Hos Iversen Markservice er der fokus på alt andet end det de andre gør, og det er det der er med til at skabe en spændende og alsidig hverdag for David som er indehaver af Iversen Markservice. David har tidligere været ansat på en maskinstation og under en tur til Holland, kom ideen til det han laver i dag.

Der har i mange år været stor fokus på dræning i Holland, dog på en mere utraditionel måde en den vi normalt ser herhjemme. Dræningen foregår med en scraper, som afretter markerne så de får det rigtige fald eller fylder lavninger på marken for at mindske risikoen for at der kan stå vand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-3
I 2016 afrettede Iversen Markservice denne mark, og nu fire år efter er der ingen lavninger, hvor der står vand. Der er lavet fald ud mod grøfterne i marken. Foto: Emil Samsø Møller.

- Jeg kunne hurtigt se at der var et marked for denne specielle dræningsform herhjemme, og det var det der blev startskuddet til Iversen Markservice, forklarer indehaver David Iversen.

Det kræver præcision

Det hele ser let og elegant ud når den store bæltetraktor lister hen over marken med den 7,5 meter brede scraper. Det er bare ikke tilfældet. Det kræver både viden om jordforholdene, muldlaget og ikke mindst markens udformning. Derudover kræver det rigtig meget af chaufføren som hele tiden skal vurdere hvordan opgaven skrider frem.

- Det ser meget tilfældigt og nemt ud når man står på sidelinjen og kigger på traktoren der kommer forbi med scraperen fyldt med jord, men jeg skal hilse og sige at, det kræver meget mere end blot en stor traktor og en scraper. Der skal en masse viden og en hel del erfaring til for at dette giver et resultat der kan bruges til noget, understreger David Iversen.

rich-media-4
Det kræver kendskab til maskinen og viden om jordforhold for at arbejdet kan udføres korrekt. Foto: Emil Samsø Møller.

Det startede i 2012

Det hele startede tilbage i 2012 hvor David investerede i den første scraper. Scraperen var af mærket AP og blev trukket af en ældre Fiat 160-90. Allerede i vinteren 2013 blev AP-scraperen opgraderet til en nyere model, dog med mere udstyr.

- Grunden til at jeg skiftede den første ud efter blot nogle får år var fordi jeg manglede præcision og det kunne jeg få på den nye. Det nye udstyr var også med til at forlænge sæsonen, da jeg udover marker nu også kunne rette store pladser af til blandt andet store byggerier eller store grus-pladser, fortæller David Iversen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-6
Challenger MT765C bæltetraktoren trækker den store 7,5 meter brede BOS-scraper. Foto: Emil Samsø Møller.

2017 blev året hvor den helt store scraper kom til Iversen Markservice. En scraper på 7,5 meter blev en del af teamet hos David. En scraper i disse dimensioner kræver også en trækkraft og dermed blev der også investeret i en Cat Challenger på bælter til at trække den.

- Når først scraperen er fyldt med jord, så kan man altså godt mærke at den holder igen, men med bæltetraktoren har jeg ikke bare hestekræfter, men jeg kan også overføre dem til trækkraft, forklarer indehaveren.

I foråret 2020 kom der endnu en maskine til Iversen Markservice og denne gang en drænplov. Drænplove er der som sådan ikke noget specielt over, og den har kørt i Danmark i en del år, men grundet dårligt udført arbejde har den fået en del dårlig omtale.

rich-media-7
Soil-Max drænploven skal sikre at det bedst mulige arbejde udføres, også i en kombination med en af de to scrapere hos Iversen Markservice. Foto: Emil Samsø Møller.

- Jeg er ikke bleg for at tage en udfordring op som drænploven. Det var også en udfordring at komme i gang med scraperen, for det var der ikke mange der kendte til. Drænplovens omdømme har ikke været godt, men med den rigtige viden og det rigtige udstyr kan man lave et helt fantastisk stykke arbejde med sådan en, understreger David Iversen.

Det bedste redskab

Der er udstyr på maskinerne for mange penge, og det er alt sammen med til at gøre arbejdet lettere for chaufføren. Men der er ét vigtigt redskab, som man skal benytte, når man arbejder med overfladedræning med en scraper - ifølge David:

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-9
Maskinerne er for eksempel udstyret med nivellerings-udstyr. Foto: Emil Samsø Møller.

- Mit bedste og vigtigste redskab, når jeg er ude at udføre en opgave er og bliver altid håndskovlen, for uden den kan jeg ikke undersøge jorden inden jeg begynder, og jeg kan heller ikke se, hvordan det udvikler sig i løbet af processen. Jeg skal være sikker på hvilken jord jeg har med at gøre, og jeg skal være sikker på at flytte jorden fra det rigtige sted, forklarer David Iversen.