Der køres i disse dage gylle ud i store mængder, og på bagrund af vinterens enorme mængder regn, er der øget risiko for, at presset fra grundvandet kan give trykskader på gylletankene, når disse tømmes.

Det er blandt andet på denne baggrund, at Topdanmark og Seges har udviklet en ny gylletankløsning. Den fungerer ved, at Topdanmark får adgang til data fra sensoren på gylletanken. Disse data opsamles og bearbejdes af en IoT-platform (Internet of Things). Resultaterne gøres herefter tilgængelige på Landmand.dk. Og der tikker desuden en SMS ind, hvis niveauet i tanken falder drastisk. Det kræver naturligvis, at landmanden har tilmeldt sig løsningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forebygger gylleudslip

"Den direkte adgang til data om en given gylletanks kapacitet gør det lettere at planlægge gyllehåndteringen og brugen på markerne. Det giver også en sikker indikation på, hvornår man ikke længere skal fylde mere gylle på tanken - og om niveauet er ved at blive kritisk lavt. På den måde kan vi undgå skader og gylleudslip. Ifølge vores plan skal løsningen rulles ud hos et større antal landmænd i løbet af 2020. Herefter vil der blive foretaget en grundig evaluering."

Det skriver Topdanmark på sin hjemmeside.

Skader på gylletanken sker som regel, når gyllestanden i tanken når et kritisk lavt niveau. Det gør, at presset fra grundvandet kan føre til revner i tanken. Dette kan være til stor gene og blive en omkostningsfuld affære for forsikringsselskabet. Samtidig kan det have store negative konsekvenser, hvis gylle siver ud i jorden.