Frihøjde cm 85

Underplove CS 50 riste

Stensikring hydraulisk

Landhjul hydraulisk

Indstilling af hældning hydraulisk

Udbygning 6. fure

Landhjul 340/55x16

Vægt kg 2.051

Listepriser

Pris basisplov kr. 232.250

Hydraulisk landhjul kr. 27.759

MS 1 forplove kr. 17.845

Rammeindsving,hydraulisk kr. 12.488

DuraMaxx risteunderplove

type CS 50 kr. 10.290

Hydraulik-kampagne kr. 18.253

Kampagnepris i alt kr. 282.379

Importørens kommentarer

Af Anders Brunn Rasmussen, Lemken Skandinavien

Lemken har altid lagt stor vægt på, at deres plove skulle være lette at indstille. Det er derfor meget tilfredsstillende at læse, at Juwel 8 VT er let at indstille. Muligheden for at overstyre hældningen er ikke kun en fordel i marken. Ved parkering af ploven i maskinhuset er det også muligt ved hjælp af den el-hydrauliske hældningsindstilling at få plovens bæreaksel til at ligge vandret for en meget lettere til- og frakobling.At placere landhjulet fremrykket på ploven har naturligvis den indlysende fordel, at det bliver betydeligt nemmere at pløje til skel. Derudover er de nye store landhjul med hydraulisk dybdeindstilling meget tunge, og derfor er det en fordel, at de er monteret så langt fremme som muligt.Hvis traktorens vægtoverføring er indstillet rigtig og tilpasset forholdende optimalt, vil denne hjælpe traktorføreren i bakket terræn. Samtidig gør den korte topstang vægtoverføringen meget mere effektiv under våde vanskelige forhold.De nye DuraMaxx underplove er udviklet specielt med henblik på en væsentlig længere holdbarhed. Dette opnås ved at anvende materiale, der er hærdet hårdere, hvilket gør det umuligt at bore huller i materialet, og derfor måtte Lemken udvikle et krogsystem til at montere sliddelene i. Uvildige undersøgelser foretaget af agraruniversitetet i Schleswig dokumenterer faktisk op til 70 procent længere holdbarhed, og dertil kommer sparet tid ved udskiftning af sliddelene.