Den første Zetor med el-betjent vendegear klar - et stort plus på traktoren, mens betjeningen af den mekaniske lift trækker lidt ned i det samlede billede
Bare rolig. Selvom den testede traktor kommer fra Østeuropa, tager vi artiklen på dansk. I denne udgave handler det om den nye Zetor Proxima Power. Og det faktisk et ret så spændende bekendtskab, mødet med den røde traktor fra Tjekkiet.
For traktoren rummer en række spændende detaljer, som man ikke umiddelbart ser på andre traktorer - i hvert fald ikke altid som standard. De ting kommer vi til lidt senere.
For at tage det hele fra bunden så er Proxima Power en helt ny serie fra Zetor. Proxima og Proxima Plus-modellerne er der stadig, men Power-serien, som består af fire modeller fra 85 til 115 hestekræfter, adskiller sig ved at have en nyudviklet transmission fra Zetor, der har 24 gear frem og 24 bak.
Derfor kan traktorproducenten nu for første gang tilbyde en Zetor-traktor med el-betjent, koblingsfrit vendegear. Traktoren har tilmed fået tre koblingsfri gear mod blot to i Proxima Plus.
De fleste andre traktorer på markedet har i en del år kunnet tilbyde den løsning, så derfor er det rart, at Zetor endelig er klar med samme tilbud, og det er et stort plus, da langt størstedelen af nye Zetor-traktorer i dag bliver solgt med frontlæsser. Når man får traktoren med frontlæsser er oliepinden i øvrigt fint forlænget, så man har let ved at tjekke oliestanden, selvom frontlæsserbeslaget sidder på traktoren.
Man skal også tænke over, at Zetor ofte sælges på prisen. Derfor er det altid en balancegang hos Zetor, hvor meget udstyr, der skal være i traktorerne - jo mere udstyr - desto dyrere bliver traktoren.
Vores testeksemplar er den næstmindste i klassen, Zetor Proxima Power 95. Den har en listepris på blot 299.000, som er en meget beskeden pris i forhold til flere andre aktører på markedet, der dog som ofte også rummer en mere udstyr.
Traktoren til fritidslandmanden
Som udgangspunkt synes jeg rigtig godt om mit testeksemplar. Der er i princippet det, der skal være i traktoren. Sædet er luftaffjedret, men det er dog ekstraudstyr - det samme gælder aircondition-anlægget, som fungerer fint.
I mine øjne egner traktoren sig fint til fritidslandmanden, der vælger at investere i en ny traktor med garanti i stedet for en brugt med nogle timer på bagen. Skønt lydniveauet er i den høje ende, så rummer traktoren mange gængse funktioner, der giver en komfort, som man med vestlige øjne sagtens kan acceptere og komme overens med som fritidslandmand.
Vendegearet går let, og de tre powershift-gear giver et fornuftigt råderum over traktorens hastighed, uden man absolut skal have foden på koblingen. Selvfølgelig ville det være rart med seks koblingsfrie gear, men de tre af slagsen fungerer også rimeligt til det arbejde, jeg udfører - nemlig pløjning med en tre-furet vendeplov af ældre dato.
Hvis man skal sætte fingre på transmissionen, så er det, at den er meget kontant i tilkoblingen. Det gælder både, når man skifter mellem de tre koblingsfrie gear og når man bruger vendegearet. I de tre koblingsfrie gear gør det knapt så meget, men når man skifter mellem frem og bak, skal man være lidt varsom. Det samme gælder ved tilkobling - her er koblingspunktet forholdsvist lille.
Omtrent 8.000 timer skulle der gerne være i Zetor-traktoren. Og det er ikke bare et skud i den blå luft. Hvad jeg ikke umiddelbart har set før, så skriver Zetor faktisk i instruktionsbogen, at traktoren har en forventet levetid på 8.000 timer, hvis service og vedligehold overholdes. Det er selvfølgelig ud fra en beregnet procent del af timer i marken, ved transport og stilstand.
Luft hjælper Zetor
Nu til de små fikse detaljer, som traktoren rummer flere af.
