Claas Jaguar 960 vidner om gennemprøvet teknik, med mulighed for masser af avanceret ekstraudstyr.

Claas Jaguar 900-serien starter tilbage i 2008, og bærer Claas' interne modelserienummer 494. Modelserien bliver løbende opdateret og forbedret, og slutter først i produktionen i 2013, hvor den bliver afløst af 497-modelserien, der produceres i årene 2014-2016.
Alle de opdateringer der blev lavet på Claas Jaguar 900-serien i årgang 2008-2013 (494), er at finde på 900-serien årgang 2014-2016 (497) som vi i denne PowerFocus har kigget nærmere på.

Det gør at en Claas Jaguar 960 (494) og en Claas Jaguar 960 (497) teknisk set er ens hvis man kigger på snitterenhed, drivlinje og motorer. Alle Jaguar modellerne er opbygget efter Claas Power Systems princippet (CPS), der i al sin enkelthed går ud på højst mulig virkningsgrad og dermed god brændstoføkonomi.

Ligeledes i kabinen, vil den erfarne Jaguar-chauffør hurtigt føle sig hjemme, da armlæn og display er arvet fra den tidligere model.
Der har været fokus på lettere serviceadgang samt opdateringer i kabinen, under udvikling af Claas Jaguar 900-serien (497). For eksempel kan højre motorhjelm drejes langt ud til siden, for at lette adgangen til rummet bag snitterenheden når corn-crackeren skal ind og ud. Afskærmning og lignende er lette at afmontere til rengøring.

Bagakselen på denne Jaguar 900-serie (497) er udskiftet med ny og stærkere model.
Jaguar 900-serien (497) kan udstyres og opdateres, så den skiller sig ud fra tidligere modeller, og det tager vi en gennemgang af i denne PowerFocus.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den efterfølgende 900-serie (498, 499 og 502), er igen opdateret på flere punkter så som foraksel, hydrostat med mere, og man kan tilvælge differentialespærre på bagakselen, luftudstyr på bagakselen, og hydraulisk træk til forsats.
Desuden justeres svøb under snittercylinder automatisk sammen med modskær, og ikke manuelt som på denne 960 (497).

Den nuværende modelserie 900 kan vælges med bælteundervogn og har betegnelsen 499, eller med hjulundervogn og hedder 502. Fælles for dem begge er C-Motionarmlænet i kabinen der er opdateret med Cebis touchskærm. Der har også været fokus på bedre ergonomi i kabinen, og lavere driftsomkostninger for ejeren.

Den Claas Jaguar 960 (497) vi kigger på her, er til salg hos AP Jørgensen i Ribe. Det er en årgang 2016, og tælleren viser 1722 snittertimer og 2205 motortimer. Motoren er den kendte 16-liters V8 fra Mercedes-Benz, på 653 hestekræfter. Maskinen er godt udstyret med blandt andet udbytte- og tørstofmåler, Autopilot (rækkestyring), Stop-rock stendetektor og Autofill vognfyldesystem.
Denne Claas Jaguar 960 er til salg for 1.595.000 kroner.

Velkendt motorteknologi

Kaster vi et blik i motorrummet, finder vi kendt motorteknik fra Mercedes-Benz, som Claas har benyttet sig af i mange år. For at overholde emissionskravene bliver der tilsat AdBlue til udstødningssystemet. Denne maskine er med Claas' Dynamic Power system, hvilket betyder at motoren automatisk optimerer motorydelsen ud fra belastningen. Motoren ydelse reguleres kontinuerligt til det mest økonomiske drejningsmoment, og der spares op til 12 procent brændstof.

Det kommer især til gavn i græssæsonen hvor der ikke er brug for alle hestekræfterne, og skåner både drivlinjen og brændstofudgifterne.
De senere modeller 960 bliver udstyret med en 16 liters Mercedes-Benz motor med seks cylindre. Den yder det samme som V8'eren og er mere brændstoføkonomisk. Den sekscylindrede motortype er med common-rail dieselindsprøjtningssystem, og her fungerer Dynamic Power muligheden væsentligt bedre.

Den store kølerpakke der er monteret imellem motor og snitterenhed sørger for at holde temperaturen på vand og olier i skak under arbejdet. Kølervingen er trukket fra motoren med remme, og med variabel kobling kan hastigheden reguleres efter behov, til gavn for brændstoføkonomien. Claas kalder denne teknologi for Dynamic Cooling.

