Kosmetiske ændringer og en ny førerkabine giver Massey Ferguson Beta 7370 et moderne design og et løft på førerkomforten.

Til høsten 2014 lancerer Massey Ferguson de to store mejetærskere Delta og Centora, som begge er med den nye Skyline-førerkabine. Men for en gang skyld har Massey Ferguson vendt introduktionen af nyheder på hovedet. For Skyline-kabinen blev faktisk allerede til sæson 2013 introduceret på de mindre Massey Ferguson Beta mejetærskere, og i en af de sidste høstdage i 2013 testede PowerGear en Massey Ferguson Beta 7370 med den nye førerkabine.

Vi tester mejetærskeren i en mark med vinterhvede, hvor der efter en streng vinter er isået vårbyg. Maskinen er monteret med et PowerFlow skærebord på 6,80 meter eller 22,5 fod. Alternativt kan maskinen leveres med et standard skærebord på 7,60 meter.

Med italienske rødder

Beta-serien fra Massey Ferguson omfatter modellerne 7360 med fem halmrystere og en motor på 276 hestekræfter, samt 7370 med seks halmrystere og en motorydelse på 320 hestekræfter. Begge modeller leveres desuden i en ParaLevel version, hvor hele maskinen rettes op, når der høstes i bakket terræn.

Massey Ferguson producerer alle sine mejetærskere til det europæiske marked på den italienske fabrik i Breganze. Her har Massey Ferguson samlet høst-knowhow fra hele verden. DNA'en i den testede Beta er italiensk, og maskinen er opbygget over enkel og gennemprøvet teknik

Kabine med genkendelighed

Skyline kabinen er rummelig og med et godt udsyn til PowerFlow skærebordet. Armlænskontrollen og den store terminal leveres af Fendt. Armlænet svarer til det, der findes i Fendt traktorer, mens selve kørehåndtaget stammer fra den selvkørende Fendt Katana finsnitter.

Terminalen, der er placeret forrest på armlænet, har skærmbilledet opdelt i fire felter. De to øverste felter viser generelle informationer om mejetærskeren, mens de to nederste felter opsættes af føreren. De generelle informationer omfatter blandt andet en rigtig god oversigt over spild på ryster og solde samt en grafisk visning af returgodsmængden. Herunder vises indstillingen af tærskeværket, og skal der ændres på eksempelvis cylinderomdrejningerne kan det foretages enten direkte på skærmen eller med taster på armlænet.

I de nederste skærmbilleder er der plads til at vise eksempelvis maskinens kapacitet, olietemperatur, brændstofforbrug og så videre. Som standard er mejetærskeren udstyret med kamera, og lige så snart jeg bakker med maskinen, skiftede terminalen automatisk til et billede fra kameraet bag på maskinen.

Finesser og for vildt

Massey Ferguson Beta 7370 er en rigtig fin gårdmaskine, der på mange måder matcher langt større maskiner. Eksempelvis ligger der i terminalen indstillinger på de vigtigste afgrøder, og som chauffør har jeg mulighed for at rette og gemme mine favoritindstillinger. Vinden er med automatik, der indstiller vindehastigheden til fremkørselshastigheden. Åbning og lukning af korntanken foregår ligeledes elektrisk og fra førerkabinen. Knapt så sofistikeret er betjeningen af maskinens reversering, som sker med et stort håndtag i bunden af førerkabinen.

Kørehåndtaget ligger godt i hånden og de forskellige taster betjenes let med tommelfingeren. For at starte op fra stilstand og for at bakke med maskinen skal en kontakt bag på kørehåndtaget holdes inde.

Det fungerer sådan set fint, men betjeningen af håndtaget kræver til gengæld øvelse. I modsætning til andre mejetærskere, hvor hastigheden øges i takt med, at håndtaget skubbes fremad, så er kørehåndtaget på Beta et impulshåndtag. Det fungerer ved, at maskinen tager fart, når håndtaget skubbes fremad, og herefter kan det slippes. Skal hastigheden sænkes vippes håndtaget lidt bagud.

Betjeningen svarer nogenlunde til det, der findes på visse trinløse traktor. Udviklingsingeniører finder det åbenbart smart, at implementere systemet på mejetærskere, men det falder ikke i min smag, og det virker ret ambitiøst, når MF kaster sig ud i at sætte en ny standard for, hvordan mejetærskere køres.

I den blandede afgrøde, hvor der af og til var langt vinterhvede i den ene side af skærebordet og meget kort vårbyg i den anden side, er det en fornøjelse at køre med PowerFlow skærebordet. Absolut eneste minus ved bordet er, når man er uheldig og får jord ind i bordet, for så ligger det ikke ude ved knivene men inde ved samletromlen, og det tager derfor lidt længere tid at fjerne jorden.

