Ølgod Maskinforretning er blevet BvL-forhandler i et område i Vestjylland, der i en periode har været uden lokal forhandler.

Fra årsskiftet er Ølgod Maskinforretning blevet BvL-forhandler, og skal i tæt samarbejde med den tyske producents nordiske salgsansvarlige, Flemming Hyldgaard, varetage salgs- og servicearbejdet med fokus på et område, der afgrænses fra Grindsted og Billund i øst til Varde i syd og Nr. Nebel i nord. Der har tidligere været en forhandler i området, så der findes allerede mange BvL-vogne på de kanter. Det bliver nu Ølgod Maskinforretnings opgave at servicere de eksisterende kunder og sørge for, at der kommer endnu flere vogne ud at køre, skriver Ølgod Maskinforretning i en pressemeddelelse.

- Vi forventer os meget af den nye forhandling, fortæller Steen Olesen fra Ølgod Maskinforretning.

- Dels er det et rigtig godt produkt med nogle unikke produktfordele. Dels arbejder vi til dagligt i et område med mange kvægproducenter, så vi må bare se at komme i gang med at besøge dem og fortælle om BvL, hvis de da ikke allerede kender dem i forvejen. Og vigtigst af alt selvfølgelig servicere de mange eksisterende BvL-kunder, siger han.

Han fremhæver nogle helt enkle produktfordele, som at vognene blander godt i længderetningen. Det skyldes blandt andet, at blandekilerne i bunden/på siden af blandekarrene sidder asymmetrisk i forhold til hinanden. En anden fordel ved BvL er, at man ved at placere de 110 centimeter brede udfodringslåger forskudt over for hinanden udnytter centrifugalkraften fra blandesneglene og kan tømme vognene 100 procent på meget kort tid. Endelig mener han også, at BvL's kombivogne, hvor en fuldfoderblander og en halmblæser er kombineret, vil være en fordel for mange.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Flemming Hyldgaard glæder sig til samarbejdet.

- Jeg kender Steen Olesen fra tidligere og ved, at der kommer til at ske en aktiv salgsindsats, og Ølgod Maskinforretning har tradition for at fokusere på service, så det skal nok blive godt, siger han.

Bredt produktprogram

BvL har udviklet, produceret og solgt fuldfoderblandere på vidt forskellige markeder i mange år. Det har resulteret i et meget bredt program af bugserede, stationære og selvkørende fuldfoderblandere. De traditionelle fuldfodervogne kan leveres fra 3,5 til 46 kubikmeter, mens de stationære fås fra 6,5 til 30 kubikmeter. Firmaets selvkørende modeller fås fra 11 til 21 kubikmeter.

BvL kan også levere en række redskaber til håndtering af ensilage, robuste løsninger til biogasindustrien og flere andre produktgrupper. En af de nyere blandemodeller er en fuldfoderblander, der fungerer som en traditionel, traktortrukken vogn, mens der læsses rundt omkring på gården, men kan stå som en stationær, eldrevet maskine, når der fodres ud, skriver Ølgod Maskinforretning.