Slæbeslangebomme vokser i bredde fra tidligere 24 meter nu op til 36 meter i bredden - og Harsø Maskiner vokser med.

Produktionsvirksomheden har de sidste 50 år været placeret på gården Højvang i Fåborg mellem Grindsted og Esbjerg og har specialiseret sig i udvikling og produktion af en bred vifte af produkter indenfor gyllehåndtering. I løbet af de 50 år er antallet af haller vokset støt og roligt til nu 11 haller. Senest har Harsø Maskiner udvidet med en stållagerhal på 1.000 kvadratmeter og en montagehal på 1.300 kvadratmeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den nye montagehal har givet en helt anden arbejdsgang. Den tidligere montagehal var kun 25 meter lang, så det gav nogle udfordringer, når vi skulle montere i fuld bredde. Det krævede, at vi måtte gå udenfor, men det er vi fri for nu, fortæller Harry Højvang, indehaver af Harsø Maskiner, mens han viser rundt i de mange haller, der er bygget på hinanden efterhånden som virksomheden er vokset.

Men maskinfabrikken er ikke færdig med at vokse i størrelse og udvide sortimentet. På nuværende tidspunkt ligger en ansøgning på bordet hos Varde Kommune om tilladelse til at bygge endnu en hal på 2.000 kvadratmeter til samlingen. Den nye hal skal bruges til lagerhal, da virksomheden er ved at vokse ud af den nuværende lagerkapacitet. Samlet har virksomheden cirka 10.000 kvadratmeter under tag.

rich-media-2
Montør Hans Fuchs glæder sig over, at han kan stå indendøre og montere gyllesprederne i den nye hal. Foto: Marianne Nørmark.

Patenter

Hele gylle-sortimentet udspringer fra Fåborg og når ud til stort set alle gylleproducenter i Europa. Nogle af de største samarbejdspartnere ligger i Finland, Sverige, Tyskland og Holland. Harsø har også fået kontakt til en forhandler i Australien.

Harry Højvang startede det hele og er stadig virksomhedens opfinder. I dag kan virksomheden bryste sig af at være indehaver af 40 patenter indenfor gyllehåndtering.

Senest har Harsø taget patent på en Klap-I-Ventil til at sætte på indsugningen på læssepumper til for eksempel gylletrailere for at undgå spild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Harry Højvang fortæller, at Harsø løbende har måtte slås for at beskytte sine patenter mod konkurrenter, der har kopieret Harsø-produkterne.

Ny aftaler

Virksomheden har netop indgået et samarbejde med Gøma Viborg om, at Harsø leverer gyllebomme og spredeudstyr til Gømavogne.

For seks-syv år siden indgik Harsø også en samarbejdsaftale med VM i Tarm om produktion af læssepumper. Dette samarbejde har betydet ekstra travlhed i Fåborg, og er en af grundene til, at maskinfabrikken må udvide med nye haller.

Harsø er også i fuld gang med at udvikle og producere pumper og snittere til biogasanlæg til Ribe Biogas A/S, en del af Natur Energy.

- Det er et nyt og spændende marked for os, som vi forventer os meget af, fortæller Harry Højvang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-5
Harsø Maskiner fremstiller gyllespredere i op til 36 meters længde, og det kræver en ligeså bred montagehal. Foto: Marianne Nørmark.

Generationsskifte

Harsø Maskiner beskæftiger i dag cirka 40 medarbejdere. Tre ud af disse er en del af familien Højvang. Harry Højvang har inddraget sine tre voksne børn i familievirksomheden og fordelt ejerskabet i fire lige store andele. Sønnerne Verner og Flemming Højvang er i produktionen, men datteren Birgitte Højvang er i administrationen og altså nu medindehavere.

- Vi nåede at generationsskifte under den blå regeringen, fortæller Harry Højvang.

Det, der startede som en hobby for 50 år siden med udvikling og byggeri af gyllepumper og gyllevogne er nu vokset til en international gyllespecialist.

Harry Højvang er 77 år, men har bestemt ikke tænkt sig at gå på pension. Sammen med sin kone, Karen Margrethe, bor parret på matriklen - nabo til virksomheden, som er en stor og integreret del af deres liv.

- Harry kan slet ikke slippe det, siger Karen Margrethe Højvang.