Indføring og snitterenhed på denne snittermodel er ikke ændret væsentligt fra tidligere. Der er lavet nogle forstærkninger, for at kunne klare de ekstra hestekræfter. Det kan man se på indføringsvalsernes kraftigere medbringere. Snittercylinderen er på 750 millimeter i bredden, og 630 millimeter i diameter. Denne snitter er med 28 knive, og giver en teoretisk snitlængde på 4-31 millimeter.

Kastevinger på blæseren kan udstyres med tre forskellige typer vinger, samt slidplader i tuden kan også være af forskellig hårdhed og levealder. Denne maskine er udstyret med Autofill vognfyldesystem, der ved hjælp af et kamera på tuden selv kan fylde vognene op.

Skal man bruge rækkestyring på majsskærebordet, er det vigtigt at kontrollere om maskinen er udstyret med Autopilot, da det er ellers kan blive en ret dyr omkostning at eftermontere. Finsnitteren vi kigger på her, er med Autopilot.

Komfortabel kabine

Kabinen på denne Jaguar er stort set uændret i forhold til tidligere model. I 2014 blev kabinen opdateret med dobbelt lamineret glas med antirefleksbehandling, for at sænke støjniveauet samt lysreflekser. Udvendigt blev kabinen opdateret med bland andet LED-arbejdslys.
Cebis-displayet i farver og kørehåndtaget er velkendt Claas teknik og let at betjene. Der findes forskellige muligheder for valg af førersæde, denne maskine er monteret med drejbar komfortsæde med både varme og køling i sædepuderne.

Hjulmonteringen på denne Claas Jaguar 960 er 900/60R 38 i for, og 620/70R 30 i bag. De store hjul højner komforten til chaufføren, og hjælper godt med til at bære maskinen oppe når det bliver blødt.
Denne maskine er udstyret med to-strengs luftregulering på forakselen, med en fyldeslange og en kontrolslange giver det hurtigere fyldning/aftapning med kontinuerlig måling af lufttrykket. Værdierne for minimun og maksimum dæktryk forvælges i Cebis-terminalen. Luftreguleringen er til gavn for både komforten og marktrykket.

Gør brug af eksperter

Er du ikke selv erfaren Jaguar-kender, er det en god ide at få finsnitteren gennemgået af en specialist før køb. I løbet af en arbejdsdag, kan en erfaren Jaguar-specialist gennemgå hele maskinen, og danne et overblik over maskinens stand og hvordan økonomien ser ud for at klargøre finsnitteren.

- Skal man nævne tre fokuspunkter man selv kan holde øje med, så er det slid på knive, kastevinger og slidplader, slør i lejer i indføring og om maskinens opsætning lever op til brugerens behov, fortæller Ib Ibsen, værkfører hos AP Jørgensen.

- Det er også vigtigt at kigge på standen af corn-crackeren. Om valserne er hakkede og slidte, for det kan hurtigt koste mange penge at skifte disse valser.

I Jaguar 900-serien (497) blev der introduceret et nyt corn-cracker koncept, som i korte træk er kendetegnet af kraftigere konstruktion, lejer med mere. Den nye type corn-cracker kan kendes på at den er malet i Claas-grøn, mod tidligere sort.

Corn-crackeren kan desuden udstyres med tre forskellige valser og udvekslingsforhold, så her skal man være opmærksom på hvad kravet er, tilføjer Erik Nielsen, snittermontør hos AP Jørgensen.

Der findes både 200 millimeter og 250 millimeter valser til corn-crackeren, og udvekslingen kan ændres mellem 30 og 40 procent. Derudover findes der shredlage valser, der kører med 50 procent udveksling.

Hos AP Jørgensen hvor denne finsnitter står til salg, sælger man hvert år 10-15 nye Claas-finsnittere, og lige så mange brugte til ind- og udlandet. Det høje antal af Claas-finsnittere giver en masse erfaring til de specialiserede finsnittermontører, og det beskæftiger tre-fire mand hos AP Jørgensen.

- Det giver en tryghed for kunden, at vi har så mange års erfaring, og med flere specialister også en sikkerhed for hurtig og sikker hjælp, fortæller Ib Ibsen fra AP Jørgensen.

En Claas Jaguar finsnitter skal holdes løbende ved lige, for at give den bedste snitkvalitet og undgå dyre nedbrud. Det er også vigtigt at knive er skarpe under arbejdet, og skiftes når de er slidt op, ellers koster det på brændstoføkonomien og kapaciteten.

Tekniske data Claas Jaguar 960 (497)