Kodeordet er ganske enkelt luft. Traktoren er nemlig udstyret med kompressor, og man kan koble en slange på beholderen og derved bruge luft til at blæse traktoren ren eller pumpe luft i dækkene.
Tilkobling af firhjulstræk, spærring og pto sker elektronisk, men tilkoblingen er faktisk også her luftunderstøttet.
Og her melder den mest spændende detalje ved Zetoren sig. Idet pto'en kobles til med lufttryk. Man kan nemlig fra kabinen indstille, hvor hurtigt pto'en skal kobles til. Via en vippekontakt kan chaufføren bestemme, om han vil koble kraftudtaget til over en, tre eller fem sekunder. Er det smart? Ja, i hvert fald er princippet ganske rart, for det kræver utrolig meget energi at starte eksempelvis en bigballepresser op på grund af det store svinghjul.
Og selvom vi nok ikke ser en Zetor Proxima Power 95 foran sådan en presser, så ændrer det ikke på, at man unægtelig er mere skånsom over for motor og lejer, hvis man langsomt roterer pto'en op i omdrejninger i stedet for at sætte i gang med ét hug.
Og så har Zetor - selvfølgelig som altid - en funktion, hvor pto'en er kørselsafhængig. Det er noget, vi først ser nu på andre mærker.
Betjening af liften halter
Når det gælder service af traktoren, er intervallet på olieskift 300 timer. Der er 22 smørenipler, hvoraf de otte sidder ved forakslen. De har alle et interval på 50 timer ifølge instruktionsbogen.
Adgang til at blæse køler af og rense luftfilter er helt på højde med andre mærker, og man kan trække det ene kølerelement ud på siden, så det er let at rengøre. Ingen problemer her.
Men lidt problemer oplever jeg i kabinen. Det er nærmere betegnet betjeningen af liften, der godt kunne tåle et par designmæssige ændringer.
Liften er mekanisk, og det er der som sådan ikke noget forkert i for at holde listeprisen nede. Men håndtaget sidder forholdsvis langt nede til højre for sædet. Det går trægt, og man mærker lidt hvordan forbindelserne videre ned i liften giver sig, før håndtaget rykker sig.
Det største minus er i mine øjne, at man ikke kan rykke håndtaget ned på den anden side af den lille markør, man kan rykke med og skrue fast der, hvor håndtaget skal sænkes til. Det er smart nok med markøren, men når man pløjer og gerne vil sænke liften helt ned i starten, når ploven sættes i jorden, ja så kan det altså ikke lade sig gøre med markøren indstillet et stykke oppe ad liftskalaen, når håndtaget ikke kan komme forbi.
Det er ikke en optimal løsning, og resultatet bliver, at jeg ikke gør brug af markøren, men indstiller liften ved hvert træk.
God trækkraft fra fire liters motor
Motormæssigt ligger der en fire liters Tier 3-godkendt motor med turbo og intercooler i den nye Zetor. Lidt specielt er motoren stadig med mekanisk indsprøjtning. Det har jeg ikke set før på Tier 3-godkendte motorer. Det gør motorgangen lidt mere hård, men ellers mener jeg ikke, der er nogle mangler for den målgruppe, traktoren henvender sig til.
Motoren trækker rigtig godt, og den løber fint af sted med den tre-furede vendeplov nærmest uden at virke belastet. Hydraulikken i Zetor Proxima Power yder dog beskedne 52 liter pr. minut.
Konklusionen på testen er helt klart, at Zetor Proxima Power er nået langt, hvis man sammenligner den med mere "vestlige" traktorer. Man skal hele tiden tage prisen med i baghovedet, og jeg mener, man får en fornuftig traktor for pengene. Den har sine negative sider, men den har også flere gode, som gør, at den er en god allroundtraktor til mindre landbrug - tag eksempelvis hitch-krogen, der er standard.
Flere komponenter på traktoren kommer fra kendte producenter, så kvaliteten må antages at være i orden. Et solidt og spændende redskab til landbruget.
