Tilskudsordninger og fordelagtige priser på el får i stor stil tyske og hollandske landmænd til at investere i batteridrevne minilæssere. Det mærker man blandt andet i Holland, hvor Giant har stor succes med virksomhedens første batteridrevne minilæsser. Læsseren har modelbetegnelsen G2200E, og lige som Giant G2200, der drives af en trecylindret dieselmotor, vejer læsseren 2,2 ton og har en løftekapacitet på 1.650 kg. Begge maskiner leveres også i version X-TRA, hvor løftekapaciteten er øget til 2.200 kg.

Dieselmotoren i G2200 yder 19 kW, mens der i den elektriske pendant ligger to elmotorer på henholdsvis 6,5 og 12 kW. Den lille motor klarer fremdriften af maskinen, mens den store motor udelukkende trækker hydrauliksystemet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Batteriet på Giant G2200E kan enten oplades med en indbygget lader, der tilsluttes 230 volt eller via en ladestander med en kapacitet på op til 300A.

Ufarligt at betjene og servicere

Giant G2200E leveres med lithium-ion batterier i tre forskellige størrelser og med kundetilpassede ladesystemer.

- Lithium-ion batterier er en højteknologisk og forholdsvis dyr løsning. Til gengæld får kunden en løsning, der ikke kræver vedligehold, er hurtig at lade og som har meget lang levetid. Da vi samtidig anvender batterier med en spænding på 48 volt, er el-systemet ufarligt og kan derfor betjenes af alle, siger Toine Brock, der er grundlægger og indehaver af Giant.

Samarbejder med pioner

Giant tilbyder batterier på 260 Ah, 390 Ah og 520 Ah. Ved normalt arbejde estimerer Giant, at batterierne rækker til henholdsvis fire, seks og otte timers arbejde.

Læsseren kan leveres med indbyggeded ladere med en kapacitet på enten 40A eller 60A. Begge ladere tilsluttes 230 volt og kan derfor lades hvor som helst.

- Er der behov for en hurtigere og mere effektiv opladning samarbejder vi med Jungheinrich, der er pioner inden for elektrisk drift, af blandt andet gaffeltrucks. Fra den tyske producent tilbyder vi stationære ladere på 40 til 300 ampere. De kraftige ladere kan genoplade et fladt batteri til 50 procent på cirka en halv time, siger Toine Brock og tilføjer, at batteriet som minimum klarer 3.000 opladninger og 3.000 timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forventer stigende efterspørgsel på eldrevne læssemaskiner, og derfor arbejder Giant også på at udvikle både større og mindre maskiner på el. Han ser også et potentiale i hybridmaskiner, der kan køre på både el og dieselolie.

rich-media-4
Giant G2200E leveres med lithium-ion batterier i tre forskellige størrelser, og på både batterier og opladere samarbejder Giant med Jungheinrich, der har stor ekspertise på området.

Efterspørgsel uden for landbruget

Hos Brdr. Holst Sørensen, der er den danske importør af Giant, er det ikke landmænd der står i kø for at investere i elektriske minilæssere. Til gengæld har importøren leveret adskillige elektriske læssemaskiner til andre brancher.

- De lydløse og emissionsfrie minilæssere leveres blandt andet til entreprenører og anlægsgartnere, der arbejder i miljøzoner, og på steder hvor der ikke accepteres støj. Maskinerne er også ideelle til arbejdsopgaver hvor der arbejdes inden døre, og hvor luften ikke må forurenes. I Norge anvendes de elektriske maskiner også til snerydning, og derfor er vi glade for, at vi fra efteråret kan tilbyde Giant G2200E med lukket kabine, siger Willi Jønsson, Brdr. Holst Sørensen.

Maskinen med batteri koster cirka 50 procent mere end en tilsvarende læsser med dieselmotor.