Lyt til artiklen:

Ida Brøgger Hahn skal stå i spidsen for Nutrifair

00:00
Hastighed: ???x
03:14

Den 1. april overtog Ida Brøgger Hahn rollen som ny projektleder for NutriFair. Idas tidligere rolle som projekt- og marketingskoordinater gør dog, at hun er hjemmevant på messen.

- NutriFair er en messe jeg holder meget af. Det er et sted, hvor vi samler de fagfolk fra husdyrproduktionen, som har lyst til at nørde deres fag, og hvor gæster og udstillere har tid til at fordybe sig i den gode, faglige samtale, fortæller Ida Brøgger Hahn, og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efter et år, hvor Corona har sat en stopper for de fysiske møder, trænger vi alle til at komme ud og se hinanden i øjnene igen. Vi trænger til at inspirere hinanden, fordybe os i faglige samtaler og lade smil, energi og latter fylde igen. Og på NutriFair skal der være tid og overskud til fordybelse. Det er den særlige kvalitet NutriFair har, og det er den særlige kvalitet som mit arbejde som projektleder, vil tage udgangspunkt i.

NutriFair holder fast i det fysiske møde

NutriFair har stor succes med at tiltrække branchens mest relevante udstillere og beslutningstagere, som kan blive inspireret, udvide deres netværk og gøre forretning med fagfolk, der alle har en dyb faglig rod i indendørs mekanisering, foder og dyrehold. Ida Brøgger Hahn vil fortsætte af samme kurs, og har samtidig ambitioner om at tilføje nye tiltag til messen:

- Der er stor interesse for NutriFair 2022, og mange udstillere har allerede reserveret deres stand. Det er dejligt at få bekræftet, at det fysiske møde stadig er værdifuld for vores udstillere. Men vi bør heller ikke glemme de gode ting, som vi har lært af et år med virtuelle events." fortæller Ida Brøgger Hahn og uddyber en af de planer, der allerede ligger på hendes tegnebræt:

- Vi har i noget tid arbejdet med, hvordan vi kan bruge den nye viden om det digitale univers, til at styrke den messe, vi allerede har. Derfor vil vi sammen med vores faglige komité arbejde videre med at tilføje et nyt lag på messen, der både vil styrke netværket mellem udstillerne, og tilbyde gæsterne ny inspiration uden for messen åbningstid i januar.

Jubilæumsåret bliver et særligt år

NutriFair 2022 bliver på flere måder en ganske særlig messe. I uge 3 i januar, når Messe C igen slår dørene op, bliver det efter to år uden NutriFair, da messen i 2021 blev aflyst grundet Covid-19. Det bliver derfor et glædeligt gensyn med branchen, og en længe ventet messe for Ida Brøgger Hahn og resten af Messe C:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Januar måned har virket ekstra kold uden NutriFair i år. Så nu glæder vi os rigtig meget til, at vi kan få lov til at se alle igen, og jeg vil gøre mit allerbedste for, at det bliver en brag af en jubilæumsfest."

Ida Brøgger Hahn overtager projektlederrollen efter Jørgen Kronborg, der er tiltrådt som direktør for Glamsbjerg Hus.

- Ida er en utrolig dygtig medarbejder, og jeg er sikker på, at hun vil klare rollen som projektleder til UG. Hun er vant til at have det store overblik, samtidig med at hun har et skarpt øje for både udstillernes og de besøgendes behov. Vi er rigtig glade for at have hende med på holdet," fortæller, direktør i Messe C, Grete Højgaard.