På de over 1.000 hektar med grøntsager hos den midtjyske grøntsags-producent, Axel Månsson, kører der mange specialmaskiner, som man ikke ser ret mange steder i det øvrige danske landbrug.

Det gælder også for de to Samson-gyllevogne, som klarer gødningstildelingen i både de økologiske og konventionelle grøntsager, hvoraf den økologiske produktion udgør cirka 60 procent af de 1.000 hektar. Og så alligevel. For de to Samson-gyllevogne er et langt stykke hen ad vejen tæt på en standard gyllevogn - uden helt at være det alligevel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var faktisk ét af de vigtige parameter for os ved investeringen i de to gyllevogne. Det skulle være to gyllevogne, som ikke var speciallavet, og dermed så tæt på en fabriksløsning som muligt, og de skulle samtidigt passe præcis til vores behov, fortæller Jonas Lauth Pedersen, som er driftsleder for marken hos Axel Månsson.

rich-media-2
Driftsleder Jonas Lauth Pedersen og den faste chuaffør på den ene af de to gyllevogne: Marcyvidas Reysonas, som kommer fra Lithaun, men har arbejdet hos Axel Månsson i flere år.

Følger rækkerne

Opgaven for gyllevognene lyder enkelt: Der skal nedfældes gylle imellem de voksende grøntsager. Men opgaven bliver alligevel en smule kompliceret, idet vognene skal nedfælde over tre bede med hver fem rækker grøntsager med en sporvidde på to meter og 12,5 centimeter. Samtidig må dækkene ikke være bredere end 380 millimeter. Ikke nok med det, så er det traktorens GPS, der skal kunne styre gyllevognene for at lade dem følge så præcist i rækkerne som overhovedet muligt.

Dermed er der tale om en specialopbygning, men for den midtjyske grøntsagsproducent, som havde forsøgt sig med en specialopbygning tidligere, var man meget bevist om, at gyllevognen skulle være så tæt på en fabriksløsning som overhovedet muligt.

- Vi henvendte os til Samson Agrolize i Viborg og spurgte til, om de vil være med til projektet. Det førte til, at man i foråret 2019 tog den første vogn i brug, og det gik så godt, at vi købte en vogn magen til, som blev leveret til foråret 2020, fortæller Jonas Lauth Pedersen.

rich-media-3
Man råder nu over to Samson PGH 15 hos Alex Månsson.

Hos Samson Agrolize fortæller værkstedschef Kresten Møller, at man har forsøgt med så mange fabriksløsninger som muligt for at opnå Månssons ønsker:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er tale om en Samson PG II 16, som er en 16 kubikmeter gyllevogn. Der er blevet monteret andre BPW-aksler på vognen, for at imødegå kravet om en skarpere venderadius og større hjuldiameter. Men det er eksempelvis med samme hjullejer og bremser som en standard vogn, fortæller han, og påpeger hjulstyringen som den del, der er ændret mest på vognene:

- På gyllevognen er der monteret en John Deere GPS-antenne, som snakker sammen med antennen på den John Deere-traktor, som kører med vognen. Denne redskabsstyring bestemmer over gyllevognen i marken, og korrigerer dermed hjulakslerne, så vi er sikre på, at gyllevognen bliver meget præcist i rækkerne.

rich-media-5
Der er aktiv redskabsstyring på gyllevognen.

Samson Agrolize har valgt at kalde gyllevognene fra PGH, hvor H'et står for Horticulture, hvilket henviser til planteavl med grøntsagsproduktion for øje.

Præcise doseringer

John Deere GPS'en bruges ikke kun til at navigere gyllevogns-trækket rundt på marken, så der køres så lidt i grøntsagerne som muligt - GPS'en styrer også doseringen samt dokumentationen af det udførte arbejde.

- Når man har med grøntsager at gøre, som skal spises uden yderligere forarbejdning, så er det utrolig vigtigt, at eksempelvis salaten er så lækker grøn, som overhovedet muligt. Planternes farve afhænger blandt andet af den mængde gødning vi tildeler dem, og derfor kan doseringen ændre sig utrolig meget fra mark til mark, fortæller Jonas Lauth Pedersen som bestemmer doseringen udfra blandt andet jord- og blad-analyser og jordbundsforhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-7
Et eksempel på en tildelingsfil og dokumentation fra John Deere mangement-programmet: JD Link.

- Derudover er det meget vigtigt, at vi kan dokumentere præcist, hvad vi har tildelt af gødning i de enkelte grøntsags-kulturer, og både dokumentationen samt doseringen er noget, vi lægger ud til gyllevognene igennem John Deeres management program - JD Link.

Det betyder også, at Samsons SlurryMaster-gyllecomputeren snakker sammen med John Deeres autostyring, som dels sender information til gyllecomputeren om den aktuelle dosering, der skal nedfældes, og der sendes information retur om, hvad der blev tildelt på den enkelte mark.

rich-media-8
Samson SlurryMaster-computeren og John Deere-terminalen snakker sammen over Isobus, hvilket gør både tildeling og dokumentation mulig.

Hos Axel Månsson har man endda taget skridtet videre, og i flere år forsøgt sig med NIR-sensor fra John Deere til at bestemme gyllens helt præcise indhold og doserer ud fra disse data.

- Men NIR-sensorerne var simpelthen ikke præcise nok sammenlignet med de laboratorietests, som vi tager af gyllens indhold. Derfor droppede vi NIR-sensorerne for et par år siden, forklarer Jonas Lauth Pedersen.

I dag kommer al gyllen dog over et biogasanlæg, og på den måde har man en sikkerhed for, at gyllen er så homogen som muligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Opvarmet gylle er mere homogen og lettere at optage for planterne, og dermed bruger vi mindre gylle.

Altid ren gyllevogn

De to PGH gyllevogne fra Samson er desuden udstyret med ejektor, så gyllevognen kan suge vakuum i pumpetårnet og dermed ansuge fra tragt.

- Gyllevognen gemmer 300 liter gylle for at skabe vakuum, og dermed kan vi læsse gylle igennem tragter, og behøver på den måde ikke have fyldetårnet under gyllen ved læsning. Det betyder, at vi har så rene gyllevogne som muligt, fortæller Jonas Lauth Pedersen, og påpeger, at langt størstedelen af gyllen bringes i marken med lastbiler og læsses enten direkte over eller i en buffertank.

Grunden til, at navnet på gyllevognene er PGH 15, og ikke 16, er de de større hjulkasser, som tager en hel kubikmeter af rumindholdet.

rich-media-10
Én af de to PGH-gyllevogne hos Alex Månsson.