Hos Henriks Markservice har de nu i 10 år etableret raps med deres gyllevogn, og fremtiden byder på endnu flere raps.

Hos Henriks Markservice kan de bedst lide at skille sig ud fra flokken, og det er også en af grundene til at de for ti år siden, begyndte at så raps med deres gyllevogn.

- Når vi skiller os ud fra flokken, så er det, at det bliver sjovt, og dermed kan vi også udfordre os selv. Vi bliver selvfølgelig også nødt til at lave nogle standard maskinstationsopgaver, men de sjoveste opgaver er dem, hvor man skal tænke sig om, før man begynder, fortæller Henrik Pedersen, indehaver af Henriks Markservice.

rich-media-1
- Når man har noget, som alle de andre ikke har, så stiller det krav til både udstyret og chaufføren. Foto: Emil Samsø Møller.

2020

2020 har været et specielt år på mange måder, og hos Henriks Markservice er det ikke en undtagelse. Her er rapssåningen forløbet helt uden problemer, fra hverken vejret eller maskinerne, og det er noget de sætter pris på. Rapssåningen er ofte plaget af dårligt vejr til etableringen, men i år har der været tørt og varmt og dermed gode betingelser for at lave et godt stykke arbejde.

- Det er altid rart, når det hele bare kører, og vi ikke skal generes af vejret. Vi har i år sået 605 hektar på blot 16 dage, og i 14 dage kørte vi i døgndrift for at følge med efterspørgslen fra kunderne. Vi har udnyttet kapaciteten, så godt vi kunne, og der har ikke været meget luft i år, forklarer indehaveren.

Der er allerede nu planer om en udvidelse af maskinparken til næste år, så der er plads til endnu flere hektar og kunder.

- Vi har planer om, at vi skal køre med to maskiner næste år, den nye maskine kommer til at ligne den vi har kørt med i år, så til næste år skulle vi gerne køre med to identiske maskiner, lyder det fra Henrik Pedersen.

rich-media-2
Efterspørgslen har været stor, og til næste sæson regner Henrik med at der er to identiske sæt klar til at etablere raps. Foto: Emil Samsø Møller.

Det første år

Det første år med såningen af raps skete ved, at rapsfrøene blev drysset ud på jorden og derefter blev trykket ned af et trykhjul. Denne løsning fandt kun sted det første år, hvorefter systemet blev opdateret.

- Efter den første sæson blev der monteret et Horsch såaggregat, for at sikre en ens sådybde og dermed en mere ens fremspiring. Den nye løsning kørte vi derefter med i otte år, og først til sæson 2020 har vi ændret i opbygningen. Vi har en kapacitet på omkring to hektar i timen, med maksimalt en kilometer til beholderen, men mængden af gylle har også en stor betydning, forklarer Henrik Pedersen.

rich-media-3
Kapaciteten er på omkring to hektar i timen, men afstanden til gyllebeholderen og mængden af gylle, der skal tildeles, har stor betydning. Foto: Emil Samsø Møller.

Opdateringer til sæsonen

Til denne sæson er der blevet konstrueret en helt ny opbygning på såenheden der er monteret på gyllevognen. Selve såaggregatet var før placeret på rammen til nedfælderen, men den nye opdatering giver nye fordele og muligheder. Arbejdsbredden er på seks meter og en rækkeafstand på 37,5 centimer, og der arbejdes normalt i en dybde på 25 centimeter.

- Vi har på den nye opbygning fastgjort såaggregatet til pakvalsen, og dermed styres sådybden ved hjælp af pakvalsen i stedet for dybden på harven. Dermed har vi bedre styr på sådybden, og specielt i bakket terræn ser vi fordelen, forklarer Henrik Pedersen.

rich-media-4
Arbejdsbredden er seks meter og en rækkeafstand på 37,5 centimeter. Foto: Emil Samsø Møller.

Bedre udnyttelse

I perioden hvor der skal etableres raps, er det som regel lidt stille med arbejdet til gyllevognene, og det vil Henrik forsøge at lave om på med dette koncept, og dermed udnytte gyllevognen bedre. For at få endnu mere ud af det ene sæt som har kørt i år, har det været nødvendigt at køre med en ekstra gyllevogn, som har hentet gyllen i beholderen og derefter pumpet det over i gyllevognen med såenheden. Dermed kan kapaciteten forhøjes, og dermed har det været muligt for Henriks Markservice at nå det etableret areal.

- Jeg går med den overbevisning, at når man har investeret i en maskine, så skal den køre så meget som muligt, og med dette koncept kan jeg få flere timer til mine gyllevogne. Det er normalt en stille periode, når der skal etableres raps, men hvis vi kan komme afsted med gyllevognen og køre som i år, har vi omkring 14 døgns mere arbejde på gyllevognen hver sæson, afslutter Henrik Pedersen.

rich-media-5
- Når man har investeret i en maskine, skal den køre så mange timer som muligt. Foto: Emil Samsø Møller.