TEST. Femte generation af Subarus mellemstore SUV-model hedder Forester e-Boxer.

Det lille "e" fortæller, at Subaru har puttet noget strøm ind i drivlinjen. Nemlig en lille elmotor på 17 hestekræfter og 65 newtonmeter. Den hjælper benzinmotoren under acceleration, men sørger også for at putte strøm ind i det tilhørende batteri, der ligger over bagakslen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når man bremser eller slipper speederen, skifter elmotoren om til generatordrift og sender strøm ind i batteriet. ifølge Subaru betyder det, at benzinforbruget er reduceret med cirka 11 procent. På papiret klarer den at køre 12,3 kilometer pr. liter efter den nye WLTP-norm.

Et dejligt vibrato

Så ja, den nye Forester er altså blevet en hybrid. Dette er sket ikke mindst af hensyn til miljøet og økonomien. Men som med så meget andet er det sådan, at får man noget, så mister man noget andet. I dette tilfælde har vi fået en el-motor, men mistet en turbo.

Det skal med det samme siges, at elmotoren skubber godt fra land, og den giver en hånd med under mellemaccelerationer på motorvejen. Men der skal i sagens natur trædes lidt forsigtigt på speederen, ellers vil benzinmotoren tage 100 procent over. Og det betyder så, at man har en to-liters sugemotor med 150 heste at gøre godt med. Men det er nu heller ikke så dårligt, for det er en sprød og omdrejningsvillig boxer med et dejligt vibrato.

Boxeren er støjsvag når man cruiser afsted på lande- og motorvej. Træder man hårdt på speederen, kommer den godt op i omdrejninger. Det er den trinløse gearkasses måde at arbejde på. Det trinløse er dog ikke helt rigtigt. Faktisk har den indbygget seks "skiftepunkter", så den - under moderat acceleration - faktisk både lyder og føles som en 7-trins converter-gearkasse. Det er en ganske lækker finesse.

Dyderne er i behold

Når alt dette er sagt, så er der i den nye Forester ikke rokket ved de traditionelle dyder, som kendetegner en Subaru: Den har permanent firehjulstræk og et relativt lavt tyngdepunkt i kraft af en flad boxermotor. Gearkasse, motor og kardanaksel er placeret symmetrisk på en lige linje, hvilket giver en god vægtfordeling og balance. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi kan godt slå fast, at 4x4-systemet er en af bilens store styrker.

På asfalten er den som andre Subaruer en køreglad bil, og i terrænet er den efter vores mening et hestehoved foran SUV-konkurrenterne i prisklassen. 

Der er ikke noget reduktionsgear, og der findes ikke nogen dieseludgave af Forester. Men den elektriske motor supplerer benzinmotorens trækkraft. En elmotor har som bekendt sit maksimale moment fra starten og giver et godt ekstra moment, når underlaget byder på udfordringer.

Firehjulstrækket har tre indstillinger alt efter hvilket underlag, man kører på, og der er hill descent control, som holder bilen under kontrol på stejle nedkørsler. Desuden har bilen en god frihøjde på 22 cm, så vi kan godt slå fast, at 4x4-systemet er en af bilens store styrker.

Funktionel kabine

I kabinen fornemmer man, at det funktionelle aspekt er i højsædet. Alt virker godt skruet sammen, og man sidder rigtig godt i sædet. Kabinen er rummelig, udsynet er fremragende til alle sider, og der er et godt udbud af moderne sikkerhedsudstyr. 

Et stereokamera i forruden scanner 110 meter fremad og er koblet sammen med for eksempel aktiv linjevogter, adaptiv fartpilot, blindvinkelkontrol og automatisk nødbremse, der i øvrigt også virker når man kører baglæns.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et andet kamera vender den anden vej og filmer førerens ansigt. Kameraet kan se, hvis man er træt eller uopmærksom. Det kan også genkende op til fem chauffører og huske hver persons indstillinger af sæde, rat og spejle.

Kabinen er også et sikkert sted at sidde. Forester fik nemlig de maksimale fem stjerner i crashtesten hos EuroNcap.

Konklusion

Vi oplever Subaru Forester som en komfortabel og letkørt bil. 
Den har masser af moderne sikkerhedsudstyr og måske det bedste firehjulstræk i sin prisklasse.

Der er også fokus på funktionalitet og udsyn, og det er et kendemærke for modellen, at den har et godt vejgreb på asfalten og en ganske fin køredynamik, når man tager i betragtning, at bilen også er godt affjedret til terrænkørsel.

Som varebil er prisen landet på konkurrencedygtige 328.000 kroner plus moms for den billigste udgave, og som personbil koster den lige under 460.000 kroner. Testbilen er den dyreste personvognsudgave, og den koster lige under 575.000 kr.