Landmanden har mere end nogensinde brug for at holde styr på samtlige midler i kemirummet. Det kan app'en KemiTjek hjælpe med.

Landmand Peter Poulsen fra Ørsted på Djursland hiver sin smartphone op af lommen. Et enkelt klik og han er klar til at scanne stregkoderne på emballagen på sine produkter i kemirummet. Han får straks svar på, om midlet er lovligt at anvende og opbevare.

Nye tal viser, at der er blevet fundet forbudte midler i kemirummet ved en tredjedel af landets landmænd. Det kan eksempelvis være for gamle midler med dansk etikette, midler med udenlandsk etikette eller midler, som indeholder aktivstoffer, som er forbudte i EU.

- Vi er inde i en periode, hvor der er rigtig mange midler, som bliver trukket af markedet eller snart bliver det. Det kan være svært at holde styr på, men det er rigtig vigtigt, at man får gennemgået alle sine produkter nu, siger landmand Peter Poulsen.

Få ryddet op

Anbefalingen lyder på, at landmanden skal rydde op i kemirummet mindst to gange årligt. På den måde undgås bøder ved kontrol. Bøden for opbevaring af et ulovligt dansk middel er mindst 5000-10.000 kroner, og bødestørrelsen stiger jo større mængde ulovlige midler, der opbevares.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Jeg har selv gennemgået hele kemirummet med app'en. Jeg har skrevet udløbsdato på hver enkelt dunk. På den måde ved jeg præcis, hvornår jeg skal på genbrugspladsen med det, som jeg ikke længere må bruge. Vi ser af og til landmænd, som hamstrer midler, når de hører, at de bliver forbudte. Det skal de lade være med. Der er ingen grund til at læsse penge af på genbrugspladsen, når de bliver forbudte, siger Peter Poulsen.

Alle pesticider skal være forsynet med en dansk etikette. Der er givet store bøder for opbevaring af dunke, hvor etiketten er faldet af. Dette sidestilles af kontrollen med opbevaring af ulovlige midler.

- Kemirummet skal være rent, ordentligt og så skal etiketterne naturligvis sidde fast på dunken. Har du en lille rest, som snart løber ud, så skal du sørge for at få den brugt eller køre den på genbrugspladsen med det samme. Ellers risikerer du, at den står på lageret ved en kontrol. Det er både dumt, og man får en stor bøde, siger Peter Poulsen.