Netop nu er den danske importør Ølgod Maskinforretning i gang med en række markdemonstrationer for at udbrede kendskabet til Claydon TerraStar, der er en spaderulleharve, hvor to skråtstillede aksler med 68 tætsiddende spidse vinger arbejder i markens allerøverste lag, skriver Ølgod Maskinforretning i en pressemeddelelse.

Den kan både arbejde i stub og opblande halm- og stubrester med jorden, rive græsmarker op inden omlægning, bekæmpe snegle i efteråret, hjælpe til med at genskabe en drænende effekt i sammenkørt jord, opblande husdyrgødning og stub og meget mere, men uanset hvilken opgave den skal løse, arbejder den udelukkende i de øverste cm af marken. Det sørger et par solide bærehjul for, skriver maskinforretningen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De roterende knive skærer små lommer i jorden, men holder samtidig jordoverfladen intakt, så den kan bære de efterfølgende maskiner, forklarer Steen Olesen fra Ølgod Maskinforretning.

- Man kan næsten sammenligne overfladen på den bearbejdede mark med en æggebakke.

Han har lige kørt på en udtjent græsmark, hvor harvens tænder rev græsset op i "totter". Efter et par overkørsler lå græstotterne frit i solen, men markens dybere lag er ikke forstyrret, og den er stadig kørefast, hvilket er en stor fordel, hvis man for eksempel vil køre gylle ud efterfølgende.

Et godt falskt såbed koster ukrudtet livet

Når Claydon TerraStar arbejder i stubmark, arbejder den typisk dybere end en strigle, men slet ikke så dybt som konventionelle harver. Den opblander stub og halmrester med de øverste cm jord og efterlader ukrudtsplanter ovenpå jorden til udtørring. Samtidigt skaber den et optimalt falskt såbed for spildkorn og frøukrudt, der så enten kan slås ihjel ved næste gennemkørsel eller måske strigles væk, skriver Ølgod Maskinforretning.

Den bedste bearbejdning af plantevækst og stub fås ifølge Steen Olesen ved en hastighed på 15 kilometer i timen. Ved denne hastighed kan der bearbejdes cirka ni hektar pr. time med en almindelig 150 hk som drivkraft.