Massey Ferguson Beta 7370 er som standardudstyr monteret med en såkaldt Power Feed Roller, der er monteret imellem skærebordet og indføringskæden. Tromlen udjævner eventuelle klumper i afgrøden og afleverer det jævnt til indføringskæderne. Skærebordet er som standard monteret med Schumacher fingre og knive. Systemet arbejder rigtig godt, og specielt i de dele af marken, hvor der er groet rapgræs op i afgrøden, er det en fornøjelse at køre med knivsystemet.

Ekstra tærskecylinder

Massey Ferguson Beta 7370 har en tærskecylinder, der er 1.600 millimeter bred, og som har en diameter på 600 millimeter. Efter tærskecylinderen er der monteret en roterende kerneudskiller. Under normale forhold ligger der en tærskebro under kerneudskilleren, som sørger for at de sidste kerner udtærskes. Under meget tørre forhold og i porøse afgrøder som raps kan broen let vippes op. Derved undgår man, at overbelaste solsystemet med for meget smuld og mange halmstumper fra den porøse afgrøde.

Få daglige smøresteder

Mejetærskeren har kun fire daglige smøresteder, og i det daglige er den derfor hurtig at servicere. Ved 100 timer er der yderligere ni nipler der skal smøres, og ved 200 timer stiger antallet med ekstra 20 nipler. For at huske de nipler, som sjældent smøres, kunne det være rart med en opmærkning, eller at niplerne blev samlet i grupper.

Påfyldningsstudsen til både dieselolie og AdBlue er beskyttet og gemt værk under en lille låge. Det betyder desværre, at der samles en masse støv og avner omkring påfyldningen. For at undgå forurening af brændstoffet, er det en god ide at rengøre med trykluft inden maskinen tankes. Indtrykket af Massey Ferguson Beta 7370 er, at det er en moderne mejetærsker, hvor der er kræset for chaufføren. Med undtagelse af kørehåndtaget er den enkel at gå til, og på den store skærm er det let at indstille og overvåge maskinen.

Plusser

Let at servicere

Super kabine

Stor skærm.

Let at sætte op

Robust og enkel opbygning

PowerFlow skærebordet

Minusser

Hysterisk kørehåndtag

Manglende identifikation af smøresteder

Avner og støv omkring påfyldningsstuds.

Mekanisk reversering

Tilløbsplan kan ikke tages ud

Tekniske specifikationer

Motor: AgcoPower

Volumen l: 8,4

Effekt hk: 320

Effekt hk med boost: 360

Brændstofkapacitet l: 620

AdBlue l: 80

Skærebord: PowerFlow

Skærebord bredde m: 6,80

Cylinderbredde mm: 1.600

Cylinderdiameter mm: 600

Broareal m²: 0,99

Broareal m² under kerneudskiller: 1,07

Antal halmrystere: 6

Udskillelsesareal m²: 6,81

Soldareal m²: 5,58

Rumindhold korntank l: 9.000

Tømmehastighed l/sek.: 105

Tømningshøjde m: 4,45

Dækmontering foran: 800/65R32

Dækmontering bag: 540/65R24

Listepriser

Basispris MF Beta 7370: 1.562.900

6,8 m PowerFlow bord: 265.830

Pris på testede maskine: 1.828.820

Importørens kommentarer

Martin Dalsgaard Jensen, Produktchef Høstmaskiner, AGCO Danmark A/S

I AGCO har vi en meget ambitiøs målsætning og tilgang til vores høstprogram, og lanceringen af vores nye Beta serie til sæson 2013 var på mange måder en stor succes. Udover i testen her har vi fået meget positiv feedback fra vores kunder.

Kørehåndtaget, som får lidt kritik i testen, har vores kunder faktisk været glade for, men vi ved godt, at det kræver tilvænning. Derfor opdaterer vi lige nu softwaren på alle maskiner, så kørehåndtaget kommer til at virke mere naturligt fra første høstdag. Selv om der er få steder, som skal smøres, er der helt sikkert en pointe i testen, som vi faktisk allerede har ændret til denne sæson.

Smørestederne er nu ført ud i 4 grupper på siden af maskinen med klar afmærkning af, hvor og hvornår der skal smøres. Tilløbsplanet kan ikke tages ud, men kan nemt efterses eller rengøres forfra, samtidig er konstruktionen på den måde også stærkere. Høj standard og god komfort er noget, vi har brugt meget energi på under udviklingen af vores nye Skyline kabine.

Kun det bedste er valgt, når det gælder materialer. Det er meget glædeligt, at den også i testen giver et godt indtryk.