Hovedparten af den nye topmodel i Horsch Leeb trailersprøjte-serien bliver først frigivet midt sommer 2019, men allerede til foråret kommer den første slutsolgte sprøjte til Danmark.

Med 12.000 liter rumindhold bliver den nye Horsch Leeb 12 TD den hidtil største trailersprøjte i programmet fra Horsch, og allerede til foråret kommer den første enhed til Danmark.

Den danske importør af Horsch, Stroco-Agro, oplyser, at man allerede har slutsolgt den første toakslede Horsch Leeb 12 TD i Danmark, som skal begå sig på Sydhavsøerne.

Det bliver først fra sommeren 2020, at der for alvor bliver lukket op for leveringerne af den store sprøjte.

12 TD sprøjten er bygget op på en tandem-undervogn med mulighed for montering af godt to meter høje dæk. Til hjulstyring kan der vælges imellem medløb eller tvangsstyring ligesom automatisk dæktryksregulering også er muligt at montere på den fuldvoksne sprøjte.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Helt unikt er TD sprøjten monteret med todelt tank. Med den todelte tank fremstillet i kunststof er det muligt, automatisk at tømme bagerste tank først og stadig have en pæn vægtoverførsel over på traktoren fra den forreste tank, hvilket kan være nyttigt i kuperet terræn. Rentvands tanken rummer 900 liter.

Ellers har den nye TD sprøjte akkurat det samme udstyrsprogram som LT og GS-trailersprøjterne med rumindhold fra 4- til 8.000 liter. Alt Horsch Leeb teknik til plantebeskyttelse er udstyret med BoomControlPro bom styring. Her kan der monteres dyser med 25 centimeters afstand og dermed mulighed for at arbejde med ekstra lav bomhøjde. Bombredderne favner fra 24 til 42 meter.