Plusser
Forskellige starthastigheder på pto
Koblingsfrit vendegear
Serviceadgang
Pris
Hitch-krog som standard
Minusser
Betjening af mekanisk lift
Hård tilkobling ved gearskifte
Placering af tændingsnøgle
Vandring gearstang
Lydniveau
Stilstand tomgang, ventilation fra 65,9
Stilstand tomgang, ventilation fuld 69,5
Stilstand tomgang maks. 2.430 o/min 76,0
Transport 40 km/t. v. 2.420 o/min 77,9
Transport 2.000 o/min ca. 35 km/t. 75,5
Mark 8 km/t v. 1.800 o/min 74,9
Tekniske specifikationer
Motor Zetor 1005 fircylindret, vandkølet m. turbo og intercooler
Maks. effekt, kw/hk (ISO 14396) 71/97
Slagvolumen, cm3 4.156
Momentstigning, procent 35
Transmission mekanisk 24/24 m. 3 powershift
Maks. løftekraft trepunktslift, kg 4.150
Maks. kapacitet hydraulik, l/min/bar 53/180
Hydraulikudtag 3 dobbeltvirkende
Længde, m 3,9
Bredde, m 1,91
Højde, m 2,71
Brændstoftank, l 175
Det koster Zetor Proxima Power 95
Pris på testet model inkl. ekstraudstyr:
Basistraktor 299.000
Trac-lift frontlæsser 40.500
Aircondition 15.300
Luftsæde 5.800
Hydraulisk bremseventil 4.200
Yderligere muligt ekstraudstyr:
CD-stereo radio 1.500
Motorvarmer 1.500
Rotorblink 1.500
Baglygtesæt højt placeret 2.800
Passagersæde 1.500
Frontvægte otte stk. 400 kg 3.700
Frontlift 18.000
Front-pto 17.500
Importørkommentar
Af Kristian Dalum, Produktchef, H.C. Petersen A/S.
Det er helt sikkert, at fritidslandmanden med fordel kan vælge en Zetor traktor, hvilket også allerede er indset af mange.
Men den nye Zetor Proxima Power-serie henvender sig bestemt også til det professionelle landbrug, som har brug for en rigtig driftssikker læssertraktor. Hertil er den elektroniske lift ofte helt overflødig. Til gængæld er driftssikkerheden uhyre vigtig, da der ofte er tale om fodring af kreaturer, eller sikring af halm til gårdens fyr og lignende opgaver. Med motoreffekt op til 115 hestekræfter kan der tilmed løses en lang række opgaver også af halvsvær karakter.
Den nævnte oliemængde på hydraulikken er en nettoværdi, idet der også er en separat pumpe til styretøjet.
Jo, Zetor kommer fra Tjekkiet, som tidligere var et østland. Dog er Tjekkiet et land, som er i en rivende udvikling og som allerede inden murens fald var meget ?vest-orienteret?. Zetor fabrikken har gennemgået en succesfuld privatiseringsproces, og tilhører i dag et moderne firma i HTC-gruppen. Det har muliggjort en stor udviklingskraft i Zetor, som vi snart vil se endnu flere fine eksempler på.
Data fra Landbrugets Traktoafprøvning
Motoromdrejninger Kilowatt Newtonmeter
2.350 23,2 346
2.281 56,0 863
2.207 58,5 931
2.134 59,1 973
2.060 59,5 1.015
1.986 60,4 1.068
1.913 60,6 1.113
1.869 61,0 1.164
1.766 60,1 1.195
1.692 59,3 1.231
1.619 57,9 1.258
1.545 55,8 1.268
1.471 53,2 1.269
1.398 52,7 1.324
1.324 49,5 1.313
1.251 45,8 1.284
1.177 40,2 1.200
1.103 34,9 1.116
1.030 29,7 1.014
997 27,9 982
Motoromdrejninger Liter pr. time gram pr. kilowatt-time
2.200 20,7 303
2.100 20,7 293
2.000 20,1 284
1.900 19,7 279
1.800 19,0 269
1.700 18,2 262
1.600 17,7 259
1.500 16,4 258
1.400 16,0 256
1.300 14,7 255
1.200 13,5 286
1.100 12,9 297